Læsninger:
Salme 8
Mark 10,13-16

Salmer:
15, 392, 839 / 800, 752.

Bøn:
Herre,
Lov og tak og evig ære
for din røst, som i vor dåb
kalder os Guds børn de kære.
Amen.

Hvordan er dit menneskesyn? Fordi sådan et må man som et voksent, tænkende, ansvarligt menneske have. Og har det. Det vigtige er, at gøre sig det klart, hvilket menneskesyn du har og lever udfra. Menneskesynet – det er vigtigt. Det er det altid. 

Hvordan ser du på det at være menneske? Hvad er det grundlæggende? Det væsentligste og vigtigste. 

Hvad er et menneske? Hvordan ser du dig selv i din konkrete livshistorie i sammenhæng med de andre i hver deres? 

Hvordan hænger et menneskeliv sammen – hvis og når det ellers hænger sammen? For det gør det jo slet ikke alt for godt hele tiden og hele livet igennem. Det hører det grundmenneskelige til, at gå mere eller mindre i stykker undervejs. Det interessante, for ikke at sige: det afgørende, er da, om man så kan blive sat sammen igen? 

Menneskesynet. Kristendommen kredser om det hele tiden. Ja, som jeg ser det, så er det det helt centrale i kristendommens anliggende – at få fremsagt og fremstillet, få etableret og skabt, det bedst tænkelige menneskesyn – i lyset – selvfølgelig – for det er det helt centrale, alfa og omega – i lyset af Guds nåde. 

I dagens prædiketekst – som jo altså er de stærke, kendte ord, som vi også hører, hver gang vi holder dåb (som nu i dag med lille Sofias dåb) – her hører vi, hvordan Jesus fuldstændig umisforståeligt peger hen på det lille barn, som den der bedre end nogen anden forstår at tage imod Guds rige – det sande og egentlige, det Gudvelsignede menneskeliv. Ja, den lille kan i virkeligheden slet ikke andet end at tage imod. Det lille barn lever i en total modtagelse af alting og er således eksistentielt, altså grundmenneskeligt set, dybt troende, bliver aldrig mere troende end her som helt lille. 

I årets nytårstale præsenterede statsminister Mette Frederiksen sig som børnenes statsminister og brugte meget krudt på at tale særligt de udsatte børns sag. Ingen kan være uenig i den del. Værre er det måske, når børnene, som det også skete i nytårstalen – overdrevent roses for at have sat klimakampen på dagsordenen og være gået foran her. Ikke at der i sig selv overhovedet er noget galt i at også skolebørn engagerer sig i presserende samfundsspørgsmål som for eksempel CO2-udslip og klimaforandringer. Men det er som altid de voksnes ansvar. VI voksnes. Det er vores, ikke børnenes, ansvar at tage hånd om både det ene og det andet. 

Når Jesus, og således kristendommen, vender tingene på hovedet og fremhæver den lille som den store, så er det ikke for at vi voksne så skal til at gå i barndom og lade børnene tage affære og gå forrest i at gøre det nødvendige. 

Den slags umenneskelighed skal vi være på vagt overfor. Der er nemlig, som statsministeren også nævnte det, noget rivegalt i de familier og sammenhænge, hvor rollerne byttes om og børn får voksenansvar og voksne lar stå til. 

Der er ingen sentimentalisering i det at Jesus peger hen på de små. Børn skal være børn, og voksne skal være voksne. Det gælder på alle områder. Også troens.

Jeg kender godt nok voksne mennesker, der siger om deres forhold til kristendommen: Jeg har nu min barnetro. Det kan lyde charmerende og tilforladeligt. Men barnetroen er for børn. Voksne må have voksentro. Vi kan ikke spole tilbage til en tabt enfoldighed, en naivitet der – og sådan må dét være – ligger bagude som barndommens tabte Paradis. 

Men hvad skal vi så få ud af Jesu ord om at blive som børn. Ja, ”Sandelig siger jeg jer”, og det er sagt til en flok voksne mennesker, disciplene inklusive – ”Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” 

Vi må erkende, og vi må stille os der, hvor alt det vi får, af Guds nåde, det får vi for intet. Det kristne menneskesyn er i udgangspunktet en fastholden af det helt enkle, at livet og dette øjeblik er en gave. At hjertet slår, at lungerne hæves og sænkes, at blodet bruser og vi er her lige nu på denne dag i dette øjeblik, det er i grunden ren og skær og fuldstændig ufortjent gave. Nådegave. Gave fra Gud. Hvem ellers? 

