Mor!”, spurgte den dengang 5-årige Mads, ”Mor! Hvordan kunne dig og far vide, at det lige var mig, I gerne ville have?”

Og mor tænkte sig lidt om og sagde så: ”Jo, ser du – far og jeg bad til Gud, om vi ikke godt måtte få en lille Mads. Og så gik Gud ud bagved oppe i himlen i sådan et kæmpelager Gud har med en masse reoler med en masse hylder, hvor der står bitte-bitte-små menneskebørn, som venter på at blive født. Så gik Gud hen til hylden med alle Madserne(!), og så lyttede Gud endnu engang rigtig godt efter til vores, fars og min, bøn, og så besluttede Gud sig: ”Det er ham Mads her, de så gerne vil have”.

Og så sørgede Gud for at den lille-bitte Mads kom ind i mors mave og voksede og voksede i 9 måneder. Og en forårsdag blev du født og kom til verden. Og fra det allerførste øjeblik vi så dig, kunne far og mig se, at det var jo, ja, at du var jo lige nøjagtig den lille Mads vi havde ønsket os og bedt om at få”!

Se, sådan kan der fortælles meningsfuldt om et lille menneskes ankomst til verden. Og hvor er det dog godt at få fortalt og blive fortalt. Og hvor er det dog godt, at blive født ind i den rigtige familie. At være et ønskebarn.

Og ikke som en ulykkelig mand, der en juledags aften ringede på i præstegården, og gerne ville snakke med præsten, fordi han var så ked af det. Han var jo, som han sagde det, bare sådan én, der var kommet ud af et forsamlingshusbal, men som slet ikke skulle have været. Bevidstheden om det havde plaget ham livet igennem.

Hvor er det godt at være et ønskebarn. Eller blive det. Sådan som vi fejrer det her Mariæ bebudelsesdag, som er det gamle navn for dagen i dag. Nu, hvor der er nøjagtig 9 måneder til jul, og hvor Maria og vi, af englen Gabriel, får at vide, at ønskebarnet over dem alle kommer til verden og skal fødes af hende, Maria. Purung, ugift – og gravid! Det har alle dage og meget ofte heddet, at så var man i ”ulykkelige omstændigheder”.

Men ikke Maria. I hvert fald ikke, som hun ifølge fortællingen selv – efter lige at have sunket et par gange – tog imod sin nye situation, sine ændrede omstændigheder: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

Maria lægger både sind og krop til, at Guds Ord kan inkarneres – at det guddommelige kan fødes ind i det menneskelige – at Gud kan gå i kødet på os – i Jesus fra Nazareth. I hans kødelige krop, liv og skæbne. I hans livshistorie. I ordet og fortællingen om ham – Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne.

Maria lægger sind og krop til i det helt kødelige og konkrete. Hun gør det også, hvad angår det sjælelige og åndelige. Viser os, hvordan vi helt grundlæggende skal forholde os til budskabet og fortællingen. Til selve det at lade sig tiltale og tilfortælle en utrolig og dog dybt troværdig fortælling. Til englens ord – til evangelisten Lukas´ fortælling, om hvad der skete. En fortælling, en beretning, som enhver snusfornuftigt anlagt sjæl vil afvise med et: Det kan jo ikke lade sig gøre! Det er pure opspind – ren fantasi!

Ja, engle findes ikke (det skrev min stavekontrol også – og foreslog ”tånegle” i stedet for) og jomfrufødsel – go´mårnn! – lad os lige få lidt biologi ind i billedet! Ja, eller også så lad os lige standse op og gøre som Maria selv: Lade ordene lyde for pålydende og gå til hjertet – hvis ellers det står åbent og de kan det. For, om ikke andet så, en stund, slippe fornuften og alle forbeholdende, og lade det vi hører være dét, det kan.

Som gruppen ”Entakt” siger det i én af deres sprogglade sange: ”Kortsluttet indledning / kortfattet anledning / et frit fald i mente / et andet sæt omstændigheder i vente… / kunsten er at slippe taget.”

Kunsten er at slippe taget! Som det videre hedder i sangen (så fuld af ordleg): ”I det gamle Lyseslukkeri / for enden af Godthåbsvej / dér hang jeg i tagrenden / og da indså jeg / at kunsten er at slippe taget.”

Hvor ville det være godt – eller rettere: Hvor er det godt, når livskraftig livgivende fortælling lyder og går i kødet på os. Rører, griber og forvandler. Bringer måske et helt ”andet sæt omstændigheder i vente” – lykkelige omstændigheder, når det går godt.

Uberørthed er ikke godt. Den snerpede uberørthed med forstanden kølet ned i ufølsomhed og sans for udelukkende nøgterne kendsgerninger og kolde tørre facts, det er ikke godt. Nej, det er godt at være og blive berørt. At kunne åbne sig for nyskabende ord og fortællinger. For fantasi og fiktion. Digt og poesi. Og ikke se foragtende og nedværdigende på den del, som om det vigtigste og mest virkelige, det sande og realistiske skulle komme til os i formler og kølige beskrivelser af facts.

