Prædiken til 2. påskedag,
2. txt. række, Joh. 20,1-18 – 2010
Min far og jeg tog en augustdag for få år siden på en lille tur. Turen gik fra det aller vestligste Jylland og tværs over til Øster Nykirke ved Give med små ophold de forskellige steder og gårde, min far tjente, da han var ung. Det er han ikke mere, så vi var også alle stederne indenfor på kirkegårdene. En væsentlig del af min fars livshistorie indbefatter, helt naturligt, kirkegården. Her ligger de, her er de ”stedt til hvile”, den ene og den anden af dem, han levede sit liv sammen med – som barn, som ung og sidenhen. Nu er de døde, men de hører stadig med. Ja, i min fars fortælling og erindring er de faktisk yderst levende!
Den sidste kirkegård vi var ind på hin mindeværdige mandag var, som sagt, Øster Nykirke, hvor blandt mange andre min fars onkel Henry ligger begravet. En mand, forstod jeg, som elskede at lave sjov og have det skægt. Og det fortalte far så om på kirkegården der ved gravstedet, så lattertårerne trillede dér, nærmest som en lille bæk helt fra dengang.
På et tidspunkt, da jeg gik lidt for mig selv, så jeg en fascinerende gravsten. På et for så vidt helt klassisk dansk gravsted nærmest kirkedøren stod og står der her på Øster Nykirke kirkegård en helt almindelig gravsten med den kortest tænkelige inskription – der står: Ib! Ib, og ikke andet. Et navn.
En mands, et menneskes navn. Og så er meget allerede sagt. Udfra denne korte inskription med blot et navn er et menneske opstået i min forestilling.
Navn og identitet hænger nøje sammen. Selv hedder jeg: Gudmund. ”Hvordan” – spørger 3./4.-klasses ungerne mig – ”Hvordan kunne din far og mor vide, at du ville være præst?” Eller: ”Hvad hed du, før du blev præst – Gudmund?”
Du bor i dit navn! Hvor er det godt at have navn her i verden. ”Navnløs er den ensomme”, skriver Grethe Risbjerg Thomsen i digtet ”Mit menneske” – så: ”Giv mig et navn, min elskede, / forløs mig med et ord!”
Giv mig et navn, min elskede! Et navn at leve og være i. Lad mit navn være et kaldenavn! Et navn nogen, eller bare én, i det mindste, kalder på. Som da vi var små, og troede vi var blevet helt væk, og så far eller mor kaldte med navnet – mit navn – så at verden igen med ét hang sammen.
Som Henning Mortensen fortæller det et sted i ti-binds-krøniken om Ib fra Horsens. Ib sidder ved sin mors dødsleje og tænker tilbage på en påske for mange år siden, da han var en lille 4-5-årig dreng, og med sin far og mor i Lunden, i parken herinde.
På et tidspunkt bliver Ib stående, mens far og mor fortsætter. Om lidt vil de forsvinde bag træer og buske. Men han véd det godt, mor vil snart vende sig og kalde på ham. det kildrer i hele kroppen. Nu vender hun sig. ”Så kalder hun. Han løfter hovedet. Og med ét sætter han i fuldt løb frem mod hende. Nu husker han det. Der er vild latter hen over plænerne … og der er fyldt med gule liljer.”
Som en påskemorgen – den første – med Maria Magdalene ved den tomme grav – og Jesus, den opstandne, som hun først, i morgengryet, troede var havemanden, altså graveren, men så var det, han sagde det – navnet – hendes navn – ”Maria!”, sagde han – ikke andet først. Og i et glimt var alt, som det skulle være.
”Hold mig ikke tilbage”, lød Jesus den opstandnes ord, umiddelbart efter. Nej, fastholde ham – fastholde det Maria her så og mærkede – som konstant nærværende håndgribelig virkelighed lod sig ikke gøre. Men hun havde fået nok til, trods døden og alle tab, at vide sig set og elsket. Og gå videre med dét budskab: ”Jeg har set Herren.”
Du bor i dit navn! Ja, og de som kærligt kaldte og kalder dig ved navn, er knyttet til det. Også på tværs og på trods af døden.
”alle gode navne”, som vi skal synge det til sidst i gudstjenesten i dag – om morgenens glæde og den nye velsignede dag, vi har fået at gå ind i. Med Jakob Knudsens ord:
”O, at jeg tør favne dig, skære dag, / kalde dig med navne, min sjæls behag, / alle gode navne, som bedst jeg ved: / Moder, søster, elskte: min kærlighed.”
