“Pilgrimmen”, Nr. 21, September 2011, 12. årgang; s. 51-57

Af Gudmund Rask Pedersen

”Her går jeg med mine knapt 100 kilo (80 kilo kropsvægt, 2-3 kilo tøj og støvler, 15-16 kilo (alt for meget) bagage inklusive cirka to liter vand). Jeg går knapt 1 km i døgnet gennemsnitligt pr dag. Men intet enkeltliv er gennemsnitligt. Det går på livsvandringen såvel som på pilgrimsvandringen op og ned og ud og ind med nederlag og sejre, med smerte og velbehag. Og hvor gode kort man måtte have i hånden eller i rygsækken, og hvor godt afmærket vejen så end måtte være, så er slet ikke alting forudsigeligt. Overraskelser af både den ene og den anden slags venter, og det er de færreste, der ikke bare én men som jeg selv nu i dag flere gange på vejen farer vild. Blot ikke de samme steder og med samme konsekvenser, herunder humør.

Det er med garanti et gennemsnitsfænomen, at man som pilgrim får vabler, men nu min den første her på Via Tolosana på vejen mod Montpellier og så videre, er exceptionel og optager mig meget. Den sidder på spidsen af venstre fods ved-siden-af-storetåen-tå. Nu har jeg prikket hul på den. Hvordan skal det gå?”

Fra Arles mod Santiago

Sådan lyder en af mine kinabogsoptegnelser fra en vandring ad Via Tolosana 27. april-10. maj 2011. Inspireret af ikke mindst en artikel her i bladet (Pilgrimmen, nr. 20, februar 2011, s. 48-52) kombineret med at jeg fra 1/8 2010 til 31/7 2011 har haft et års orlov fra min sognepræstestilling i Vær og Nebel sogne i Horsens samt at jeg efteråret og vinteren igennem har gået til fransk en gang om ugen og siden jeg så filmene ”Kilden i Provence” og ”Manon og kilden” har haft lyst til en vandring i området dernede fra Provence og vestpå ind i Languedoc og bjergene der.

Der findes ingen bedre måde at indtage et landskab på end til fods. Engang var det først af alt af simpel praktisk nødvendighed, man gik. Nu i dag, hvor der er så mange andre muligheder for med høj hastighed at komme fra sted til sted, er der stadig den eksistentielle nødvendighed tilbage.

Mon ikke det er en af de allervæsentligste årsager til langt den største del af vor tids pilgrimsvandringer, at man her på sine egne to ben på en veltilgået vej med et mål forude og med ikke ret meget mere end det allermest nødvendige i sin rygsæk kan få en pæn del af sjælen med og få sig set rimeligt godt for i både landskabet derude og sindet derinde?

For mig var målet ikke at nå et bestemt sted hen på vejen til Santiago og Verdens Ende, end ikke at nå så langt som muligt, men blot at være på vejen og vandre på le chemin (caminoen) med retningen angivet af Santiago de Compostella derude og så det forhold at jeg skulle flyve hjem igen den 11. maj fra Marseille, hvortil jeg var ankommet den 26. april.

Det blev til små 300 km på 13 dage inklusive omveje og vildfarelser. Fra Arles og til godt og vel Saint Gervais sur Mare. En 20-25 km om dagen. Udmærket dagdistance for mig, kilo og form medregnet.

Rejse alene

Jeg havde endnu et par mål med min rejse og min vandring udover at gå netop fra Arles mod Santiago. Først det helt enkle at få afprøvet og udviklet mit gennem vinteren nyvundne og meget skrøbelige franske. Dernæst og endnu vigtigere: For første gang i mit godt og vel 53-årige liv at rejse alene. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har i det hele taget ikke været ret meget alene i mit liv.

Lidt koketskævt sagde jeg hjemmefra: Jeg har ikke noget imod at være alene, bare ikke med mig selv!

Og dog, så var det altså en væsentlig del af rejsens formål, dette: At møde mig selv.

Som jeg hørte globetrotteren og forfatteren Carsten Jensen, der som baggrund for sine rejsebøger rejser langt, længe og oftest alene, sige det i en radioudsendelse, så bliver rejsen ud, når man rejser alene, i langt højere grad også en rejse ind. En rejse med opdagelse af sider ved en selv, man måske knapt kendte eller havde fortrængt. Samtidig med at man opdager verden derude.

Venlighed i Emmaus

Fra kinabogen: ”Jeg er delvis på skideren i Emmaus-samfundet, her udenfor Arles sammen med en flok mænd (klunsere), som ikke taler andet end fransk, hvis og når de overhovedet taler. Mit sprog (mit franske) er meget begrænset og meget lidt bevendt. Jeg har fået en seng for natten i et lille kammer med en to-tre andre. Jeg bryder mig bestemt ikke om at være så hjælpeløs, sprogligt især, som jeg er det her. Men jeg tænker, at jeg velsagtens har godt af det.