Det kalder på taknemmeligheden. Og det kalder i grunden også på det, som børnene, de mindste små ikke mindst, er sande mestre i – nemlig: forundringen. At kunne undres og blive forundret det er både stort og livsnødvendigt. Gennem forundringen åbnes der, bedre end noget andet sted, op for livet og det andet menneske. For det under, at vi er her – sammen – hver og én i udgangspunktet elsket. Altid allerede elsket, af Gud – som dåben tilsiger os det – virkeliggør det for os – at det er sådan det er – alle dage indtil verdens ende – ja, ind gennem hvad som helst der måtte komme – min egen død inklusive – så er jeg barn af Guds rige – af Guds rige kærlighed og nåde. Tak, Gud! Det er et godt sted at have at stå hele livet igennem. Og det er ikke noget, du behøver bøvle med at forstå. Du skal bare modtage. 

Som jeg hørte én sige det forleden: Nogle gange kan det være nødvendigt at gå fra forstanden for at komme til fornuft! 

Åbne sig for forundring og drøm for endnu bedre at kunne ankomme til virkeligheden. Som jeg læste det i en lille nyudgivet kolibribog ”Om drømme” med udvalgte steder fra Troels Kløvedals mange udgivelser gennem årene. Og her fra bogen ”Bidevind og blåhvaler”, hvor han skriver: 

”At falde i staver. Denne vidunderlige tilstand som alle elsker på nær skolelærere. At falde i staver mens det enorme hav kører rundt omkring én er vidunderligt, det giver en ganske bestemt slags fred i sjælen og det på trods af den fysisk anstrengende virkelighed, der omgiver én. Og hvad er det så at falde i staver … for mig er det, når drømmen om det mærkelige liv kommer til at flyde sammen med det liv, jeg virkelig kom til at leve. Det er en tilstand, hvor man forliger sig lidt med verden, det vil sige kommer til at holde af den, sådan som den nu engang er og ikke sådan, som man synes, at den burde være.” Så vidt Troels Kløvedals ord. 

Se for dig, et andet menneske, der er faldet i staver – det er slet ikke så sjældent noget der også ses som en helt konkret åbenhed for verden og livet, hvor underkæben hænger ret så langt ned. Man kan se ret så dum ud, OG det er slet, slet ikke dumt – at falde i staver. Med god tid at give sig forundringen og modtageligheden i vold.

Og så skal vi selvfølgelig også høre/genhøre Benny Andersen ord og digt fra ”Himmelspræt eller Kunsten at komme til verden” (1979) om det at falde i staver:

”Fald i staver/ mit barn/ bare fald i staver/ sid og glo ud i luften/ ind i væggen/ på en flue/ på ingenting/ vær fraværende/ vær væk/ et øjeblik/ eller timer/ alt har sin tid/ tid til at virke/ tid til at vokse/ tid til udad/ tid til indad/ tid til at favne/ tid til at falde i staver/ så fald i staver/ mit barn// 

De voksne omkring dig/ løber sig hellere en staver i livet/ end sidder og falder i staver/ rastløst lægger de planer/ hoverer når de lykkes/ fortvivler hvis de slår fejl/ handler og forhandler/ vimser frem og tilbage/ er altid lige vidt/ tar stadig nye brændende emner op/ og slipper dem straks/ som om de var brændende/ videre videre/ væk væk/ at gentage sig selv/ er begyndende senilitet/ at fordybe sig/ er livet for kort til/ at falde i staver/ er asocialt/ videre videre/ væk væk//

Når de voksne møder sig selv i drømme/ kender de ikke vedkommende/ farer op med et skrig/ mareridt/ en sovepille/ hvad kan det ha været/ de rejer må ha stået lidt for længe//

Så fald i staver nu/ mit barn/ mens tid er/ inden du bliver som én af os/ der rastløst samler på adspredelser/ og har glemt at falde i staver.”

Eller også så har vi ikke helt glemt det, eller slet ikke, fordi vi med Jesu ord og evangeliet er blevet mindet om det. Igen og igen: At den rene modtagelse er det sted, vi over for Gud har at stå og stille os, hele livet igennem. Som barnet der helt uden filter bare tager imod alt, hvad som kommer. Således også Guds rige og Han som kommer. ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn” – Jesus, vor frelser og livredder, som med al sin ”kærligheds rigdom” er til stede iblandt os, lige her hvor vi er – med Guds rige – og Hans rige velsignelse – sådan som vi nu lidt senere skal mindes om det og modtage ved nadveren. Det er alt sammen uvurderligt godt for menneskesynet. Ingen som helst tvivl om det! I Jesu navn, amen.