Læsninger:
1. Kor.10,15-17
Matt.26,17-30
Salmer
455, 449, 476 / 466, 217.
Bøn:
Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig! (DDS 217,1).
Amen.

Jesus og disciplene sang måske både til og fra bordet, med lovsang og tak til Gud for maden på bordet som en gave fra himlen. Som det sidenhen er blevet skik hos os at kunne ”synge til bords” med ord som: ”I Jesu navn går vi til bords / at spise, drikke på dit ord / dig Gud til ære os til gavn / så får vi mad i Jesu navn”.

At ”spise, drikke på dit ord”, og en pige jeg kendte, troede længe, at ”ditord”, det var nok et, meget fint, fransk hotel!

Maden er livsnødvendig og kan noget ganske særligt udover at give os de nødvendige kalorier – og til tider endda rigeligt mange af dem(!). Det at sidde og spise og drikke sammen er fra ældgammel tid en ganske særlig måde at etablere og signalere fællesskab.

Som Luther siger det et sted i ”Bordtalerne” – eller ”Martin Luthers frimodige tale omkring middagsbordet” som samlingen af Lutherord og citater fra bordfællesskabet i LutherHause i Wittenberg også hedder – helt enkelt lyder det fra Luther: ”Plages du af depression, fortvivlelse eller en dårlig samvittighed, så skal du spise og drikke og være sammen med venner”.

Spiser vi sammen, så signalerer vi også, at vi i én eller anden grad hører sammen.

Det er også derfor, det virker så ekstra stærkt, at det er her ved bordet og måltidsfællesskabet mellem Jesus og disciplene – de tolv – det bliver klart, at én af dem – og det var Judas – vil forråde Jesus.

Men som det ikke kan siges og understreges nok af gange, så sad Judas altså – hvor meget han så end havde stillet sig udenfor, og hvor ulykkelig en position han så end havde indtaget – så sad også Judas med ved bordet og hørte med i fællesskabet om Menneskesønnen. ”Bed for ham”, som Jesus også siger det et sted. Bed for Judas!

Det er voldsomt (synes jeg), hvor meget madprogrammer har kunnet fylde i TV og radio og blade og bøger henover de senere år. Men uanset hvor meget man så måtte kunne kritisere det, der kunne ligne en overdreven interesse for mad, så kommer vi ikke udenom, at det er en fuldstændig grundlæggende og livsnødvendig del af det menneskelige. Og selv om appetitten ikke til hver en tid skal følges i et lækkeri- og fødevarebugnende velfærdssamfund som vores – for så begynder vi selv at bugne for meget(!) – så er det vigtigt med appetitten og at vi kan finde og få den. Få smag på det ene og det andet. I sidste ende og vigtigst af alt: Få smag på selve livet og det at være her – endnu en dag – og som nu i dag: en forårsdag – lige nu her i kirken – og sammen!

Det lille spædbarns appetit er helt afgørende for, om det kan leve og vokse og klare sig udenfor livmoderen – at det lille barn får smag på modermælken, eller erstatninger herfor, og vokser til og vokser op og får smag på livet og legen og alt det, der venter.

Det er i grunden det samme, eller noget lignende, det handler om i forholdet til Gud, det forhold, der for os som kristne går gennem Kristus, gennem Jesus, Menneskesønnen – at vi får smag på ham og alt hans: ”Min Jesus, lad mit hjerte få / en sådan smag på dig…”, som vi til sidst i dag skal synge det med Grundtvigs ord i en salme om at være koblet op på ham, på Jesus, som det åndelige næringssted over dem alle – ”at nat og dag du være må / min sjæl umistelig”! (DDS 217,1)

Jesus og Josefine (skærtorsdags lille dåbsbarn) – og storesøster Emilia og alle vi andre for den sags skyld – her hører vi til, og her hører vi sammen – Jesus og Josefine og alle vi andre – i et fællesskab, som rækker udover hele kloden. Og udover tid og evighed. Så vi i ham – i Jesus – hører sammen med også dem der var før os og dem, der skal komme (lang tid) efter os.

I og med Jesus, i og med Menneskesønnen, hører vi sammen i det kærlighedens og tilgivelsens fællesskab, som rækker udover enhver grænse. Ud mod ethvert menneske.

Som en af de tre unge kvindelige forfattere skriver det i bogen ”Ord, vind, kød” med poetiske godbidder og refleksioner til hver søn- og helligdag kirkeåret rundt:

”Så mange omveje til os finder du.

Du kommer gennem

sart torden og lysende stikkelsbær

gennem alt for store ord som du griber

brækker i

mindre stykker og blander med mælk.

Så mange omveje har du fordi

den samlede pakke er alt for voldsom”.

Ja, vi må have Guds kærlighed og nåde i småbidder. Og det er rigeligt endda. Som når vi ved nadverbordet modtager det lille runde stykke brød, oblaten, og i bægeret en lillebitte slat druesaft – og det er alt sammen nok, ja rigeligt, sammen med ordene vi hører, til at få del i Menneskesønnen og Guds kærlighed med ham.

Og herigennem få smag på selve det at leve og elske og være til – af og til endda til gavn!

Derhjemme i køkkenet i præsteboligen har vi oplevet et nyt givende fællesskab omkring madlavningen – eller et boost af det gamle – ved gennem nu nogle uger at abonnere på ”Aarstiderne”´ ugemenu med, for os, helt nye (og overskuelige) opskrifter.

Apropos årstiderne og opskrifter – NB. for ”opskrifter” kan også være bøger og fortællinger, der ”skriver livet op” og hjælper dig og mig rigtig godt med at få smag på livet – apropos årstiderne og opskrifter så har norske, eller skal vi sige: norsk-svenske Karl Ove Knausgård nu fået færdiggjort sit nye (lille) firebindsværk ”Om efteråret”, ”Om vinteren”, ”Om foråret” og ”Om sommeren” – fire bind skrevet til sin, i de første to bind, ufødte datter – nu fra ”Om foråret” kommet til verden.

Knausgård skriver til hende i indledningen i ”Om foråret”: ”Du ved ikke hvad luft er, alligevel ånder du. Du ved ikke hvad søvn er, alligevel sover du. Du ved ikke hvad nat er, alligevel ligger du i den. Du ved ikke hvad hjerte er, alligevel slår det jævnt i dit bryst, dag og nat, dag og nat, dag og nat. – Du er tre måneder gammel…”

Og han slutter bindet med at skrive til allersidst i Epilogen: Nu er du to år gammel… ”Du synes du er fin i din blå kjole, så stryger du hænderne fladt over brystet og siger fin.

Forstår du?

Det gør af og til ondt at leve, men der er altid noget at leve for.

Tror du at du kan huske det”?

”Ihukomme”, som vi siger det med kirkens gamle ord. Og det er slet ikke så ringe et ord. Her – i forbindelse med nadveren og fællesskabet her – betyder det, når Jesus siger: Spis det og drik det, ”gør dette til min ihukommelse”, at vi skal putte brødet og vinen i munden og ham i hukommelsen. Erindre, mindes og huske ham og alt hans. Smage på ordene og tage det til os alt det livsvigtige og livsnødvendige vi her får, ligeså nært og inderligt som drikken og maden, vi spiser. Ihukommelsen – den er vigtig:

”Forstår du?

Det gør af og til ondt at leve, men der er altid noget at leve for.

Tror du at du kan huske det”?

”Min Jesus, lad mit hjerte få

en sådan smag på dig,

at nat og dag du være må

min sjæl umistelig”!

Amen.