Læsninger:
Job 5,8-16
1. Kor 15,1-10a
Luk 18,9-14

Salmer:
743, 891, 888 (melodi: Granum) / 609, 752.

Bøn:
Du, som har dig selv mig givet
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!
Amen.

”To mænd gik op til templet for at bede”, fortæller Jesus i sin lignelse. Titusindvis af mennesker i Nebel sogn er i de mange hundrede år gået herop for at holde gudstjeneste. 

Her på kirkebakken der som et stort grønt græsbevokset muldvarpeskud hæver sig den lille smule op, der skal til, for at vi og de i de mange hundrede år er gået op i kirken til gudstjeneste. 

De er kommet her, ligesom vi, med alt deres. Med alt i deres liv af både bøvl og besvær og af vellykkethed og åbenbare velsignelser. Med hver deres personligheder og livsindstillinger og tanker om sig selv. Med blær og overdreven selvbevidsthed og selvretfærdighed. Eller helt modsat, trykkede af jantelov og selvudslettelse. 

Der er jantelov. Og der er blær. Og ingen af delene hører det, i virkeligheden, gode liv til. Det Gudvelsignede liv, hvor du – hvordan så end det går, i både medgang og modgang – lever af Guds nåde.

Farisæeren i Jesu lignelse, han er nem at have med at gøre. Ham kan vi let få øje på som en latterlig figur. Og så i øvrigt spejle os i ham og få øje på os selv hver især som dem der nogle gange er ved at gå helt bagover af selvbenovelse. 

Adskillige undersøgelser viser i hvert fald, at de fleste af os går rundt og regner os selv for bedre mennesker end gennemsnittet!

Så er der den helt modsatte figur, hvor man totalt jantelovsinvaderet eller i for eksempel en misforstået form for kristelig ydmyghed går rundt og i et væk udtrykker, at jeg er ingenting. Jeg dur ikke til noget som helst. Jeg er ikke noget som helst værd. Huha nej, bare træd på mig, så jeg kan komme helt derned, hvor jeg rigtig hører hjemme. Hvis det er sådan, vi ser tolderen, som ifølge Jesu lignelse gik retfærdiggjort hjem, og ikke den anden, farisæeren, så ser vi uden tvivl galt. 

Nej, men tolderen havde bare ikke noget at blære sig med over for Gud. Han kendte godt til nogle af sine egne begrænsninger og hængepartier. Han kendte godt til egne svigt og nederlag. Det betyder i godt gammelt kristeligt sprog: Han kendte godt til sig selv som synder (NB. Storm P´s: Jeg er ikke nogen stor synder, men lidt har vel også ret! – Ja, og meget med. I alle tilfælde: Syndere er vi). 

Jo, Tolderen kendte godt til sig selv som synder. OG – og det er det vigtigste af alt – han vidste noget om, hvor han, også med den del, hørte hjemme, udtrykt i ordene, så fuldstændigt enkle: Gud, vær mig synder nådig! 

Som apostlen Paulus, der taler om sig selv som ”den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.” 

Nej, det har den sandelig ikke – været forgæves, Guds nåde. For den har, Guds nåde, givet Paulus, og dig og mig, et sted at være med det hele. Et sted at leve i og udfra alle dage. Og begynde forfra i, igen og igen, af Guds nåde.

Det er livsvigtigt, at vi får ordentligt fat i det med ydmygheden. At vi forstår, at det med at ydmyge sig i kristen forstand ikke er baseret på jantelov og total selvudslettelse, men at det består i, som tolderen i templet, at stille sig ind under Guds nåde – ”Gud, vær mig synder nådig” og herfra igen kunne løfte blikket, se verden og hinanden i øjnene – og gå, som vi synger det med Grundtvig: ”da frit enhver til sit / og stole på Guds nåde / da får vi lyst og lykke til / at gøre gavn som Gud det vil”. 

Og så går det igen galt. Og det gør det. Og derfor igen og igen bønnen: ”Gud, vær mig synder nådig” – og er der én ting, der er sikker, i forholdet til Gud, så er det, at det er Han: Nådig – og i grunden ikke andet.

Det véd vi, og det tør vi tro, udfra ham, der fortalte denne lignelse. Jesus, Menneskesønnen, som bragte og bringer os Guds nåde nær. Som går foran os ad den vej, vi må gå. Ja, som går med os på vejen. Hele vejen. Sagt med Sarvig-ord: Du, Herre ”du tog min hånd og blev min ven / du er det sted, hvor jeg går hen.” Så: Gå da frit! 

