Friluftsgudstjeneste, Nebel kirketomt.

Læsninger:
Salme 103,1-13
Rom.7, 15-19
Luk.17,11-19
Salmer:
754, 3, 697 / 778, 10.
Bøn:
Herre, jeg vil gerne takke
for min dag, som er fra dig.
Tak for nye muligheder,
som du lægger foran mig!
Tak for evner, kraft og kald,
tak for løfter uden tal. (DDS 697,1).
Amen.

AOF-koret synger: Præludium: “Ave Verum” af Mozart. / Motet efter prædiken: “Septembers himmel er så blå” / Postludium: “You’ll never walk alone” fra musicalen “Carousel” af Rogers/Hammerstein.

Lad os nu ikke dømme de ni helbredte for hårdt. De ni, skal vi sige, glemsomme og uopmærksomme. Vi repræsenterer sikkert de fleste af os 90 % af tiden eller mere den samme umiddelbare livsholdning, hvor helbred og velfærd og, når vi tænker os om, ret ofte umådelig medgang opleves eller betragtes som en ren selvfølge:

”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni”?

Hvor blev taknemmeligheden af? Livsglæden? Også som en bevidsthed om at være blevet benådet for ikke at sige, frelst? Ikke kun i undtagelsessituationerne og de helt særlige begivenheder men i virkeligheden fra øjeblik til øjeblik fra dag til dag midt inde i det daglige liv?

Hvor må det være voldsomt at gå rundt og leve normalliv – for mange noget med familieliv, arbejde og relationer, et sted at bo, og ikke bare det, men at have et hjem, netværk, venner og hvad-ved-jeg i et såkaldt normalliv – og så blive udstødt.

Som på Jesu tid, hvis du var blevet ramt af en sygdom som spedalskhed, så var det med det samme med udstødelse til følge – og det sammen med sygdommens, spedalskhedens, helt konkrete hærgen og afstumpning(!) af din egen krop.

Eller som i Nazi-tidens Tyskland og Europa som jøde at blive udstødt på den mest bestialske måde ved at blive sendt i KZ-lejr, i dødslejre – eller – blive eksileret. Slippe væk til udlandet som for eksempel en Stefan Zweig, som skrev herom i mesterværket ”Verden af i går” – og som lige nu i visse biografer kan ses i filmen ”Farvel til Europa”.

Farvel til det almindelige og selvfølgelige – til normallivet og dagliglivet – som vi, mens vi er i det, meget ofte er så opslugte af og lever så nært og så tæt med, at vi slet ikke kan få øje på det i al dets, ofte, i virkeligheden umådelige, velsignede rigdom.

Tænk sig, at være udenfor – at leve eksileret – udstødt, uønsket, afvist – og så opleve at blive hentet ind – ind i varmen – ind i normaliteten – dagligdagen og hverdagslivet igen! Det må da kalde på en voldsom glæde og følelse af tak i sindet? En stor og vedvarende taknemmelighed? Eller hvad?

Den russiske forfatter Dostojevskij, som selv i sit liv oplevede at blive benådet på skafottet, fortæller i flere omgange om, hvordan den dødsdømte i de sidste minutter kan opleve en intensitet og en livsfylde så stor – livets gave og velsignelse fra sekund til sekund, fra øjeblik til øjeblik – og tænke, at kunne han blive frelst nu – kunne han få lov til alligevel at leve, så ville han aldrig nogensinde resten af livet slippe denne erkendelse og opmærksomhed. Men allerede i de allerførste minutter efter benådningen tager en form for skuffelse over og glemsomheden, den almindelige – al selvfølgelighedens – indfinder sig.

Som Paulus skriver det i Romerbrevet i de ord, vi hørte: ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” – det gælder også min glemsomhed eller ligefrem afvisning overfor livet som gave og velsignelse. Jeg gør noget andet end det jeg burde og ville og som var det allermest oplagte – og er det ikke ligefremt ondt, det jeg gør med min ignorering af livets gave, så er det i hvert fald dumt!

”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni”?