I onsdags var det poesiens dag. Den dag burde vi gøre til en også kirkelig festdag, for hvor lever vi dog højt og godt her i kirkens forunderlige fortællerum af poesien. Af fortælling som sådan. Af levende livgivende ord, som siger os langt mere end vi kan sige os selv.

I livstydningens og troens verden er sandheden i ordets allerbedste betydning opdigtet. Digtet højt op ovenover det flade, det ubevægelige, tørre og golde. For troen og livsmodet bliver sandheden til gennem digt, fortælling og poesi.

Eksistentielle, altså grundmenneskelige, sandheder kan ikke formuleres lige ud ad landevejen. De dybeste sandheder kræver fortællingens omvej for at blive til virkelighed.

Er fortællingen til Mads – om hans komme til verden som et ønskebarn – er det en løgnehistorie? Ja, det er den jo på sin vis. Og dog så er den langt mere sand end en for eksempel biologisk forklaring om hans ankomst til verden.

Ja, fortællingen til Mads er hvad angår det allervæsentligste, virkelig sand. Og det er nu engang det allervæsentligste og vigtigste i det menneskelige, det handler om her i kirkens og kristendommens rum. Det kan ikke og aldrig siges med fornuft alene. Det forlanger hjerte, følelse, tro og tillidsfuld enfold.

Søren Kierkegaard skriver om sin forfattervirksomhed, at al refleksionen, alle de fornuftige og filosofiske ofte vanskelige overvejelser alt sammen har haft det ene formål fra hans egen side ”at komme til Eenfoldighed.” Dertil hvor det sagte og hørte er foldet kun én gang, foldet ud uden videre og ikke viklet ind i fortænkthed og, ja, indviklethed. Som han skriver det: ”man reflekterer sig ikke ind i Christendom.” Tværtimod så findes der den tilstand Søren Kierkegaard overalt advarer mod (og vel i den grad selv var ramt af!) og som han kalder: Refleksionssygen. Alt skal analyseres, gennemreflekteres. Intet får i enfold lov til at stå for pålydende.

Refleksionssygen giver, skriver Søren Kierkegaard, en evig rastløshed. En oplevelse af uvirkelighed, selvom det var det modsatte, man ville via al ens fornuft og refleksion. I refleksionssygen fortærer tvivlen alt.

Hvad da? Hvad gør vi nu, lille du? Ja, det handler ikke, som nogle måske umiddelbart ville høre det, om at gøre sig dum. Nej, kunsten er, som sagt, at slippe taget. At turde tage imod. Gennem her det at lytte, læse og høre ordet, lade sig forføre og opsluge, forvandle og finde ud af, at det at slippe taget, ikke behøver betyde, at man så falder, men tværtimod at man svæver.

Sagt, igen med ord fra gruppen ”Entakt” i deres sang ”Modpolen”:

”Vi går på line på kanten af byen / alle tårne er sat på spidsen / i det åbenlyse ovenlys / fornuften er udenbys / vi holder himlen i anklen / højt hævet over resten…”

”Vi holder himlen i anklen” – Guds ord løfter os ud og op over alt det dræbende kedsommelige, refleksionssyge og fornuftsforbehold, og fylder os med nyt liv. Som en kvinde, der er blevet, sagt med det smukke gamle høj-poetiske udtryk: Frugtsommelig. Uden mands vilje. Uden at noget menneske kan takke alene sig selv for underet.

For under er det, når et menneskebarn kommer til verden. Guddommeligt er det. Og ingen har vel stået med sit lille nyfødte barn i armene og tænkt: Det har jeg vel nok gjort godt – tak skal jeg ha´!

Det væsentlige og igangsættende kommer udefra. Sådan er det altid. I sidste ende fra Gud – hvem ellers? Ord og andet godt går i kødet på os og bliver til levet liv.

Lad os lære af Maria og sige: Gud, lad det ske mig efter dit ord.

Ordet skaber, hvad det nævner. Og vi ved det jo godt. Det gælder på godt og ondt. Og hvad angår det første, så kan alene ordene ”Jeg elsker dig” – blot tre sølle små ord og dog så virkningsfulde – i sidste ende blive til et lille menneskebarn af kød og blod.

Og sådan kan det øjensynligt ufrugtbare blive frugtbart – liv opstå af døde – frygt blive til fryd – og vanskelige og umulige kår til velsignede omstændigheder – ”thi intet er”, med englens ord: ”umuligt for Gud”.

Så tag dog imod! Ja: ”Modtag Herrens velsignelse”, som det lyder hver gang inden vi går ud herfra – ”Herren velsigne dig og bevare dig” – lad ordene lyde og gælde for pålydende – bad dig i dem, sug dem til dig – mærk dig i tro og modtagelse med Guds godhed og gå så ud herfra i, hvad der end venter dig derude, dybest set og i al evighed: I velsignede omstændigheder!

Amen.