Onsdag den 5. juni er det Grundlovsdag med fejring af folkestyret, og søndag den 9. juni er der valg til EU-parlamentet med din og min stemmeafgivning. Selv om demokrati og folkestyre bestemt ikke er nogen speciel luthersk opfindelse, så kunne man måske godt sige, at reformationen alligevel har været med til at styrke det med, hvor vigtigt og afgørende det er, at det almindelige menneske stemmer i og selv er med til at tage til orde. Det gælder i kirken. Og det gælder derude på torvet – i det politiske og samfundsmæssige: Vi må tage del. Altså deltage. På forskellige planer og niveauer. Ja. Men ikke stille dig udenfor. Hvis for mange gør det, så er det noget skidt. Det gælder både i kirken og i det politiske og samfundsmæssige. Vi er alle i samme båd. Som det for øvrigt så fint kommer til udtryk, når vi sidder sammen til gudstjeneste i det der fra gammel tid er blevet kaldt kirkeskibet, og stemmer i, så godt vi kan.

Paulus taler i Romerbrevet kapitel 13 om at vi alle skal underordne os de myndigheder, der står over os, fordi det er, siger Paulus, en guddommelig ordning, hvor øvrigheden og magthaverne er Guds tjenere: ”Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det”. Ja når de gør det! Det går jo ikke altid alt for godt med den del. Det gjorde det nu nok heller ikke på Paulus´ tid. Mon ikke skattesnyderi og dårlig eller lemfældig styring og administration er en gennemgående faktor i menneskehedens historie? Men Paulus´ ord munder også ud i en langt bredere og dybere pointe: ”Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære”.  Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker.

Gud: ”Lov og tak og evig ære”, som det hedder med de ord, der altid afslutter prædikenen og samtidig indleder kirkebønnen: ”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud” – som vi skylder at ”frygte” forstået på den gode – og gamle sproglige – måde det er, når vi her taler om at frygte. Gudsfrygten også kaldet, som ikke handler om at være bange, men at antage og tro på, at der er én over os og alle ting – Gud, vor skaber og frelser. ”Hellig, hellig, hellig er Herren”, siger vi. Og dét hellige og Dén Hellige må vi omgås med den form for frygt og ære, som vi kalder netop: Ærefrygt. Ærefrygten overfor Gud, som giver livet dets højde og dybde – tilværelsens vertikalitet. Vi skylder at skatte Gud.

Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker. En mønt har to sider. Sider af samme sag. En sag om værdi – og værdig-hed. Giv Gud, hvad Guds er – og mennesker, hvad menneskers er. Vi skylder alle nogle noget. Vi skylder at tage os så godt som muligt af hinanden. Konkret skylder vi hinanden både det ene og det andet – en middag i byen, en tur i biffen – en tanke, en tjeneste, en del af min tid – en tak for sidst, og for nu, og fordi du er her – eller for den sags skyld: penge og gældsposter med afdrag til tiden. Og i grunden, altid og til hver en tid, skylder jeg at se det andet menneske som mit medmenneske. Det hører til tilværelsens horisontalitet nøje sammenvævet som den er med vertikaliteten: Gud OG mennesker.

Hvad angår det med at give skat, så har vi i kirken og gudstjenesten at gøre med en skat så stor. Kirken og gudstjenesten er et fortællerum, et skatkammer, for uforglemmelige historier, for videregivelse af et stort og hemmelighedsfuldt mysterium, som aldrig bare kan siges ligeud, men som der alligevel kan sættes ord på og siges noget om. Som kan fortælles videre – også til kommende generationer. Det skylder vi at gøre: At stemme i både her og der. I givne situationer endda at afgive vores stemme.  Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker. Sider som sagt, af samme sag.