Påske er opstandelsestid. På alle mulige måder. I vores vidunderlige del af verden helt tydeligt og klart derude i naturen, hvor alting nu står op til nyt liv. Men den kristne påske og tale om opstandelse er andet og mere end natur. Ja, den er faktisk en stærk og livskraftig tale mod det for så vidt mest naturlige af alt, nemlig døden. En tale til liv, kraft og livsmod her hos os endnu levende.

Martin A. Hansen er i sidste del af bogen “Orm og Tyr” inde på vores første danske kristne forfædres, det romanske folks, forhold til opstandelsestanken. At den betød, at de døde nu ikke længere hvileløse gik igen, men at de nu, med kristentroen, vidste, “at de døde sov og blev borte, til de engang selv skulle stå op, som de var.”

Men “hvor er da Guds rige (opstandelsens sted), er det bare (dér) hvor aanderne er. Nej”, skriver Martin A. Hansen “troen ved, at det også er her, og da er opstandelseskraften også her og ikke bare hinsides…. Ikke imod livsaftenens død, men imod den hærgende dødsmagt, det syge, forkvaklede, djævelske i livet, staar Guds rige med dets opstandelseskraft. Her er nat og her er dag i denne verden. Menneskenes hellige pligt er (da) at feste nyt livsmod i planter og dyr. Men selv må de have kirken, hvorfra Guds rige breder sig ud over gaarde og marker, et lyst land i dødsnaturen. Selv må de have kulten, messen, bønnen, syndsforladelsen, velsignelsen, hvorfra varm kraft naar det valne blod. Her staar haab, tro, livsglæde op fra det døde.”           

Derfor må også vi ind i kirken, fordi vi skal have det fortalt. Opstandelsens virkelighed lever af at blive fortalt. Og har lindormen lagt sig rundt om kirken og gjort kirken fjern og spærret os indgangen, som det gamle sagn fortæller, så må vi have den væk igen.

Som det gamle sagn fortæller det, så kommer der en lindorm og lægger sig rundt om kirken. Folk kan ikke komme ind i den. De vælger (da) en tyrekalv og opføder den med sødmælk og nøddekærner. Da syv år er gået fører de tyren mod ormen. Tyren dræber ormen – og går så selv ni skridt derfra – og dør. Både orm og tyr er døde. “Da staar Guds livgivende hus aabent. – Dunkel visdom, -haab, der sejrer foran haabets kilde.”

Som en sten der er væltet fra graven, så der nu, trods døden, er skabt adgang til livet. Det er så voldsomt og ufatteligt, alt det vi står med påskedag. Det vi som kristne har fået at holde os til – at “Kristus er opstanden” og: “Vi skal opstå fra de døde”.

Det er så ufatteligt og dog så er det os ganske nær midt inde i det liv, vi lever. Det er en virkelighed, som sætter sig igennem på så mange planer. Og allermest og allerstærkest dér, hvor vi måske mindst ventede det.

Glædelig påske!