Jeg er en fremmed i Emmaus, men ingen Jesus (Læs Lukasevangeliet 24, 13-35). Da vi for lidt siden sad ved aftenbordet og brød brødet, så jeg ham måske alligevel i et lille glimt (vor Herre), da den rolige, venlige, cirka jævnaldrende, meget sydlandsk udseende mand overfor mig ihærdigt fumlede sine læserbriller frem, blot for at kunne se og konstatere sammen med mig, at ”Emmaus”, Arles står anført i min engelske guide som en overnatningsmulighed for pilgrimme. Mandens venlige gestus gjorde mig godt midt i al fremmedheden.

Nu sidder jeg her i aftensolens sidste blide varme med små milde myg sværmende omkring mig og mine nyvaskede vandresokker hængende til tørre ved siden af …”

Merci beaucoup!

Der er en del både forudsigelige og uforudsigelige vanskeligheder at forholde sig til på en pilgrimsvandring. Det blev på vandringen fra Arles min egen helt store erfaring, at der også igen og igen på vejen opstår ligeså uforudsigelige hjælpsomheder. At man ind imellem må spørge om hjælp, bede om hjælp, giver sig selv. Gang på gang fås hjælpen og vejledningen på måder, man ikke havde kunnet beregne eller planlægge sig til men blot må modtage og selvfølgelig og helt naturligt med taknemmelighed. ”Merci!” og ofte meget oplagt: ”Merci beaucoup!” (mange tak) er ikke svært at lære og meget brugbart og helt nødvendigt at kunne, fordi det er der grund til.

Sprogbarrieren var og vedblev at være (selvom det løsnede lidt de allersidste dage og jeg derfor nok bare skulle være blevet dernede nogle uger endnu) den største udfordring og vanskelighed for mig. Den første lille uges tid mødte jeg meget få pilgrimme og meget få, jeg kunne slå over i engelsk eller tysk med. Det forstærkede ind imellem ensomheden og forøgede til gengæld glæden ved at kunne dykke ned i Herman Hesses ”Sol og måne” (”Narziss und Goldmund” fra 1957 om vandringsmanden Guldmund), som var en af de Tranebøger, jeg havde medbragt i mit lille bibliotek i min rygsæk.

Efter Montpellier, efter godt og vel 100 km´ vandring på vej ind i bjergene i Languedoc, begyndte jeg i højere grad at møde andre pilgrimme. Heriblandt nogle stykker, der talte særdeles godt engelsk, og som jeg fik en del at gøre med på den følgende del af vandringen. Merci beaucoup!

Finde vej

Fra kinabogen: ”Der er her på vejen mod Santiago i Languedocs smukke forholdsvis lave bjerge efterhånden ret mange varder. Denne formodentlig ældgamle for ikke at sige, urgamle skik med at lægge sten i en stadigt større voksende bunke med efterhånden en slags pyramideform. En sådan varde fungerer på samme eller lignende vis som ”Kilroy was here” for de amerikanske soldater under den 2. verdenskrig: Der har været nogen før dig her på dette sted, på denne vej. Ikke alene levende væsener, men mennesker. Denne helt specielle form for levende væsener, som er i stand til at meddele sig til hinanden med forskellige former for sprog, og således i stand til at vise hinanden vej og retning og anden form for hjælp – for nu bare at nævne den gode del, og den del som bliver så tydelig her på pilgrimsvejen.

Hvad angår mit store eksperiment med at møde mig selv ved at tage af sted på denne vandring alene, så må jeg sige, at det mest glædelige, og det både som erfaring og det jeg i forvejen tror på – i virkeligheden er at møde andre. Jeg får hurtigt nok af mig selv. Det gør mig pylret og mørk i synet. Det opleves ret hurtigt som stort set meningsløst liv. Det er fint for mig at gå alene på vejen i løbet af dagen. Men det er ikke fint for mig, dag efter dag, ikke at have nogen at mødes med og for eksempel som nu om lidt, gå ud med.”

Finde sammen

Jeg oplevede på min, i udgangspunktet ene-vandring ikke noget bedre, trods fantastiske udsigter og indsigter tillige, end dette at møde andre mennesker og slå følge med nogle af dem et stykke af vejen.

Det kom ikke som nogen kæmpeoverraskelse for mig. Jeg var, som det fremgår, i forvejen af den opfattelse, som tillige er min erfaring, at sandt menneskeliv er samliv og samfund. Dette at finde sammen og sammen finde ud af det. Sagt med Benny Andersens Svante: ”Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp.” Det er sådan det, og det er godt, at det er sådan. Hel bliver ingen alene i kraft af sig selv. Bliver man hel eller bare nogenlunde hel/helet sker det i kraft af hin anden. Ens bedre halvdel, en søster, en bror, en ven, en fremmed – min medvandrer. At være menneske er at være medmenneske og igen og igen kunne finde sammen med nogen at dele med.

Min afrejsebemærkning – jeg har ikke noget imod at være alene, bare ikke med mig selv – transformeredes således meget fint til: Jeg har ikke noget imod at være mig selv, bare ikke alene.

