Læsninger:
Esajas 35
1 Kor 4,1-5
Matt.11,2-10         

Salmer:      
78, 87, 86 / 129, 80.

Bøn:
Så kom os, Herre, atter ganske nær,
– så vi med tak i hjertet véd,
at julens gåde er din kærlighed.  (J.M.)
Amen.

Fra sin fængselscelle, der er som et venteværelse for ham, sender Johannes Døberen bud til Jesus og spørger, længselsfuldt, bævende bange: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Alt det Johannes havde viet sit liv til – nemlig at pege hen på Jesus fra Nazareth som den kommende Messias, som Kristus – det kommer han her i ”terminalen”, i sit ”venteværelse” her i fængselscellen i tvivl om. Om han havde ramt ved siden af: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Og Jesus sender svar og trøst til Johannes ved at pege hen på de tegn, der følger ham. Og læg så mærke til, hvad han overfor folkeskarerne beskriver Johannes som – den sølle tilfangetagne, tvivlende, indespærrede Johannes – hvem er han i grunden? Han er, siger Jesus, ”min engel” – Guds engel, som baner vejen for mig.

Der findes så mange smukke, smukke sange på pop-rock-himlen.

(Vær: En af dem vi oplagt må kunne tænke på nu i dag ved lille Vega Karla-Pi´s dåb, er selvfølgelig kendingsmelodien fra de gode gamle dages ”Super-Carla” med sangen ”She´s a rainbow” af Rolling Stones. En anden, med Johannes, som Jesus´ og Guds engel, in mente, er) – En af dem er TV-2´s med Steffen Brandts ”Fald min engel” med fine, ømme ord – og jeg tænker på Johannes i fængselscellen – med ord som:

”Græd min engel / Skjul dit ansigt / Kast din kyst mod min / Syng min skæbne / Bryd dit hjerte / Længslen er for altid din // Følg mig over dybe dale / Indtil smerten holder op // Flyv min engel / Op mod vinden / Kys den mørke nat farvel / Dans min stjerne / Ud af månens / Dystre skyggespil”

Som ord fra Jesus til Johannes i fængselscellen – ord med trøst og håb for ham, for Johannes, i al hans trængsel og længsel – med sangens ord: ”Længslen er for altid din // Følg mig over dybe dale / Indtil smerten holder op / Løft dig over tidens dårskab / Hvil dig ungt på bjergets top … // Fald min engel / Blidt og stille / Jeg venter på dig her / Styrt dig ud fra / Høje huse / Vi skal aldrig skilles mer’ // Følg mig over dybe dale / Indtil smerten holder op / Løft dig over tidens dårskab / Hvil dig ungt på bjergets top.”

Som Jesus siger det til Johannes sendebud: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Som tager imod den trøst og de tegn, der nu i og med Menneskesønnen, med Jesus, er kommet til os fra Gud. For han er den, som kommer. Og vi skal ikke vente nogen anden. Han er opfyldelsen af alle de gamle profetier med vejen banet til os af Guds engel. Og så er Steffen Brandtsangens afsluttende ord fra ”Fald min engel” først og fremmest at høre (i mine egen præste-ører i hvert fald) som ord om ham, som kommer: Jesus, Menneskesønnen – ordene: ”For du er det eneste tilbage / Det sidste lys, den smukkeste drøm / På den her ensomme planet.”

I hvert fald en planet, hvor ensomheden findes og kan fylde voldsomt i selv det mest velfærdsramte samfund. Og måske slet ikke mindst nu op mod jul. I en tid, hvor mørket fylder meget. Og hvor det kan blive så alt for tydeligt, hvor alene og trængte mennesker kan blive.

”Forladt og alene/ danser cirkusprinsessen rundt. / Går i stå på sin line …” Og som chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, skriver det: ”Linedanseren må ikke gå i stå … Når man går i stå, falder man … Som linedanseren må vi ikke falde, ikke miste momentum, bevægelse. For der er måske ikke nogen til at gribe. Det kan vi ikke være sikre på i hvert fald(!). Hverken samfund eller familie er som en selvfølge tilstede for at gribe os, når vi falder, og rejse os op og støtte os.”  

