Læsninger: Salme 115,1-9
2. Kor. 3,4-9
Mark. 7,31-37

Salmer:
403, 441, 443 // 160, 10.

Bøn:
Herre vor Gud!
Luk vore ører op
så vi hører dit ord!
Amen.

Det er noget mærkeligt noget – manden kan tale – rigtigt. Måske for første gang i lang tid – eller nogensinde – kommer der ord ud af munden på ham, som kan forstås af de andre. De andre, som han nu kan høre og tale sammen med om alt mellem himmel og jord, herunder det underfulde, der lige er sket – og så siger Jesus, at de ikke skal sige det til nogen!
Det er næsten som om han siger: ”Det er da ikke noget at snakke om”. At Jesus siger: Misforstå nu ikke det, der er sket her. Det handler ikke om hokuspokus og noget med, at jeg er en slags tryllekunstner eller healer, der kan handle på tværs af naturlovene. Det er sådan set ikke noget særligt, der er sket. Det er det almindelige, der har fundet sted. Tænk lige over det, en ekstra gang. Det særlige sker, og det almindelige åbenbarer sig – i al dets forunderlighed! Det almindeliges særlighed, kunne man sige.

”Det er da ikke noget at snakke om” – og så går snakken ellers på livet løs! Ja, for det er nok også sådan, jeg tænker om det med, at Jesus – ikke bare her men alle de gange i evangeliet, hvor han siger: Lad være med at fortælle det til nogen – at det gør han også, fordi han ved, at hvis man vil have noget til at gå videre, så skal man bare sige: Du må ikke sige det til nogen! Det er en hemmelighed! Så går snakken.
Og det er sådan set meningen med det hele – med ord, sprog og fortælling – med hørelse og talegaver – og med evangeliet som den dyrebare skat og gådefulde hemmelighed, vi har fået overleveret – at den skal bringes videre.
At snakken skal gå.
At der skal sættes ord på, for at det kan blive til virkelighed for os – det med Gud og os – ja, livet som sådan – at det kan blive et virkeligt liv – dit og mit liv – din og min livshistorie – så må der sættes ord på – og som det uhyre væsentlige: I den bedst tænkelige ånd.
Vi gør os forestillinger ud fra det vi hører, ser og sanser. Vi kan slet ikke lade være. Det hører til det særligt menneskelige.
”Mennesket er i Guds billede skabt / med levende ord på sin tunge / og derfor kan han mellem træer og dyr / med guderne tale og sjunge”, som vi synger det med Grundtvig (”Menneskelivet er underligt”). Vi er sproglige væsner med bevidsthed. I det felt udfolder det åndelige sig.
Vi fantaserer og gør os forestillinger.
Også i kirken, når vi hører en evangelietekst som den for lidt siden. Det gør præsten også i sin prædikenforberedelse – må vi da håbe – for ellers bliver det til stort set ingenting. Gør sig forestillinger. Som når vi nu i dagens tekst hører, at Jesus så op mod himlen og ”sukkede”, så tænker jeg, at det er på en måde en skam, at der står det. Det er det, fordi det kan give næring til den elendige forestilling om, hvem Jesus er, at han bare gik rundt her på jorden og sukkede og stønnede over alle de trælse mennesker omkring sig, og sådan set bare længtes efter at komme hjem til sin far i himlen. Og helst i en fart. Ja, en himmelfart her og nu.
Men det passer jo ikke. Jesus var og Jesus er i det sandt menneskelige – inklusive bøvlet og fortrædelighederne og manglerne – med al sin kærligheds rigdom (nadverbønnens ord). Jesus sukkede – eller gjorde han? Han sagde: ”Effatha!” til den døvstumme. Jesus sagde ”Effatha!”, og det lyder som et suk, men det betyder: ”Luk dig op!” Og det var det, der skete. Og det, der kan ske, når Jesus taler til os. Når han ved sit ord og ved sin Ånd rører os, og løser os. Løser os op i både sjæl og krop.

