SEKSAGESIMA 2007

Prædiken til Seksagesima 

søndag 1. txt.række, Mark. 4,1-20 – 2007

 Læsninger: 1. Kor. 1,18-25
Bøn: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte,
Mark. 4,1-20 du min konge og min Gud!
at ej lyst, ej heller smerte
Salmer: dig formår at slette ud! (DDS 208)
Amen.
392 , 446 (3 dåb) , 28 / 319 (K. 532) , 11.

Hvor er det dog godt, at noget trods alt falder i god jord – og at ikke al himlens velsignelse skal være spildte Guds ord på Balle-Lars – MEN at det hos os og i os kan blive til noget velsignet godt, alt det gode, livgivende Gud rækker os – ja, gavmildt og urimeligt generøst strør ud over os og vore liv.

”De dybeste lag i mit hjerte / er længsel umålelig stor”, sang vi – i en ny salme om længslen som en væsentlig del af den grund, evangeliet og troen har at vokse i hos os. Længslen efter mening, efter lykke og liv – vækst og frugtbarhed – at det må kunne blive til noget, og ikke bare til ingenting. Jo, længslen er en væsentlig del af troens grobund. – Men hvad når længslen ikke opfyldes? Når livet viser sig for én som en lang række skuffelser?

Mange kender sangen ”om en mand, der hed Larsen”. Sven Møller Kristensens og Kjeld Abells kendte revyvise om ham der Larsen, ”det´ ham man møder på gaden hver da´, / og han var tem´lig uheldig med livet, / som han ellers havde ventet meget a´.” Ja, som omkvædet siger det: ”Det sku´ vær´ så godt og så´ det faktisk skidt.”

Og så hører vi ellers i sangen om én lang række af skuffede forventninger i Larsens liv. Og i det sidste vers. Jo:

”Han havde tænkt sig så mangt og så meget,

men overalt var der altså hejst ”stop”,

og sådan går det med alle de Larsner,

som man aldrig kan få til at vågne op.

Det ku´ bli´ så godt, men nu´ det faktisk skidt.”

Ja, ”det ku´ bli´ så godt” og det sku´ ha´ været så godt. Og hør nu her! Det kan bli´ så godt! Det sidste må vi holde fast i – give plads til – dyrke i form af længsel, og siden: Tro og håb og gode drømme.

Klimaforandringer er af så mange slags. Der er nogle af dem af den helt konkrete slags, vi med FN-rapport i ryggen må se at få gjort noget ved og begrænset, om muligt. Men der er også andre ”mentale klimaforandringer” og ændringer, som er mulige her i livet, og som bevirker, at noget nyt og frugtbart kan spire frem, selv der hvor måske ingen havde regnet med det. – Det forlanger åbne hjerter og sind. Troen er en hjertesag, og ikke først og fremmest en hjernesag.

Ja, vi ved da godt, at det på sin vis er i hjernen, det hele foregår (hvis ellers der foregår noget!), men vi ved også – fordi vi forhåbentlig har sans for poesiens og digtningens sprog – vi ved også at det grundlæggende og virkeligt væsentlige her i livet, jamen, det er altid en hjertesag: Troen, håbet, kærligheden – alt det, som kan få et hjerte til at banke, og banke for mere end blot én selv.

Vi kan tænke os til en hel del, men vi kan ikke tænke og spekulere os til det gode liv – lykken, om muligt, inklusive. ”Jeg tænker og tænker og tænker,” som fortvivlede farfar Thomas fortæller det i én af tidens romaner, ”Jeg tænker og tænker og tænker, jeg har tænkt mig selv ulykkelig en million gange, men jeg har ikke en eneste gang haft held til at tænke mig lykkelig.”

Nej, noget så vidunderligt, skrøbeligt og flygtigt som lykke kan ingen tænke sig til. Den skænkes os i guddommelige øjeblikke og glimt, når hjertet står åbent og Guds Ord, Guds velsignelse, falder i god jord og finder yderligere grobund i det menneskelige.

Men kan det så også vokse op og virkelig blive til noget i det menneskelige? Eller er skuffelsen og ham Larsens skæbne i én eller anden grad noget, der vil ramme enhver? Ja. Det er helt sikkert at ”verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet”, som Jesus taler om det i forklaringen til sin lignelse, det er helt sikkert, at den del i én eller anden grad vil komme til og kvæle, eller true med at kvæle troen, håbet og kærligheden. Det er bestemt slet ikke alt gudgivent godt, som spirer frem i det menneskelige, der så også kommer til at bære frugt.

Men der er en særlig tilstand i det menneskelige, som mere end noget andet fremmer Guds ords og Guds velsignelses vækst – en tilstand, som er mulig for enhver, som ikke lige nu er ramt af den svære depressions undtagelsestilstand – og det er den tilstand i det menneskelige, vi kalder for: Taknemmelighed!

