Alting forandres. ”En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”. Ordene vi her hører, er fra Jesu såkaldte ”afskedstaler” til sine venner, disciplene, kort før hans død. Men det kunne næsten også høres som en pubertets-ung pige eller dreng på vej ud af døren – ”jeg er den, der er smuttet” – og så går der alligevel slet ikke så længe, så står han/hun der igen. Om ikke andet så for at spørge efter flere penge. Blå mandag får jo også en ende.

”Mødes og skilles og mødes igen” – det er det vilkår vi, i så mange forhold, er her under. Alting forandres. Tabene, adskillelsen, hører med. Det forunderlige er, at det gør, til tider, også gensynet og glæden ved atter at mødes. Glæden, i det hele taget, ved at der ind gennem tabene alligevel bliver nyt liv til. Som en 90-årig kvinde engang fortalte det: ”Sidste sommer kunne jeg klare dørtrinnet i sommerhuset. Det kunne jeg ikke i år. Sidste sommer kunne mit lille oldebarn ikke klare dørtrinnet. Det kunne hun i år. Den lille får gave for gave af livet, mens jeg langsomt må afgive de gaver, jeg selv i sin tid fik”.

”Det bedste er”, som Søren Ulrik Thomsen siger det i sin digtsamling om det værste og det bedste, med 10 digte om det værste og ét mere, elleve, om det bedste: ”Det bedste er at gi op omsider – og pludselig mærke det hele begynde: – Det er det bedste for mig”. – Det gælder om at turde give slip. Som kvinden der føder og som på et tidspunkt midt i sin trængsel ikke længere må holde igen, men i stedet for turde give slip. Eller: Give sig veerne i vold, arbejde med på det, der gør ondt, for at forvandlingen kan finde sted: fra skræmmende og uforståelig smerte til ubeskrivelig glæde over at et barn er kommet til verden. Hele det syn og det nærvær vi længes efter, specielt da når tilværelsen er trang, det syn ser vi først, når vi tør give slip på vores egne fastlåste forestillinger. Først da kan vi fornemme vor Herres nærvær og hans livsforvandlende kraft kan finde sted.

”I skal sørge”, siger Jesus, ”men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glædes”. Alle gode historie handler om det, ligesom kristendommen selv i særlig grad gør det – at glæden har ret. At længslen efter nærvær skal opfyldes. At noget nyt og noget godt kan ske ind gennem trængselstider, fordi forandringens og forvandlingens livsskabende kraft findes.

I forårsdage med konfirmationsfester over hele landet vil mangen en far eller mor rejse sig og slå på glasset og holde en tale for deres store pige eller dreng, og som en væsentlig del af det hele sige ord som: ”Vi vil altid være der for dig”. Det sure syn på en sådan sætning og et sådant udsagn vil være: Jamen, det kan ingen jo være. Ingen kan være der altid og hele tiden for den anden. Nej. Men ikke desto mindre, sådan taler kærligheden altså: ”Jeg vil al tid være der for dig”. Og vel hører forladtheden med – og livet er ingen dans på roser – men en dans det er det.

Om en kort tid ser I mig ikke længere, siger Jesus – og om en kort tid ser I mig igen. Når Jesus taler om fravær – en kort tid – og så nærvær igen, så hører jeg det som en trøst i slægt med ens mors, når den var allerbedst. Og samtidig som en trøst og en tale, der overtrumfer al anden trøst og tale: Det bliver ikke ved, siger Jesus – det, der gør ondt – OG glæden er det sidste! Eller: Det hører med – det, der gør ondt – ventetiderne, de trælse, og det at skulle skilles for en tid – det hører med – OG det gør glæden også – glæden og fryden, som vi altid er på vej til – som er det første og det sidste – fordi vi hører til hos glædens Gud – Han som er alfa og omega. Det skal nok gå! Ja, ikke bare det: det kommer i sidste ende til at gå godt. Stol på dét!