Pinse handler om begejstring. Om at elske, og holde fast ved et ord. Det lyder luftigt. – Tirsdag den 30. april 2024 døde forfatteren Paul Auster 77 år gammel, lungekræftramt, i sit hjem i Brooklyn i New York. Paul Auster var inkarneret ryger. Herudover en fabelagtig forfatter af en lang række mærkeligt lette og luftige romaner med helt særegen tyngde samt manuskriptforfatter til nogle få film, herunder i særlig grad den uforglemmelige ”Smoke” fra 1995. Se/gense den!
I Paul Auster og Wayne Wangs film ”Smoke” er der ikke vildt meget handling i almindelig filmforstand og alligevel så handler filmen om det vigtigste af alt. ”Smoke” betyder både smøg og røg. Omdrejningspunktet i filmen er da også en cigarkiosk i Brooklyn i New York, hvorfra smøg, røg og fortællinger stiger op. Cigarkiosken ejes og bestyres af den midaldrende Auggie Wren (Harvey Keitel). Omkring ham og hans kunder vikler et utal af små og store historier sig ud og ind imellem hinanden som røgringe. Nogle af dem med afgørende betydning. For, som det siges: ”De dyrebareste ting er lettere end luft”. – I Auggies tobaksforretning kommer jævnligt forfatteren Paul Benjamin (William Hurt), hvis liv og forfatterskab er gået i stå, siden hans hustru meningsløst blev skudt på gaden. Men Paul henter, som tiden går, stille og roligt, inspiration og ny livskraft ved at komme hos Auggie, der selv er god til at fortælle historier.
Auggie har et kamera. Med det fotograferer han hver dag fra hjørnet af Third Street, hvor han har sin forretning. Præcist kl. 8 hver morgen, gennem nu 12 år. 4.000 billeder er det foreløbig blevet til. Sat ind i album, et for hvert år, i præcis rækkefølge. En dag tager Auggie Paul med hjem for at vise ham sit, som han siger: ”Livsværk”. ”Jeg foreviger min lille plet”, som han siger det. Paul bladrer, nikker påtaget anerkendende, men ser ikke andet end fuldstændig ens billeder. Auggie smiler og efter lidt tid siger han: ”Du forstår ingenting, hvis ikke du dvæler ved dem.” Og først da han gør det, forstår Paul, at Auggie har ret. Da han ser fotografiernes detaljer, forandringerne, menneskene fra dag til dag, skiftende stemninger, ser han, at det er et livsværk. Et værk, en fortælling, om liv. Det liv som stille og roligt via fortællinger, personer og hændelser igen får sit tag i Paul.
”De dyrebareste ting er lettere end luft”. Ind under jul får Paul en opfordring om at levere en julefortælling til New York Times. Fristen er kort og han kommer ingen vegne. Så han går til Auggie, som lover ham, mod at få en frokost, at fortælle ham den bedste julefortælling han nogensinde har hørt. ”Og”, som han siger det, ”jeg garanterer at hvert ord i den er sandt.” Det er en historie om ham selv, hans kiosk, en tyv, en tegnebog. En gammel bedstemor og et stjålet kamera. Men allermest en historie om at få ånden over sig og for livets skyld ”lade som om”. Auggie véd af egen erfaring, at det er sådan det er her i livet. En tid har han strittet imod at skulle være far til 18-årige Felicity, sådan som hendes mor, Ruby, en halvbesværlig kæreste fra gamle dage, for nylig er kommet til ham i kiosken og har påstået det. Felicity lever et miserabelt liv som narkoman. Hun har hårdt brug for et afvænningsprogram. Og pludselig en dag havde Auggie henvendt sig til Ruby, stukket hende alle sine sparepenge og sagt: ”Til vores datter”. De havde stået lidt sammen, han havde smilt og spurgt: ”Er hun min datter?” og Ruby havde svaret: ”Det er sådan fifty-fifty.” Men Auggie havde beholdt sit smil og gløden i øjnene. – På samme måde, husker Paul, da han tænker tilbage på den dag, Auggie sad og var færdig med sin julehistorie: Et saligt smil havde bredt sig over hans ansigt. ”Jeg var ikke helt sikker, men udtrykket i hans øjne i det øjeblik var så mystisk, så ladet med gløden af en indre fryd, at det pludselig faldt mig ind, at han havde fundet på det hele. Jeg skulle til at spørge ham om han havde snøret mig, men indså at han aldrig ville indrømme det. Jeg var kommet til at tro ham, hans beretning, og det var det eneste som betød noget…” Og som Paul tænker det: ”Så længe der findes en person der tror på den, er der ingen historie, som ikke kan være sand.”
”De dyrebareste ting er lettere end luft”. Svæver bort og bliver til ingenting, ser det ud til her fra hvor vi står. Men det passer ikke. Hvor let og luftig, ja, lettere end luft, ånden så end er, så svæver den ikke bort, men kommer tværtimod oven ned til os. Talsmanden, Guds gode Helligånd, som i Kristi navn, vil bringe os mod, glæde og storsind nok til endda, om nødvendigt, for livets skyld, at ”lade som om”. Og fortælle hinanden historier lette og luftige som røg, men i den ånd, hvor gløden tændes og hvor mennesker på ny blomstrer op. Glædelig pinse!