Gå, nu i dag lidt senere, her fra kirketomten i Nebel, ligesom i de mange hundrede år før os – ned fra den store grønne græsbevoksede muldvarpeskudsagtige høj her med de gode udsigter over Nørrestrand. Og med Guds nåde in mente og lysende ind over os: Med de gode udsigter i det hele taget. Også når det går ned ad bakke. Eller når det ligefrem går mod enden. Og det har det faktisk gjort for hver og en af os lige fra begyndelsen: Gået mod enden! Men aldrig skal du gå vejen alene, for: Herre! Du tog min hånd og blev min ven / du er det sted, hvor jeg går hen.

I bogen ”Kunsten at fange muldvarpe”, og med undertitlen: ”og finde sig selv i naturen” fortæller Marc Hamer om både muldvarpens og sit eget liv. 

Marc Hamer er en godt og vel 60-årig, ret slidt walisisk digter, havemand og muldvarpefænger. Vokset op under bøvlede forhold med rigelig stor mangel på menneskelig varme. Stak derfor tidligt af hjemmefra og vagabonderede som 16-17-årig et par år som hjemløs. De fleste af årets nætter med ophold under åben himmel, derude i den natur han også den dag i dag så mange år senere hører så godt hjemme i, og i den grad ser sig selv som del af og dybt afhængig af. 

Det er han så også blevet i forhold til at have et hjem i form af et hus, en bolig med soveværelse, stue, køkken og spisekammer. Og vigtigst af alt, med sin elskede hustru og livsledsager Peggy at dele bord, seng og liv med. 

Marc Hamer tager os gennem bogen med på muldvarpejagten i alle dens stadier. Han giver sig god tid. Det bliver gennem bogen mere og mere klart, at muldvarpens liv og Hamers eget liv har mange fællestræk. ”Der er genklange og afspejlinger.” Der er meget, der ligger i det skjulte i muldvarpens liv såvel som i hans egen livshistorie. 

Marc Hamer udtrykker en stor ydmyghed over for alene det at være til en tid på denne gode klode. Også i forhold til forfald og egne begrænsninger og nederlag, så er der i det alt sammen som Hamer siger det, ”noget dybt storslået ved bare at være almindelig.” Ja: ”Der er noget helligt ved at sætte den ene fod foran den anden, at gøre det igen og igen, hele livet igennem. At spise, gå og sove. At gå hen over denne mark og se efter muldvarpe, at betale vores regninger, at tilbringe vores dage og nætter sammen.”

Livet er kort. Alting har en ende. Men som Hamer (livsydmygt) skriver det: ”I forfaldet ser jeg begyndelsen på vækst”. Nyt, forvandlet liv. Med stille livstaknemmelighed, med nærvær og sansen for det almindeliges storslåethed, nærmer Marc Hamer sig med åbne øjne sit eget livs afslutning: ”… er jeg måske i mit sidste årti på denne jord / uundgåeligt trukket mod enden / jeg følger kaldet uden frygt / lykkelig rede til at gå hjem.” Hjem til Peggy. Og bogen slutter med ordene: ”jeg er færdig med at gemme mig”.

Som tolderen i templet i Jesu lignelse. Færdig med at gemme sig. Klar til at tage det, som det er – livet med dets forfald og nederlag – mine egne svigt og fejlskud inklusive: ”Gud, vær mig synder nådig”. Og det er Gud. Og derfor må vi også, du og jeg, og tolderen i templet på vejen hjem tænke og sige: Ja: ”af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.”

Vi kan bruge meget krudt på at gemme os bag selvretfærdighedens gevandter a la farisæeren med al hans blær og ringeagt for andre. ”Vi trækker streger og sætter skel”, som vi sang det med Møllehaves salme. Han, Jesus – Menneskesønnen – ”Han fjerned grænser og sletted skel… / Han slog en streg over hver en streg / som sættes mellem dig og mig… / Et kors det danner, naturligvis, (som her foran os på altrets plads på Nebel kirketomt) / og det blev så hans kærligheds pris. / Og alle de der faldt uden for stregen / dem slog han følge med på hele vejen.” Jo: Du, Herre, Du tog min hånd og blev min ven / du er det sted, hvor jeg går hen.

Det er muldvarpeskuddenes tid på marker og i haver. Det kan drive en haveejer til vanvid. Og du skal måske også nok forsøge at gøre noget ved det med sakse og fælder. Men husk også at løfte blikket. Ingen have, eller haveejer med, er perfekt. Det går galt. Det hører med. Og det kan alligevel, i både haven og i dit eget personlige liv, gå godt igen. Af Guds nåde. Så: ”Gå da frit / enhver til sit” – i Jesu navn, amen.