Prædiken til 3.s.e.trinitatis,
1.txt.række, Luk.15,1-10 – 2007
Friluftsgudstjeneste,
Nebel kirketomt
Læsninger:
Esajas 57,15-19
1.Pet.5,6-11
Luk.15,1-10
Salmer:
754 , 12 , 725 / 703 , 726.
Bøn:
Gud Helligånd, omslut
i dag vor kirkefærd,
så vi med undren ved:
Guds rige er os nær.
Amen.
”Vi elsker vort land, / men ved midsommer mest…” I dag er det Skt. Hans dag. Johannes Døberens fødselsdag. Den tid på året hvor ”… hver sky over marken velsignelsen sender, / når af blomster er flest,… / da går ungdom til dans…” – og da samles vi til gudstjeneste her, hvor kirken i Nebel sogn stod i 700 år.
”Vi vil fred her til lands…”. Ja, det vil vi. Det vil vi i både det store og det små. Og den kan, som vi synger det: ”vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde!”
Men det bliver hjerterne jo ind imellem. Vi kan undervejs blive fuldstændig væk fra det, der var meningen. Fra os selv og hinanden.
Da er det godt, igen, at blive hentet ind af meningen, kærligheden, glæden og livsfryden – finde ud af det og finde sammen, hvad enten det så er til dans, fest og ferie eller til gudstjeneste og salmesang.
Alt har sin tid. Og vigtigst af alt er det, at vi igen og igen finder sammen og finder ud af det sammen med hinanden.
I Søhøjlandet ved Gjern nord for Silkeborg, ved indkørslen til det store feriecenter, står der en stor skulptur lavet af den kendte nulevende, også kirkekunstner, Peter Brandes. Skulpturen hedder ”Hyrden” og kan i sit grove, forrevne og dog enkle monumentale udtryk dårligt tolkes som andet end i grunden Kristus. En kraftfuld skikkelse bærer på sine skuldre et får, som sammenvokset med skikkelsen fredfyldt har lejret sig på dennes skuldre – her ovenpå det der oplagt får én til at tænke på den korsfæstede – hyrden der har hævet armene op for at skærme sin værdifulde last, sit genfundne får.
Først tænkte jeg: Det var da et mærkelig malplaceret sted at stille denne skulptur – udenfor Feriecenteret i Søhøjlandet i Gjern! Men så kom jeg til at tænke på, hvad det måske dybest set er, der driver os, når vi tager på ferie med familien. Det er vel i høj grad drømmen og længslen efter at find sammen. At finde godt ud af det med hinanden og sammen finde fred og fryd. Eller blive fundet! For det er nu engang det bedste. Som et får i ødemarken, som borttrillet mønt i en gulvsprække, som mand, kvinde – dreng, pige – som da vi var små og legede gemmeleg og erfarede, at meningen med det hele er – også med det at gemme sig – at blive fundet!
De allerbedste af Jesu lignelser handler om dét. Stærkest af alle i evangeliet til den anden tekstrække i dag – lignelsen om den fortabte, eller rettere: Genfundne søn.
De allerbedste af vore forfattere, de allerbedste historier, fortæller den samme historie.
Én af dem, som i vor tid har gjort det med en særlig sans for det at finde, finde sammen og blive fundet, så at tonen gang på gang hos hende er evangelisk – ja, det er: Astrid Lindgren – som i november i år ville have fyldt 100 år.
Astrid Lindgren med Børnene fra Bulderby, Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter, Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe – tingfinderen over dem alle – og mange andre – hun har i al sin fortælling kredset og sværmet om den grundpointe og grundtanke, vi så enkelt og ligetil finder udtrykt i Jesu lignelser om fåret og mønten og sønnen og alle vi andre fortabte men genfundne. At bedst af alt er det at blive fundet af én, som vil mig det godt, og således finde sammen med hinanden – igen.
Om Gudstroen, kristentroen, himmel og frelse og det hele, udtalte Astrid Lindgren engang i et åbenhjertigt interview: ”Ja, jeg ville gerne kunne tro på alt med Gud og himlen – jeg digter og fortæller udfra det, men jeg tror jo ikke på Gud – ja, det er, sagde hun så, måske også skammeligt af mig at sige sådan, i betragtning af hvor ofte jeg beder til Gud, både når jeg er ulykkelig og når jeg er fuld af taknemmelighed!”
Ja, sådan kan det være i et menneskeliv – det kan være svært selv at finde – man kan nemt fare vild og blive væk – da er det godt at blive fundet – at have et sted at være og finde fred, uanset hvor stor eller lille eller slet ingen tro man til tider måtte have.
Det er godt at kunne være et helt, eller bare så nogenlunde, et helt menneske. Men menneske er man aldrig alene i sig selv. Menneske er du og jeg altid i kraft af hin anden. Både først og sidst hin anden forstået som Gud – vor Herre selv – og uadskillelig herfra: Medmennesket. ”Det er dejligt at være alene / men det er bedst at have en ven”. Ja, eller når det går højt og godt: At have eller få sig en bedre halvdel.
Om den del har Astrid Lindgren fortalt så betagende enkelt og smukt i det, der i 1999 af svenskerne blev kåret som ”Århundredets kærlighedshistorie” – beretningen om hendes egen fars og mors kærlighedshistorie og livet sammen de to, og børnene, Astrid, broderen og søstrene på gården Näs. – Kærlighedshistorien om Samuel August fra Sevedstorp og Hanne fra Hult begynder i sidste del af 1800-tallet (Nebel kirkes sammenstyrtning!). Bondedrengen Samuel August havde helt tilbage fra skoletiden sidst i 1880´erne haft et godt øje til den 4 år yngre Hanna. Nu var han ”blevet femogtyve år og var giftefærdig. Men noget håb om at få Hanna fra Hult havde han ikke. Ikke i sin vildeste fantasi kunne han tro, at en pige som hende ville bryde sig om en simpel Samuel August som ham.” Men ved en bryllupsfest i Gebo i efteråret 1902 skete der noget, og de to begyndte at finde sammen.