Taknemmeligheden er en livsholdning. Taknemmelighed er ikke som glæde og lykkefølelse en spontan og, må vi sige, ofte flygtig størrelse. Taknemmeligheden er en tilstand, en livsholdning, som det voksne, modne menneske kan vælge til, eller fra. Sige: Jeg vil, så vidt det overhovedet står til mig, og hvordan det så end går med det ene og det andet, jeg vilaf al kraft holde fast i taknemmeligheden som grundtonen i mit liv. Taknemmeligheden i sidste ende til Gud, selvfølgelig – hvem ellers – for selve livet som en gave. For al den velsignelse som er blevet og bliver mig rakt. Taknemmeligheden for selve det at være til, ja, for det at der i det hele taget er noget som helst og ikke bare ingenting. – Med en sådan livsholdning som grundholdning er der virkelig mulighed for at Guds Ord, og menneskers med, kan falde i god jord hos dig og mig og vokse op og bære frugt, ”tredive, tres og hundrede fold”, hvilket vil sige langt mere end man, nøgternt set, ville tro det muligt.

Troen og taknemmeligheden er tvillinger – ja, det siger man jo godt nok også om troen og tvivlen – men så er troen og taknemmeligheden siamesiske, og helt uadskillelige, tvillinger.

Det bedste værn overhovedet mod den værst tænkelige tilstand i det menneskelige, som kort fortalt er: Bitterheden. – Bitterheden. Det var nok den, der i sidste ende havde ramt ”ham der Larsen”.

Bitterheden er noget langt værre end modgang og skuffelser. For det kan man i virkeligheden godt klare – og bliver nødt til at kunne klare, fordi det hører det helt almindelige gudgivne menneskeliv til. Men bitterheden, det er den tilstand, hvor man som en Lots hustru (og: ”husk Lots hustru!”, som Jesus et sted i Lukasevangeliet siger det) – bitterheden er den tilstand, hvor man som en Lots hustru kommer til at vende så fuldstændigt forkert og i et væk stirrer sig blind på det ødelagte liv bagude.

Og da stivner man, da går man kold og død i sit liv, og trænger i den grad til det min gode fromme bedstemor talte så meget om som livsnødvendigt, nemlig: Omvendelse.

Altså kort sagt: Blive vendt 180 grader om, med bevægeligheden og varmen tilbage i lemmerne, og nu se, at fremtiden jo ligger foran som åbent land – som potentiale, som mulighed – og ikke som begrænsning og ødelagt liv.

Også den del, omvendelse og åbning, hjælper Guds ord os til. Guds nåde. Guds gode ord og kærtegn generøst strøet ud over os og vore liv. Ja, gode ord og kærtegn i det hele taget.

Forfatteren Jan Kjærstad fortæller i romanen ”Tegn til kærlighed” om Cecilia, som søger en skrift, der kan give nyt liv. Hun fortæller i den forbindelse – i pagt med én af romanens absolutte grundpointer, som lyder, at det er skriften, der frelser, og at den bedst tænkelige skrift altid er håndskrift, og herunder i særlig grad den ganske særlige form for håndskrift, som vi kalder: Kærtegn! – Cecilia fortæller i den forbindelse om, hvordan hun som barn elskede at blive ”beskrevet” af sin mor:

”Mor plejede at vække mig ved at skrive på min nøgne ryg. Jeg elskede at vågne på den måde. ”Hvad skriver du?” mumlede jeg i halvsøvne. Og mor sagde altid: ”Jeg elsker dig, min skat”. Disse tegn føltes som noget af det samme som at være døbt, ”eller som en velsignelse…. Bogstaver som nydelse. Mors kærlige fingre over rygtavlen” – en skrift der gav nyt liv.

Ordet, og bag alt bedst af alt: Guds ord og velsignelse, som rammer og rører os på så mange måder. Også som ved dåben, som er at forstå og modtage som et guddommeligt kærtegn. Tegn på Guds kærlighed, men også og endnu mere: Tegn til kærlighed. Til at det må kunne sætte spor, spire og vokse frem i hvert vores liv. Falde i god jord, vokse, gro og bære frugt.

”Det sku´ vær´ så godt…” – og det ka´ det faktisk bli´! Foran os ligger Guds rige, eller rettere: ”Guds riges hemmelighed”. Ingen af os har fuldstændigt fattet, hvad det vil sige at være et Guds barn, velsignet i al evighed. Måske aner vi i troen kun en millimeter heraf. Men det er så også nok til, af hjertet, at kunne sige og synge: ”Nu takker alle Gud…” – ja: ”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.” Amen.