”Mor!”, spurgte den dengang 5-årige Mads, ”Hvordan kunne dig og far vide, at det lige var mig, I gerne ville have?” Og mor tænkte sig lidt om og sagde så: ”Jo, ser du – far og jeg bad til Gud, om vi ikke godt måtte få en lille Mads. Og så gik Gud ud bagved oppe i himlen i sådan et kæmpelager Gud har med en masse reoler med en masse hylder, hvor der står bitte-bitte-små menneskebørn, som venter på at blive født. Så gik Gud hen til hylden med alle Madserne, og så lyttede Gud endnu engang rigtig godt efter til vores, fars og min, bøn, og så besluttede Gud sig: ”Det er ham Mads her, de så gerne vil have”. Og så sørgede Gud for at den lille-bitte Mads kom ind i mors mave og voksede og voksede i 9 måneder. Og en forårsdag blev du født og kom til verden. Og fra det allerførste øjeblik vi så dig, kunne far og mig se, at det var jo, ja, at du var jo lige nøjagtig den lille Mads vi havde ønsket os og bedt om at få”! Se, sådan kan der fortælles meningsfuldt om et lille menneskes ankomst til verden. Og hvor er det dog godt at få fortalt og blive fortalt. Og hvor er det dog godt at blive født ind i den rigtige familie. At være et ønskebarn. – Og ikke som en ulykkelig mand, der en juledags aften ringede på i præstegården, og gerne ville snakke med præsten, fordi han var så ked af det. Han var jo, som han sagde det, bare sådan én, der var kommet ud af et forsamlingshusbal, men som slet ikke skulle have været. Bevidstheden om det havde plaget ham livet igennem.

Hvor er det godt at være et ønskebarn. Eller blive det. Sådan som vi fejrer det på Mariæ bebudelsesdag, som er det gamle navn for søndagen, nu hvor der er nøjagtig 9 måneder til jul, og hvor Maria og vi, af englen Gabriel, får at vide, at ønskebarnet over dem alle kommer til verden og skal fødes af hende, Maria. Purung, ugift – og gravid! Det har alle dage og meget ofte heddet, at så var man i ”ulykkelige omstændigheder”. Men ikke Maria. I hvert fald ikke, som hun ifølge fortællingen selv – efter lige at have sunket et par gange – tog imod sin nye situation, sine ændrede omstændigheder: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Maria lægger både sind og krop til, at Guds Ord kan inkarneres – at det guddommelige kan fødes ind i det menneskelige – at Gud kan gå i kødet på os – i Jesus fra Nazareth. I hans kødelige krop, liv og skæbne. I hans livshistorie. I ordet og fortællingen om ham – Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne.

Maria lægger sind og krop til i det helt kødelige og konkrete. Hun gør det også, hvad angår det sjælelige og åndelige. Viser os, hvordan vi helt grundlæggende skal forholde os til budskabet og fortællingen. Til selve det at lade sig tiltale og tilfortælle en utrolig og dog dybt troværdig fortælling. – Hvor er det godt, når livskraftig livgivende fortælling lyder og går i kødet på os. Rører, griber og forvandler. Bringer måske et helt andet sæt omstændigheder i vente – lykkelige omstændigheder, når det går godt. – Uberørthed er ikke godt. Den snerpede uberørthed med forstanden kølet ned i ufølsomhed og sans for udelukkende nøgterne kendsgerninger og kolde tørre facts. Det er ikke godt. Det er godt at være og blive berørt. At kunne åbne sig for nyskabende ord og fortællinger. For fantasi og fiktion. Digt og poesi. Og ikke se foragtende og nedværdigende på den del, som om det vigtigste og mest virkelige, det sande og realistiske skulle komme til os i formler og kølige beskrivelser af facts. Eksistentielle, altså grundmenneskelige, sandheder kan ikke formuleres lige ud ad landevejen. De dybeste sandheder kræver fortællingens omvej for at blive til virkelighed.

Er fortællingen til Mads – om hans komme til verden som et ønskebarn – er det en løgnehistorie? Ja, det er den jo på sin vis. Og dog så er den langt mere sand end en for eksempel biologisk forklaring om hans ankomst til verden. Ja, fortællingen til Mads er hvad angår det allervæsentligste, virkelig sand. Og det er nu engang det allervæsentligste og vigtigste i det menneskelige, det handler om i kirkens og kristendommens rum. Det kan ikke og aldrig siges med fornuft alene. Det forlanger hjerte, følelse, tro og tillidsfuld enfold.