Læsninger:
Mos 1,1-5
1. Joh 4,7-11
Joh 1,1-14

Salmer:
99, 100, 125 / 819, 114.

Bøn:
Kære Gud!
Du, som tændte lys i verden ved dit ord
lad håbet lyse med din hellige Ånd,                    
så intet mørke skal overvælde os,
men din glæde må blive for hele folket.
                        Amen.

”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Hvor er det dog mørkt her ved midvintertide. Og længere nordpå end her hvor vi, de sydligste nordboere, bor, er der endnu mørkere. Og koldere. Endnu(!). 

Fra kuldens og mørkets høje nord ved midvintertide lægger Jørn Riel i romantrilogien ”Sangen for livet” stemme til eskimoernes, inuit-folkets, barske og udsatte liv deroppe i Grønland inden for de sidste tusind år. Vi hører om, blandt mange andre, storfangeren og åndemaneren Arluk og hans flittige kone Pipaluk, som omkring år 1500 på rejse op nord om Grønland sammen med deres pigebørn en vinter sner og iser inde, i et elendigt midlertidigt vinterhus, hvor de fryser forfærdeligt og også kommer til at lide megen sult. Men det var først, da lyset helt forsvandt, at Pipaluk for alvor følte sig truet af sulten og kulden. 

Jørn Riel beretter: ”Det var først, da lampen slukkedes af mangel på næring, at Pipaluk opdagede, hvor højt hun elskede dette lille stykke udhulede fedtsten. En åben skål fyldt med spæk der smeltede efterhånden langs den takkede væge. Dette milde, gule lys som alle dage havde været holdpunktet i hendes tilværelse. Hun havde altid passet lampen godt. Fyldt den før den begyndte at sprutte af spæknød, altid sørget for at den ikke osede ved i god tid at pudse vægerne, inden de blev for lange. Lampen udstrålede venlighed og varme. Det var godt at være i dens nærhed, for det dejlige lys gjorde tankerne lette og glade. – Noget slukkedes inde i Pipaluk samtidig med lampen…” 

Ja, lampen og lyset skal passes godt, så længe og så langt som muligt. ”Et er nødvendigt”, som nordmanden Hans Børli skriver det i ét af sine digte: ”Et er nødvendigt / hér i denne vor vanskelige verden / af husvilde og hjemløse: / At tage bolig i sig selv. / Gå ind i mørket / og pudse sodet af lampen / sådan at mennesker på vejene / kan skimte lys / i dine beboede øjne.”

Nu er det jul. Nu er det endelig jul igen. Og: ”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Som vi synger det i en elsket julesalme – en anden elsket end dem, vi synger nu her juledag, men sådan er der så mange elskede(!) også julesalmer – ”en rose så jeg skyde”. 

Guds komme til verden i barn Jesus i billedet af en rose, så ”fin og lille” med ”dejlig duft og skær; / den lyse for os ville / og sprede mørket her…” – ja, for at ”sprede mørket her” det er ikke at udbrede mørket og gøre det om muligt endnu fyldigere, men det er at bryde mørket. Bryde med mørkets magt. ”Sprede mørket her”. Og det skal der virkelig andet og mere til at gøre end blot adspredelse. Selv om adspredelse er fint og ikke at foragte, også her i juletiden, så skal der stærkere sager og større kræfter til for alvor at ”sprede mørket her”. 

Der skal intet mindre end et guddommeligt Ord til! – Nå – lød det af lidt? Ordet. Lød det af lidt lidt? Det er det ikke. ”I begyndelsen var Ordet”. Det guddommelige Ord. Det er her igennem Gud selv kommer til verden – til os – her i ”mørket og dødens skygge” – med ”det lys, som, aldrig slukt, / jager det stigende mulm på flugt, / åbner udsigten fra det lave, / trøster mildelig mellem grave.” (DDS 129,1) 

Jeg glæder mig hvert andet år til jul! Og til juledag her i kirken. Fordi så skal jeg her med anden tekstrækkes tekster, endnu engang lægge stemme til de i sig selv vidunderlige, lysende, livgivende ord fra Johannesevangeliet om altings begyndelse og hvordan Gud kommer til verden i Kristus: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” 

Sådan! Så er det sagt! Og det er det, det skal, Guds ord: siges – høres, deles og videregives – igen og igen. 

Det er jul. Det er højtid. Ja, det er på høje tid, vi endnu engang deler juleevangeliet med hinanden og får det sagt. Og virkelig får det sagt. For det er alt sammen gave fra Gud. At Gud i barnet født i Betlehem midt i mørket julenat kommer til verden med det lys, som aldrig slukkes. Som aldrig skal gå ud men blive hos os her, indtil vi helt og fuldt engang skal være i det hos Gud. Blive hos os her i uforglemmelige ord.

