”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”, lyder ordene fra Jesus på korset langfredag. Der er i kunstens verden – maleriet, teatrets, litteraturens – filmens og fortællingens verden givet en mængde bud på mennesket i gudsforladtheden. Et af de meget fine bud er rockgruppen Pink Floyds store flotte sang og musik-fortælling ”The Wall” – ”Muren” – udgivet i 1979. Et stort musikalbum med en stærk, stærk historie digtet og fortalt af, i helt særlig grad, Roger Waters fra Pink Floyd. Siden hen i 1982 blev albummet af Alan Parker udvidet til også at være filmen ”The Wall”. Stadig med rockmusikken og sangene fra Pink Floyd som selve fortællingen om mennesket Pink.

Pink vokser op som barn i 40´ernes og 50´ernes England. Han er født kort før Anden Verdenskrig brød ud. Som så mange andre af efterkrigstidens børn i England og mange andre lande er det her fra krigen, Pink har hentet sit livs traume – tabet af faderen, som sammen med tusindvis af andre døde en grusom død i en skyttegrav i Frankrig. ”Mother do you think they’ll drop the Bomb?”, synger drengen, som igen og igen ser for sig, faderen blive dræbt af bomben. Moderen har sin sorg og ser, som så mange andre mødre (og fædre) i den situation ikke i tilstrækkelig grad sin lille søn og hans store ensomhed og forladthed. I stedet for bruger hun ham. Hun overbeskytter ham på en måde og som sangen siger det: ”Mor skal nok sørge for, alle dine mareridt bliver til virkelighed…” – ikke af ondskab men af uformåenhed. Resultatet bliver bare nogenlunde det samme for drengen: Endnu mere ensomhed og forladthed. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Drengen Pink med det sarte sind udvikler en poetisk åre, men møder i skolen ingen forståelse for den del. Tværtimod har han en lærer, som i sin totale indskrænkethed og deciderede ondskab udstiller og håner drengen. Og som om det ikke var nok, forsøger læreren tillige at banke en smule ”fornuft” (tal, kvadrater og matematikformler) ind i knægten. – Reaktionerne fra den ene og den anden overfor den sårbare knægt, som ingen i virkeligheden ser som den han er, er – som man kan høre – klassiske og kendte. Og det er resultatet også: Drengen lukker sig mere og mere inde. Det bliver alt sammen – alle tab, overgreb og svigt – det bliver alt sammen og hver for sig til ”bare endnu en sten i muren”. Den mur, som uden drengen selv har villet det, er opstået omkring ham, men som han nu, jo ældre han bliver, selv i stadig højere grad bygger med på. Medbygger er han blevet på sin egen store eksistentielle ensomhed og forladthed. Opbygningen af den mur han med sin egen traumatiske baggrund og det der siden gik så galt, ser som en mulig beskyttelse af sig selv, men som kun bliver til en fortsat ødelæggelse af det liv, han ellers hungrer så voldsomt efter: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Med det skrig som baggrund folder filmens fortælling sig nu med en særlig styrke ud i det, vi kunne kalde for nutidslaget – Pink som den voksne. Succesfuld, ombejlet rockstjerne, men mere ensom end nogensinde. Ægteskabet, kærlighedsforholdet, ødelagt fordi det her blev ham, der svigtede. For lidt liv, for meget død. For mange shows, for meget narko, for meget bifald. ”Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.”

Den rastløse, fortvivlede, til tider vanvittigt vrede Pink, er på turne i USA. Han forsøger at dulme sig igennem ensomheden på fremmede hotelværelser med gamle film, sprut og røg, men han kan ikke undslippe. Mere og mere spærres han inde og trykkes nede bag det murværk, han nu selv så absolut er blevet hovedentreprenør på. Han oplever sig selv så fuldstændigt som ”en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk.” I flere af scenerne ser vi ham i attituder som den korsfæstede selv. I hotellets pool flyder han rundt i det, der i Pinks egen mareridtsprægede oplevelse bliver til, ikke vand, men blod. – Som en sidste vanvittig drøm om befrielse forestiller Pink sig selv som despoten. En Hitler-agtig fører overfor en kæmpeskare af tilbedere med det ene budskab at hade. Hade, forfølge og ødelægge den, der er anderledes end mig. Syndebukkemekanismen vendt, så ikke længere jeg men du får rollen som offer og jeg bliver bødlen. Er det så løsningen? Er det så rockfilmen ”The Wall”s bud på, hvordan man kommer over muren – bliver sat fri? Nej. Ødelæggeren, den hadefulde Pink, er nu til sidst som spærret inde på bunden af en brønd. Hadet repræsenterer, forstår vi, absolut ingen sammenhængskraft. Med salmistens ord: ”Jeg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig.” Alt liv er nu ved at løbe ud af ham. Og da – da er det dommen falder. I filmen vist i en tegnefilmsekvens, hvor en frygtindgydende dommer tager til orde overfor den ynkelige Pink, nu så fuldstændigt spærret inde bag sin mur – og dommen lyder da: ”Siden, min ven, du nu har afsløret din dybeste frygt” – nemlig (må vi tro) frygten for at blive forladt – ”dømmer jeg dig til at blive udstillet for dine ligemænd” – m.a.o.: Til at stå frem overfor medmennesket uden nogen barriere imellem – og derfor, og det er selve dommen: ”Tear down the Wall!” – ”Bryd muren ned!”.

Da sprænges muren i tusinde stumper og stykker. Der lades ikke sten på sten tilbage. Det er ødelæggelse og befrielse i ét hug. Lyden og kraften af krigens bombeeksplosion transformeret til en livskraft. Det er nedbrydning og opbyggelse på samme tid. Muren falder. I filmens slutsekvens ser vi, hvordan en flok børn går rundt og leger og rydder op i resterne og, blot som en del af legen, kører murbrokkerne væk. – I filmens indledning lød sangen om ”Den lille dreng, som julemanden glemte” sunget af Vera Lynn, sangerinden fra 2. verdenskrig. Nu ved filmens slutning synger Pink Floyd om, hvordan der altid går én eller flere rundt derude, som husker dig og virkelig elsker dig. Frem og tilbage går de udenfor muren, din mur, og gør hver for sig alt hvad de kan for at nå ind til dig. ”Nogle af dem”, lyder sangens sidste ord: ”vakler og falder – for når alt kommer til alt, så er det ikke nemt at banke ens hjerte ind mod én eller anden skør fyrs mur.” Nej, men det er fantastisk, når det så alligevel lykkes. Når muren falder og et menneske frisættes. Når ensomhed og forladthed erstattes af nærvær og sand medmenneskelighed.