Jesus siger det ikke fornærmet. Nærmere med et varmt glimt i øjet. For hvor er de egentlig henne de ni? De er derhjemme igen. Hjemme hos deres kære med stuen og køkkenhjørnet og græsplænen derude, som snart skal slås igen: ”hvilken lykke det må være”, som Lars Busk Sørensen skriver det i sin fine Lazarussalme, om at være blevet givet tilbage til livet af Jesus – ”hvilke lykke det må være / blot at lugte græs igen / stå der mellem dine kære / (hos din gode Kristus-ven) ”.

Jo, lad os ikke dømme de ni helbredte for hårdt. Det gør Jesus heller ikke. Men lad os alligevel – om muligt – tage ved lære af den ene – ”denne fremmede” som vendte tilbage for at give Gud æren! ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig”, sagde Jesus til ham. Hvordan det?

Jo – han havde et sted at gå hen med sin tak. Han havde sin taknemmelighed – endda lige nu som en følelse der fyldte ham – OG han havde et sted at gå hen med sin tak. Det er meget værd, og en vigtig del af troens virkelighed.

Præsten og religionsfilosoffen K. E. Løgstrup skriver et sted: ”Det er en almindelig filosofisk iagttagelse, at de mest elementære fænomener, der hører vor eksistens til, bliver vi sidst og vanskeligst opmærksomme på”. (Eventuelt x 2) Det gælder også taknemmeligheden! Ikke blot alle mulige dagligdags fænomener i kategorien ”de velsignede selvfølgeligheder”, men tillige taknemmeligheden.

Taknemmeligheden kan opleves – spontant – som en følelse – nært koblet til glæden. Sådan kan de ni fint have haft det og følt det den dag, hvor de – som bekendt – ikke vendte tilbage og sagde tak. Eller som Jesus siger det: Gav Gud æren. Men taknemmeligheden er mest af alt og allerbedst forstået IKKE så meget en følelse som en holdning. En livsholdning. Det vil sige, en størrelse du kan vælge til eller fra i dit liv.

Jeg anbefaler dig, og mig selv inklusive, at vi vælger den til. Det vil sige: stiller dig i en position, hvor du grundlæggende står i taknemmeligheden. Og det uanset hvad dagen måtte have at byde på – at du da grundlæggende i dit liv stiller dig i taknemmeligheden OG det, som sagt, med et helt oplagt sted at gå hen med den: Til Gud. Hvem ellers? Det er jo da – som jeg før har sagt det – godt for enhver af os, at vi – Gudskelov! – ikke har os selv at takke for det hele!

Så må vi sige Gud tak. Give Gud æren. Og meget gerne, i den forbindelse, også i øvrigt – og sådan mere geografisk – have et bestemt sted at gå hen og på en særlig måde give Gud æren og sige Gud tak for al Hans nådegave.

Et sådant sted er vi samlet lige nu. Her ovenfor Nørrestrand med den smukke udsigt her fra Nebel kirketomt, hvor de – de mange hundrede år kirken stod her som stenbygning (700 år) – gik herind og holdt gudstjeneste og gav således (i grunden) Gud æren: ”Tak og ære være Gud / som har ført sit løfte ud / og til syndres salighed / sendt sin kære søn herned”, som vi synger det ved adventstide (DDS 80,1).

Eller som vi sang det nu her for lidt siden: ”Herre, jeg vil gerne takke / for min dag, som er fra dig. / Tak for nye muligheder, / som du lægger foran mig! / Tak for evner, kraft og kald, / tak for løfter uden tal”.

”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig”, sagde Jesus til den ene fremmede – men ikke kirkefremmede(!) – blandt de ti helbredte. For han havde et sted at gå hen med sin tak. Og det var godt. Ja, det var i sig selv, velsignet godt.

Vi har AOF-koret med os nu i dag – og hvor er det også godt – velsignet godt. Nu om lidt skal de minde os om, at ”Septembers himmel er så blå” (et sted deroppe) – og til sidst som postludium ved gudstjenestens afslutning vil koret synge (som de også gør det, fansene, på fodboldstadion i Liverpool): ”You´ll never walk alone”:

”Walk on with Hope in your Heart and you´ll never walk alone” – jeg oversætter lige: “Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig” – “Gå videre i dit liv med håb (OG med tak) I dit hjerte, og du skal aldrig gå alene”. Det er godt at vide. Det er godt at holde sig til – som livsholdning og tro – alle dage og alle mine veje (inklusive vildvejene) indtil verdens ende. Amen.