Og husk nu, at uforglemmelige ord ikke er ord, som ikke kan glemmes af os, hver især, men ord som ikke bør, som ikke må glemmes, og som netop derfor skal fortælles og siges og høres igen og igen! 

Det er på høje tid. Det er på høje tid også i hvert vores liv, at vi får sat ord på det ene og det andet. Talt højt. Talt ud. Ja, ud med sproget! Sig det nu! Hvis ikke nu, hvornår så? Nu her, hvor vi er i lyset og kan se hinandens ansigter og tale til hinanden og med hinanden. Det er på høje tid. Ord og mennesker kan forsvinde. Ord og sprog kan blive væk, så vi ikke længere kan nå hinanden. Mørket sænke sig, så vi ikke længere ser hinanden.

Franske Delphine de Vigan (som er mest kendt for romanen ”Alt må vige for natten”) fortæller i romanen: ”De taknemmelige” – om den ældre kvinde Misjka, som rammes af afasi: ”Hun ledte efter et ord og fandt et andet”. 

Ordenes forsvinden truer med at formørke Misjkas liv. Til talepædagogen Jérôme siger hun, mens hun endnu finder ordene: ”Til sidst er der intet tilbage, ingen ord, vel, overhovedet ingenting til at fylde tomheden ud. Kan du se det for dig, en gammel klud … en bunke gammel hud, efterladt…” 

Og i et kapitel fortæller Jérôme til os læsere: ”Jeg er talepædagog. Jeg beskæftiger mig med ord og tavsheden mellem dem. Det usagte. Jeg beskæftiger mig med skam, hemmeligheder og fortrydelser. Jeg beskæftiger mig med fravær, med forsvundne minder og dem, der dukker op på ny fremkaldt af et fornavn, et billede eller en duft. Jeg beskæftiger mig med fortidens smerte, men også nutidens. Med betroelser…”

I begyndelsen var Ordet. Det gælder i det guddommelige. Det gælder, i og med Guds komme til verden, i det menneskelige. Med Ordet, det guddommelige, kommer lyset til verden. Gennem ord og sprog kan vi få kastet lys ind over det, der ellers henlå i det dunkle eller i mørket. Det er på høje tid, at vi åbner os for ordets lys. Også i den fortrolige samtale. Så Ordet, også på den måde, kan blive kød og tage bolig iblandt os. Og sand oplysning og oplivning kan finde sted i vores liv.

Det er en Guds gave, julegaven over dem alle, at det, at Ordet, nu ligger i det menneskelige. Som barn Jesu lagt i Marias og Josefs favn og nu skal vokse op hos dem til lys og liv, sådan ligger Ordet nu i vores hjerter og hjerner. Og kan på vores tunger og over vores læber komme ud som ord og sprog til dem, der skal have det at vide. Hvad så end det måtte være, der trænger til at blive sagt. 

Hvis ikke i form af fortælling og livshistorie, hvis ikke som betroelser, så måske i form af tak og taknemmelighed. Eller kærlighedserklæringer (NB. Mads Steffensen – ”Far, jeg elsker dig” – ”Du får lige mor”!). Eller bøn. Som i Helle S. Søttrups seneste digte- og bønnesamling, ”Armeret med fjer” hedder den. Englefjer, vil jeg tro. Uden tvivl. Med ord i bøn til himlens Gud om at sprede mørket her og give os del i lyset, som ”skinner i mørket, og mørket greb det ikke”: ”Du som kender / mørkets gåde. // Du som gik lysende/ gennem den lange nat, / såret, dog fuldkommen, hel. // Styrk alle os, / hvis hjerter er / armeret kun med fjer.” (BØN NO. 1) 

”Jeg beder for dem, der beder så mindeligt for, / at der kunne vise sig at være en virkelighed bag / et meget spinkelt håb.” (BØN NO. 2)

”Jeg beder for dem, der har gjort sig tanker om, / hvorvidt nogen ville savne dem, / hvis de var væk.” (BØN NO. 3)

”Jeg beder for dem, der savner / børn på vejen og breve i postkassen. / At det er et menneske, der tager telefonen, / når man ringer.” (BØN NO. 7)

”Giv os at have blik for hinanden / og skænke hinanden opmærksomhed / med stor generøsitet. // Mind os kærligt om, / at vi kommer fra hver vores slagmark, / at huden er tynd og hjertet langsomt, / og at vi selv var nogens børn engang, / der ikke kunne binde vores sko. // Og lad os gå hinanden i møde / i den bevidsthed.” (BØN NO. 9) 

Og således, vil jeg sige, være med til at give hinanden en glædelig jul! Amen.