Læsninger:
Jeremias 31,15-17
Rom 3,19-22a
Matt 2,13-23              

Salmer:
123, 117, 131 (melodi: Laub) / 129, 118.

Bøn:
Gud!
bær os på børnevis
ind i Paradis!
Amen.

”Alle troede, han døde sammen med sin mor, da koalitionens angreb forvandlede et syrisk hus til en bunke murbrokker. Misilet ramte natten til den 17. marts 2019, mens de sidste af Islamisk Stats krigere forsøgte at holde stand i byen Baghouz.

Isak og Nadia, som vi kalder drengen og hans mor i denne artikel af hensyn til familiens privatliv, var også på vej ud af de sidste stumper af kalifatet, da huset blev ramt. I de dage overgav terrororganisationens kvinder og børn sig til de kurdiske styrker på de åbne marker. Den kolde forårsnat var et af de mest kaotiske tidspunkter i krigen mod Islamisk Stat. Det var natten, hvor den nu 11 måneder gamle dreng, Isak, blev gjort forældreløs. Udsultet og ude af stand til at amme sit barn døde Nadia formentlig øjeblikkeligt.” 

Sådan skriver journalisterne Allan Sørensen og Natascha Rée Mikkelsen i en artikel i Weekendavisen den 22. november under overskriften ”Barn af krigen”. Om drengen Isak, som altså blev født, kan vi regne ud ved juletid 2018. I en verden og en situation, hvor ramaskrigene bestemt ikke lyder i mindre grad end dengang i Rama, hvor Rakel græd over sine døde børn. Eller i Betlehem hvor kong Herodes i sit tyranniske vanvid lod alle drenge under to år myrde for om muligt at få ram på det nyfødte drengebarn, der ifølge de vise mænd skulle vokse op og blive jødernes konge. 

Det er så mærkeligt, at Gud selv ifølge julens budskab kommer til verden, ikke alene i skikkelse af et lille drengebarn, men tillige i en verden og en situation, hvor ramaskrigene gjalder og hvor barnets liv er ekstremt udsat og set med visse øjne med stor sandsynlighed ikke vil kunne overleve. Men det gjorde Jesusbarnet. Som flygtning. Sammen med sine forældre, Josef og Maria, i nabolandet. I Ægypten, indtil forholdene efter et års tid var blevet sådan, at de kunne vende tilbage til Nazaret i Galilæa, hvor Jesus kom til at vokse op. 

Om drengen Isak fortæller de to journalister, hvordan han på mirakuløs vis var blevet fundet i murbrokkerne i bombekrateret og bragt til IS-fangelejren i Al-Hol. Og selv om han her i flere omgange blev alvorligt syg, og syv måneder gammel ikke vejede mere end en nyfødt, overlevede. 

Og hvordan familien i Danmark på tilfældig – eller hvad vi nu skal kalde det – vis, blev fortalt, at vel var moderen, deres søster, datter og niece, Nadia død, men Isak levede. På mirakuløs vis levede den lille dreng stadig.

For godt en måned siden blev han hjembragt til sine danske bedsteforældre af de danske myndigheder fra den syriske fangelejr. I lufthavnen blev han forenet med sin morfar og ene moster. 

””Han har ikke mange tårer”, var noget af det første, mosteren sagde efter det (selvfølgelig, meget) følelsesladede møde med sin (lille) nevø. ”Han ser generelt sund ud og er virkelig dejlig. Han er en kopi af min lillesøster. Vi er så rørte over at være sammen med ham,” fortalte mosteren i lufthavnen…”

Så vidt historien om lille Isak, som enhver af os selvfølgelig kun kan ønske det bedste for. Overfor barnet, og da slet ikke mindst det nødlidende, udsatte, livstruede barn ved vi godt, hvem vi, så at sige, holder med. Med barnet som her inde i billedet, og allerstærkest og mest ligefremt hvis det var lagt i dine eller mine arme, så er der her –  i vores i øvrigt voldsomt velfærdsramte liv – ingen som helst tvivl om, hvem der skal have al mulig omsorg og opmærksomhed af bedste art.

Det skal, som altid, barnet.

Ramaskriget, som i vores kultur og sammenhæng, er blevet et begreb og et udtryk for stor protest og forargelse – ramaskriget må meget passende lyde. Og ikke forblive i uartikuleretheden som skrig alene. Men finde ord og form for modstand, konstruktiv modstand og modsigelse af denne verdens vold og krige og bestialske overgreb på værgeløse mennesker. Børnene ikke mindst.

Det kan være meget vanskeligt, som nogle gerne vil det, at fastholde, at kristendom og politik og samfundsforhold intet som helst skulle have med hinanden at gøre. Selvfølgelig har det det – med hinanden at gøre. Ligesom vi har det. Og må ha´ det: med hinanden at gøre. Og aldrig må lukke øjne og hjerte for det nødlidende menneske. For samfundets små, udsatte og sårbare mennesker. 

Et samfund skal kendes på, hvordan det tager sig af sine mindste og svageste. I et sådant samfund, hvor omsorg i konstruktiv handlende forstand kan finde sted, hører kristendommen med sit fokus og sine pointer i den grad hjemme. 

Hvordan vi så hver især (og sammen) konkret vil udmønte denne omsorg og leve dette fokus ud, det må vi så finde ud af uden for kirken. Det er der nok af gode ideer til. Også i diverse organisationer og politiske partier. 

Kirken står i den forbindelse ikke med idekataloget. Men kirken står i og med sit budskab med selve motivationen og grundlaget for, at vi kan kaste os ud i det. I, kort sagt, det ”at hjælpe og værne om den som er svag, / at elske thi deri er livet.” (DDS 728,4) Og elske det kan du, fordi du er elsket. Altid allerede elsket. Så lad os bare komme i gang!

Julen er en dejlig tid. Med julen er barnet og det i bedste forstand barnlige i fokus. Glæden, forventningen, lykke og leg, lys, varme og nærvær. Men julen er i grunden og når det kommer til stykket ikke forbeholdt idyllen og vellykketheden alene. Tværtimod. 

Gud kommer til verden i skikkelse af barnet. Og det er, som vi stærkt mindes om det her julesøndag i det uhyre og ekstremt udsatte liv, hvor ramaskrigene hører med, at Gud kommer til verden i barn Jesus. 

Så ved vi, hvor vi har ham! Eller: hvor vi også har ham. Ikke udelukkende i varmen og hyggen og det gode, trygge, beskyttede liv. Men også på flugten, i tabet, i krigen og gruen, i det ekstremt sårbare, udsatte menneskeliv, hvor sorg og gråd og skrig hører med. 

Her er han. Allerede her er han, himlens og jordens Gud, tilstede i skikkelse af barnet. Som vi hører det her julesøndag om barn Jesus på flugt, sammen med sine forældre. Bort fra mord og drab og Betlehems ramaskrig med ikke meget andet tilbage end drømmene. Og som utallige flygtningen på denne klode har kendt det, og kender til det den dag i dag: drømmen om måske engang at kunne vende tilbage til hjemlandet. Og begynde forfra.   

”Julebudet til dem, der bygge / her i mørket og dødens skygge, / det er det lys, som aldrig slukt, / jager det stigende mulm på flugt, / åbner udsigten fra det lave, / trøster mildelig mellem grave… Julebud under storm og torden / melder og giver fred på jorden, / fred til at stride vor strid med mod, / fred til at vente på enden god…” Så: ”Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, / løft dit hoved og tak for livet!” – i Jesu navn, amen.