”Herre, jeg er kommet ind i dit hus, for at høre, hvad du vil tale til mig. Opluk nu ved din Helligånd mit hjerte…”, som det lyder i indgangsbønnen. Det er det, der er meningen med at gå i kirke – at vi må blive lukket op. At vi må åbne os, og at dét må åbne sig for os: Evangeliet. Det med Gud og os.
”Den, der har ører at høre med skal høre!”, som Jesus selv så tit siger det. Ja. Og: Den, der har tunge at tale med, skal tale!
”Det er da ikke noget at snakke om” Jo, hvis du har hørt det – og kun med hjertet hører man sandt(!) – har du hørt det, så er der også noget at tale om. Og gå videre med. Så er der noget om snakken.
Det gælder om, at vi alle, hver især, så godt som muligt taler med på evangeliet. Som Paulus taler om det i de ord vi hørte fra alteret (lige før drengene blev døbt) – så må vi betragte os, som ”tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende”. (2. Kor 3,6)

”Herre, giv mig mere vantro!”, hedder det med en typisk provokerende titel fra teologiprofessoren Johannes Sløks senere forfatterskab (1988) – Herre, giv mig mere vantro! – Lad mig ikke tro på hvad som helst! Lad mig ikke gå død i døde bogstaver – i, værst af alt, fundamentalistiske, såkaldt bogstavtro læsninger af Bibelen! Eller i tom spekulation! Lad mig ikke tro på hvad som helst, men lad mig tro dig på dit ord, Herre – og lad mig altid gå efter Ånden i det – ”for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende”. Kristendom er ikke reglement men livshistorie.
I ”Herre, giv mig mere vantro!” slutter Sløk med at sige: ”At tro på Jesus er at blive ét med hans livshistorie, således ét, at min egen går ud… Moralen er”, skriver Sløk, ”at man aldrig skal forlade troens mytiske ankergrund, men løfte vantroens skjold mod alle anslag” fra diverse, som han kalder det: ”illusoriske universer” – fra spekulative påstande og døde bogstaver.
Jo, for den nye pagt, som vi hører hjemme i, er ”ikke bogstavens, men Åndens”. Det er alle steder en meget vigtig pointe: Ånd over bogstav. Det er Ånden, det kommer an på. Ånden der gør levende. Os – levende.
Giver os kraft og grundlag for de varmest tænkelige forestillinger om det at være menneske. Mennesker, i lyset af evangeliet – af Guds nåde.
Åbner vores ører, løser vores tunger. Giver os ord, sprog og virkelighed, så vi kan komme til verden hver ny dag.

Også selv når vi i bogstavelig forstand måtte være både døve og blinde, som i filmen ”Maries historie” (2015) – om den både blinde og døvfødte Marie, som på forunderlig vis får ord, sprog og kommunikation ind i sit liv, fordi Ånden – den gode livgivende Ånd – gennem et andet menneske finder sted i Maries historie. Se den selv – filmen om Maries historie!

Og lad mig så her slutte med en anden historie. Om en bibelhistoriefortælling herovre i præstegården ved sengetide for nu snart små 30 år siden.
Som vi håber det for begge de to små nydøbte drenge, at der, efterhånden som de vokser op, må blive fortalt dem gode historier fra, allerbedst, fars eller mors side – i den bedst tænkelige Ånd – og derfor sandelig også bibelhistorier – sådan havde jeg også fået gang i bibelhistoriefortællingen for min dengang 6-årige førstefødte, Jakob.
Ånden og indstillingen fra min side var der for mig at se intet galt med, men pædagogisk set haltede det nok noget dén specielle aften, hvor Jakob skulle puttes med fortællingen om far og søn, Abraham og Isak, på vejen op ad Morija Bjerg til offerstedet deroppe.
Jeg slap teksten og bogstaverne i børnebibelen og fortalte selv med egne ord så levende som muligt for Jakob, der da også lå i åndeløs spænding med større og større øjne sådan lige hen ovenover dynekanten, efterhånden som vi nærmede os det forfærdelige – at sønnen Isak skulle ofres af sin egen far.
Da jeg nu, ikke med ord alene, men kropssprog tillige, fortalte hvordan Abraham tog kniven og hævede den højt op over Isak, skete der det voldsomme, og i dyb forstand i pagt med evangeliet og Guds nåde, at Jakob som ved en voldsom kraft fløj op fra under dynen, op i sengekrogen ved hovedpuden, mens han vægrede FOR sig med armen og skreg et stort: NEEEJ!!! Og sådan kom hans, min søns, identifikation med fortællingen – sådan kom den til med hans reaktion at foregribe fortællingen med englens NEJ, GØR DET IKKE! ”Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget”!

Bibelhistorie, med ord og fortælling om det med Gud og os er ingen harmløs affære. Og når Ånden er til det – og vi er tilpas åbne – så ordet kan gå i kødet på os og blive til levet liv – så er vi der, hvor også vi kan sige om vor Herre, som folkene den dag ved Galilæas Sø: ”Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale”. Amen.