Helligstedet

Middelalderens katolske pilgrimme rejste, groft sagt, ud for i sidste ende at møde døde mennesker. Relikvier som knogler, ben, hår, tænder m.v. i en grav eller i et relikvieskrin i en katedral ved vejs ende. At de selvfølgelig hver især har haft masser af andre mulige grunde til at gå pilgrimsvejen ændrer ikke ved, at vandringen ultimativt gik til en helgengrav, og at det var den og katedralen her, der var selve helligstedet. Vandringens mål og mening.

Det er nu i dag i Frankrig sådan, som jeg også har oplevet det på camino del norte i Spanien, at en hel del af de kirker, man kommer til undervejs er ”fermé”, lukkede og låste. Er de åbne, vil man, indenfor i mange af disse kirker, kunne se (og lugte), at de er i tydeligt forfald og kun lidt i brug. Landsbykirkerne ligner på den måde det, de er: Forladte huse.

Set fra denne vinkel er landsbykirkerne i syd meget mere ærlige i deres udtryk end danske landsbykirker, som stadig står yderst velholdte og ligner huse, der nyder stor opmærksomhed og nænsomhed. På min vandring i Sydfrankrig gik jeg ind i hver eneste kirke, hvor det var muligt at finde en åben dør, og satte mig en stund her blandt al ”trosaffaldet”. Sendte en tanke, tændte et lys, bad en lille bøn med taknemmelighed over, at det dog stadig er muligt at sidde i en kirke og blive rummet her med alt sit, vabler og andre gebrækkeligheder inklusive.

Mødet med det andet menneske

Samtidig så er der i allerhøjeste grad på en pilgrimsvandring, som der i øvrigt altid er det, kun én eneste god grund til at gå i kirke, eller mening med det, og det er: At komme ud igen! Om muligt og meget gerne styrket og opvarmet i sind og sjæl og krop. Kirken er i alle tilfælde ikke et sted, at slå sig ned.

Er kirken med dens gudstjeneste at regne for et helligsted, så er den det ikke på grund af dens lukkede grave og nok så smukke relikvieskrin og hvad man nu måtte have samlet sammen derinde i tidens løb, nej, så er kirken det ved i sig selv at være som en åben grav, hvor man efter at være kommet ind kan komme ud i lyset. Ud på vejen videre frem til det vigtigste af alt og det som er og bliver helligstedet for mig: Mødet med det andet menneske ved et aftenbord i Emmaus eller under det store platantræ på torvet i Saint Guilhem eller hvor som helst på vejen.

I en tankegang som denne blev jeg styrket ved vandringen fra Arles mod Santiago, hvor den særlige udfordring for mig var, i udgangspunktet at rejse alene og vandre alene på pilgrimsvejen, og hvor glæden og det bedste af det hele (hvor smukke udsigterne så end måtte være i Languedocs bjerge – og det er de) var at møde andre.

Du er ikke alene

Hvordan skal det gå? Det skal nok gå, og ind imellem endda gå godt. ”Du er ikke alene”, som Sebastian sang, ”der er én, der følger dig / og det´ helt på det rene / han har det li´som dig.” Der er andre på vejen. Medvandrere. På tværs af sprogbarrierer og alle mulige andre skel er der mennesker at finde sammen med og dele med: Brød, vin, vand – erfaringer – medgang og modgang, sorger og glæder.

Buen camino! Bon chemin! God vandring!

Praktiske eftersætninger

For yderligere inspiration og praktiske oplysninger, se www.viatolosana

Se i øvrigt Gitta Bechshøft og James Heimanns artikel i Pilgrimmen, nr. 20, februar 2011, s. 48-52

Jeg havde stor gavn af min engelske guide (Confraternity of Saint James, Arles to Toulouse, 2011, Michael Gaches) kombineret med mine IGN-kort 170 og 169.

Pilgrimsvejen Via Tolosana fra Arles til Puente la Reina går ad Grande Randonne-ruten GR 653. På den del jeg gik, godt afmærket med sine to horisontale hvid/rød striber, samt en del steder garneret med den gule Jakobsskal.

Det er, hvad angår overnatning, klogt men ikke strengt nødvendigt at reservere i forvejen (enten hjemmefra pr. e-mail eller dagen før pr. tlf.). Herbergerne er generelt fine. Flere af dem privat drevet. Jeg var glad for ind imellem at have privat indkvartering med halvpension og sidde med ved stuebordet i et fransk hjem og så godt som muligt konversere sig gennem en 3-5 retters middag.

Nb. I Arles kan jeg varmt anbefale familien Debard, hvor fruen i huset, Renée Debard, er en glødende engageret frivillig i pilgrimsarbejdet i Arles, tilbyder en skøn opredning og herudover serverer et fyrsteligt aftenmåltid og efter franske forhold overdrevet morgenmåltid samt, som jeg oplevede det, en dejlig madpakke til min hjemrejse. Merci beaucoup!

Opholdspriserne varierede for mit vedkommende fra 5 til 50 Euro pr. overnatning.

I øvrigt kørte jeg på hjemrejsen i bus nr. 486 fra Saint Gervais sur Mare og videre med bus nr. 485 fra Bedarieux til Montpellier (mere end 100 km) for i alt 1,5 Euro – og så var det ikke engang snyd.