”Hanna må omsider have forstået, at den der Samuel August, som fulgte hende med øjnene, hvor hun gik og stod, var forelsket i hende, selv om han ikke turde sige noget.” Men nu begyndte der at ske noget. En glødende varm brevkorrespondance de to imellem – få ligeså glødende om end (vistnok!) ærbare kærlighedsmøder under en hængeask – indtil de endelig, den 30. juni 1905 blev gift med hinanden og tog hul på 56 år sammen som bondefolk, som mand og kone, på gården Näs.
En kærlighedshistorie hele vejen igennem (læs den selv!) med Samuel August som den længstlevende. ”Han havde”, skriver Astrid Lindgren om sin far, ”Han havde en forunderlig tiltro til livet, en lyst til at leve, og en tryg forvisning om det kommende liv; derfor kunne end ikke Hannas død (1961) knække ham. – Han fortsatte med at elske hende og tale om hende…” Også ”da han var 94 år gammel og glad og fornøjet lå i sin seng på alderdomshjemmet, som var hans sidste station her på jorden. – ”Kære barn, sikke en mor du har haft,” sagde han, sidste gang jeg besøgte ham. – Ja, det har jeg vel nok!”, skriver den nu selv aldrende Astrid Lindgren, ”Og sikke en far! Med et så trofast elskende hjerte, et indtil døden elskende hjerte! – Og med en sådan fortællerglæde. Hvor var det godt, at han havde den, ellers havde jeg jo ikke vidst meget om, hvordan det var dengang for længe siden med Samuel August fra Sevedstorp og Hanna fra Hult. – En aften i juli 1969 døde Samuel August. Fuldt forvisset om, at han nu skulle møde Hanna. – Jeg kan se dem for mig.” skriver Astrid Lindgren, ”Jeg kan se dem for mig. Deroppe i de himmelske boliger. Der står sikkert en hængeask i udkanten af Guds have, og den sidder de under. Og han holder hendes hænder mellem sine, som han altid gjorde, og siger med sin ømmeste stemme: ”Min inderligt lille elskede! Du og jeg, vi kan sidde her og blunde lidt!”
”Det er”, som vi synger det, og som vi skal synge det nu om lidt med de kendte ord: ”Det er så yndigt at følges ad” – ja, det kan det i hvert fald være. Og det kan endda siges at være meningen med det hele: At vi følges ad – at vi finder sammen og finder godt ud af det med hinanden – også i alle mulige andre ”skaber” end ægteskaber. Og bliver vi væk – og det gør vi til tider – at vi da kan blive fundet og finde sammen med nogen igen. – ”Mødes og skille og mødes igen”, som Benny Andersen skriver det et sted ”Varmt er det hjerte, der bløder…”
Enkelt og ligetil fortæller evangeliet os, at vi har en far i himlen, som vi i ét og alt må forlade os på – som forlader alt sit for at finde enhver fortabt.
”Sådan bliver der glæde i himlen….” Den himmelske glæde etablerer vi ikke og aldrig i os selv og al vores til tider farisæiske, selvretfærdige og selvkredsende søgen. Den himmelske glæde finder os – omsluttes og omfattes vi af, ligeså inderligt og tæt, som når hyrden bærer sit fortabte men genfundne får hjem – og glæden trækker op gennem hyrdens krop udi skuldre, arme og hænder, så fåret mærker, hvor usigeligt godt det er at blive fundet og favnet – og få del i den fred som overgår al forstand.
”Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde” Tvivlen hører med, kulden ikke med nødvendighed, og vi må alle dage bede Gud skærme os mod den, for med kolde hjerter er vi for alvor blevet væk og blevet fortabte det mest ensomme af alle steder, nemlig: i os selv!
Kulden – nej! Men tvivlen, den hører med. Den må vi være bekendt og lære at leve med. – En far fortalte mig om sin 5-årige datter, der var kommet så gevaldig tvivl om alt muligt af det med Gud og os. ”Og far,” sagde tøsen, ”hvad så hvis jeg dør og kommer i himmelen(!), og han så slet ikke er der?” Og faderen nåede gudskelov ikke at sige noget, før pigen selv fortsatte: ”Nå, han finder mig nok alligevel!”
Han finder mig nok alligevel! Gud findes og finder os – det er det væsentligste af alt. Det kan bringe os tilbage på sporet igen, gang efter gang, og gøre det muligt for os at finde sammen og følges med hinanden, så det til tider er ”så yndigt”.
Måske ikke ligeså yndigt som i Århundredets kærlighedshistorie om Samuel August og hans Hanna, men yndigt og fredfyldt og meningsfyldt nok til, at vi kan glædes sammen – elske vort land – ”ved midsommer mest” måske nok – men også i mørkere tider holde os til håbet om at høre til og blive fundet, og kunne stemme i og med på taknemmelighedstonen som i Astrid Lindgrens slutord til Århundredets kærlighedshistorie: ”Mine kære forældre! Eders barn sender hermed sit hjertes ydmyge og inderlige tak for alt.”
Eller kort og godt – for der begyndte og der ender det hele: ”Tak, kære Gud – i Jesu navn!”
Amen.