Ydmyghed hører med som grundposition i det gode liv. Ikke jantelovsmentalitet, hvor du ikke skal tro du er noget – men ydmyghed, hvor du må tro på, at du er noget – hele vejen – ja, i både liv og i død – i kraft af noget større end dig selv. Kort sagt: Gud. Guds kærlighed. Guds nåde og velsignelse. Det kommer så godt og så fint til udtryk, når vi som i denne tid holder høstgudstjeneste med tak til Gud for alle gode gaver, ”for al hans kærlighed”, inklusive kornet på marken og brødet på bordet, og alt det andet vi høster og får til opretholdelse af livet. Ja, til liv og helse for os alle – tak, Gud!

Frihed, selvstændighed og kamp for alt, hvad du har kært, er sandelig godt. Men altid koblet til en sand og sund ydmyghed, hvor du sammen med din kamp og din insisteren på frihed og selvstændighed kender og erkender din afhængighed og udleverethed i alle grundlæggende forhold. Vi ER underlagt noget større end os selv og vores egen frie vilje. Selvbestemmelse og selvberoenhed må kende sine grænser for ikke at blive til magtfuldkommenhed og blindhed for det væsentligste af alt.

Der kører, som alle ved, lige nu – igen – en diskussion om, hvorvidt vi i Danmark skal have indført en lovliggørelse af såkaldt ”aktiv dødshjælp”. Sådan som man allerede kender det fra en række lande: Holland, Belgien, Schweitz, Canada o. a. – Det er helt sikkert, at vi, som man siger det: ”skylder alle vor Herre en død”. Vi fik og vi får fra dag til dag, fra øjeblik til øjeblik, livet som en gave – for en tid – kort eller lang. Det bliver høsttid engang – også i hvert vores liv. Vi skylder alle vor Herre en død. Spørgsmålet er, om vi også selv skal kunne gøre os til herre over hvordan og hvornår. Om vi altså, i givne situationer og tilstande, på fuld lovlig vis skal kunne beslutte os for og anmode om selv at få en lægeassisteret aktiv dødshjælp. Fordi, som det bliver sagt, at et menneskeliv kan blive så domineret af håbløs, uhelbredelig og smertefuld sygdom, at det er uværdigt for det menneske at skulle leve videre endnu en tid således, og ikke på fuld lovlig vis kunne bede om hjælp til at dø og få det afsluttet – efter ens egen bestemmelse og afgørelse. – Selvbestemmelse og selvstændighed bliver her set som en ganske særlig og grundlæggende del af begrebet værdighed. Noget med som det værdigste af alt at kunne klare sig selv – og kan du ikke længere det, og endda slet, slet ikke, så er det liv, vil man kunne sige, uværdigt.

Jeg tror, det er et helt galt spor at komme ind på. Men både det ene og det andet i tiden kan virke med til, at vi bliver blinde for vores grundlæggende udleverethed og i alt for høj grad fokuserer på selvstændighed og selvbestemmelse som det særlige. Sagen er bare, at menneskelig værdighed er IKKE som det særlige baseret på selvbestemmelse men i langt højere grad en størrelse, jeg skænkes. Får givet i det menneskelige fællesskab. I ganske særlig grad, når kærlighed og omsorg finder sted. Så bliver der virkelig høstet gode frugter med stort udbytte i det menneskelige.

Se på de små. Det lille barn lever et værdigt liv – ikke i kraft af selvbestemmelse og egen indsats, men i kraft af det, barnet skænkes. At der er nogle, der tager sig godt af den lille. Sådan er det, når vi er små og nye her i livet. Sådan er det, når vi engang igen bliver små og måske endda meget gamle her i livet. Sådan er det i grunden hele vejen op gennem livet: Værdighed finder sted i relationer af alle mulige slags, fra de helt nære til de rent professionelle – med omsorg, opmærksomhed og tilstedeværelse, hjælp, smertelindring og nærvær i højsædet. Sådan! Så opstår der i selv de mest håbløse situationer menneskelig værdighed.

Som Jesus let oversat siger det til en flok regelfikserede magtfuldkommenhedstruede skriftkloge: Hvem vil ikke gøre alt, hvad han eller hun kan, for at redde en anden, der er i nød? – Det er det, vi må rette os ind efter. Også her og nu i dagens samfund med alt det vi her har at tage stilling til. Hvis vi for alvor skal kunne være et velfærdssamfund og høste frugten af alt det gode, vi har fået skænket, så må vi bestræbe os på den ydmyghed, hvor vi holder medmenneskeligheden i højsædet og således virker med til sand menneskelig værdighed.