To små piger er blevet døbt i dag. Frederikke og Frida. Det er dem, de er. Og det skal der virkelig meget til for at lave om på – at lille Frida er Frida og lille Frederikke er Frederikke. Nu er de døbt. Nu er de ydermere med hvert deres eget navn knyttet til ham og det navn, som er så godt at hvile og være i. I Jesu navn. Kristus den opstandne, som de og vi, ved dåbens nåde er knyttet sammen med, nu og altid. Knyttet til hans livshistorie. Og hvilken livshistorie! En livshistorie hvor kærligheden viste sig stærkere end døden. Her er det godt at være. I Jesu navn!
Vi talte ved dåbssamtalerne om det med navnene. Om hvordan gode gamle navne hele tiden genopstår som nye. Som i sangen, den gode gamle, om sømænd der er glade for piger og har hjerter der banker for den eneste ene, og så ”lidt for Susanne,
Birgitte og Hanne, / og Tove og Anne, / og Lizzie og Kis. / Foruden Agnete, / Elisa og Grethe, / og Annemerete, / og Molly og Lis!” Flere af de navne vinder frem netop nu i disse år og får, på ny, hjerter til at banke.
Navngivning er vigtig. Vi opkaldes. Kaldes op og bliver til, når navnet lyder. Mit navn. Sagt allerbedst og allerhelst af en kærlig stemme og én, der vil mig det godt.
Som en påskemorgen i haven, eller på kirkegården, med sorg i sinde, og så blive kaldt ved navn – ”Maria!” – af en stemme, der vil mig det godt. Blive vækket og mindet om den og om det, der overgår alt andet – om kærligheden. Om Kristus den opstandne, ”tilstede midt iblandt os med al sin kærligheds rigdom”, som vi siger det i nadverbønnen.
Det gør sjæleglad. Som vi synger det i salmen ”Krist stod op af døde / … Thi synger lydt og sjæleglad / hans menighed i allen stad: / Ære være Gud i det høje!”
”Sjæleglad”. Jeg hørte forleden om en mand, som blev kaldt ”Søren Sjæleglad”. Sikken et dejligt navn at bo i, og blive kaldt op med: Søren Sjæleglad!
Det er faktisk et tilnavn vi i virkeligheden alle må tage til os og bo og være i: Sjæleglad.
Glad i sjælen og sindet og længst inde, fordi jeg med alt mit – mit navn og min hele fulde identitet – min livshistorie med alt hvad der gik både galt og godt – er knyttet til ham, som er opstået fra de døde. Til Jesus Kristus den korsfæstede OG opstandne. Til hans livshistorie og til i både liv og i død at høre til hos ham og i hans kærlighed, i Jesu navn.
Jesus er gået bort. Ja. Men ikke gået bort fra os, men fra graven! Sjæleglade må vi følge ham ud i livet med syn og sans for meget mere end det, vi kan sige os selv, og som nok kan siges at være for godt til at være sandt, men som ikke desto mindre er det: Sandt og skønt og virkeligt – ja, virkeligt godt – i Jesu navn.
Som vi sang det i Fridas mors moster Dortes fine dåbssalme, så siger vor Herre til hver og én: ”Jeg vil dig godt, og himlen er dig åben.” Så at, som vi synger det i en anden god sang: ”at alt det vi har grædt igennem livet / det svinder på en forårsdag.”
Sjæleglade må vi leve livet her – under åben himmel og med gode udsigter. Som vi sang det i Frederikkes og familien Sanggaards(!) sang og salme om ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, så er der lettelse at finde, for Gud er god. Og: ”Min sjæl, du har af alt på jord / i tanken og din tunges ord / de allerbedste vinger …”
Syng med og syng til! Syng og sig til! Til de andre, du møder på din vej. Som Maria der gik bort – bort fra graven, vel at mærke – med den store glæde i sig, at Jesus Kristus er opstanden – og det kunne hun slet ikke holde for sig selv. Med kvindernes og disciplenes først forsigtige og dog frydefulde ord fra påskemorgen er det gået ud over alverden og til os nu i dag. Med lettelse og liv og glæde til os alle.
Som vi skal synge det i Grundtvigs flotte påskesalme herom (”Tag det sorte kors fra graven”) og med ordene: ”Palmefugl for askekrukke! / Frydesang for hule sukke!” Her spilles der på sagnet om Fugl Føniks, der genopstår af sin egen aske. Sådan skal der af vore urner og aske, alt det som smuldrede, og det og dem vi mistede undervejs, opstå nyt liv. Nye navne og nye sammenhænge. Også den, at når dit og mit navn, engang står på en gravsten, eller helt er smuldret væk derfra og glemt af hver og én på denne jord, så hører vi med navns nævnelse, sjæleglade, hjemme hos Ham, der i evighed vil dig og mig det godt – i Jesu navn! Amen.