Og uroen, og tvivlen, som vi alle kan have: Er det godt nok og i orden det her med mig og mit liv, eller skal jeg vente noget helt andet? Uroen, rastløsheden.

Som en klummeskribent (Lars Handesten KD 24. nov. 2018) skrev det sidst i november: ”Al tidens utålmodighed ruller også i mine årer. Jeg skal bare sidde i en bilkø i et par minutter. Eller jeg skal bare have min telefon i hånden og høre den samme jingle igen og igen og få at vide, at jeg er nummer 25 i køen til at klage over mit teleselskab – så er jeg på eksplosionens rand.

Men når det bliver (den første) advent, så vil jeg tænde et lys og øve mig i at vente. Jeg vil vente på det, som kommer, og som skal komme. Vente på alt det, som jeg har til gode, og som er – i vente.”

Det er godt, at vente sig! Også nu hvor det er blevet advent. Advent er ”at vente”. Advent betyder ”komme”. Adventus. Vi venter på ham og på den, som skal komme. Komme fra Gud. Med det endegyldige bud fra Gud. Lys i mørke: ”Det sidste lys”, det ultimative lys, ”den smukkeste drøm / På den her ensomme planet.”  

Og med Johannes´ længselsfulde, bævende bange spørgsmål til Jesus ringende for vores ører: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – sidder også vi her i venteværelset. Kirken og gudstjenesten således set som et venterum. Venteværelse. Eller: Terminalen.

Terminalen, som vi kender det fra vores rejser ud og hjem, som et sted for, vel at mærke, såvel afgang som ankomst – afsked såvel som modtagelse. Jublende frydefuld modtagelse af den længe ventede.

Vent! Nu kommer han. Det er Ham! Han er på trapperne. Vent! – Ja, vent! Og vent dig meget.

Og måske også længe. Vi har indrettet os på, at ventetid = spildtid. Men det er et dårligt syn at have på det at vente. Alting har en tid. Også en tid til at vente og vente sig.

Være frugtsommelig(!) med spirende nyt liv i sig, som skal have tid til at komme til verden.

Som Maria på vejen til Betlehem. Nu sker det snart. Men ikke endnu. Og det må godt vente lidt.

Jeg læste forleden i en af de mange gode anmeldelser af den nyudkomne Kim Larsen-bog, hvor Kim Larsen har fortalt til Jens Andersen fra sin barndom og tidlige ungdom – og anmelderen skrev om Kim Larsen, at han i sin livsfortælling er ”velgørende lang i spyttet”, og at han ”dvæler i sin erindring”.

Dvæle ved fortiden, det er som regel ikke så godt. Det er ligesom for meget af det gode. Men at et menneske ”dvæler i sin erindring”, det er godt.

Det er godt at have tider og steder at dvæle. Opholde sig for en stund i ro og eftertænksomhed. Slå sig ned for en stund og give sig god tid. Måske sidde i kirken til gudstjeneste en times tid en adventssøndag ind under jul. Eller sidde stille derhjemme i stuen eller køkkenkrogen uden radio eller fjernsyn, i-pad eller mobilos eller noget som helst. Bare sidde der. Og være. Og vente. Forventningsfuld frugtsommelig.

Sidde stille en stund og få en lille tilbagetrækning med afstand nok til at kunne få øje på noget mere. Måske en morgenstund med (guld i mund) – med god tid – og her mener jeg virkelig god tid – altså der hvor tid nok bliver transformeret til en form for høj tid – i egentlig forstand god tid.

Som Søren Ulrik Thomsen skriver det i ”Hårnålen”, så uhyre enkelt og fint om en stille morgenstund med virkelig god tid: ”Det er morgen igen. Det er ikke endnu. Det er nådens tid”.

Hvad er et menneske? Eller: Hvad vil det sige at komme til verden? Det er i grunden et under at komme til verden. Det skete engang. Det sker hver ny morgen. Sagt med Kingo: ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder” (DDS 743,2)

Nu kommer Gud til verden – med Jesus, Menneskesønnen. Er du den, som kommer? Ja. Se på tegnene. Så: ”Vær velkommen, du min fred, / dig ske tak i evighed! / Drag, o Jesus, ind til mig, / vejen selv du bane dig!” Amen.