Læsninger:
Filip. 2,5-11
Matt. 21,1-9                     

Salmer:
Vær, 9.00: 84, 828 / 192, 380.

Bøn:
Herre!
Gør os åbne for det, du vil og det, du gi´r.
Lær os at løfte vore hoveder med håb og se,
hvor du kommer.
Amen.

Der er fest i byen. Det må vi forstå, at hvor meget de mørke skyer så end trækker sammen i horisonten – herunder skyggen af et kors – så begynder det med en fest.

Og sådan står festen som fortegn over vores liv, hver især. Det begyndte godt. Og uanset hvordan det så gik med dit og mit liv, så var det ment godt fra begyndelsen fra vor Herres side. Det er en tanke, som er værd at holde fast i. Hele livet.

Der er fest i byen. I Jerusalem, hvor familie og venner samles til årets store fest. Påskefesten. Festen, jødernes, for udfrielsen fra trældommen i Ægypten. Og i al denne festivitas ankommer Jesus og disciplene til Jerusalem. Og han rider ind på æselryg – som opfyldelsen af alle de gamle profetier – som en fredskonge – ”sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”.

Og folkeskarerne er, nu her Palmesøndag, helt med på at se ham i det lys. Det ændrer sig i løbet af få dage. Men her og nu er der fest. Og med festsynet intakt ser de, at Jesus er den ventede Messias – ”han, som kommer, i Herrens navn” – og de hylder ham med palmegrene og kapper på vejen og festråb og sang: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Det er et godt syn de har og som de ser den dag i Jerusalem med Jesus i festens centrum. Han er i kristendommen og i vores kristentro den det hele kredser om. Vil du som kristen vide noget, eller bare ane noget om Gud, så se hen til Kristus. Til Jesus som centrum for det hele. Som både udgangspunkt og slutpunkt.

Som vi hørte det med de stærke ord fra det, der er blevet kaldt Filipperbrevshymnen, efter al sandsynlighed noget af det allerførste, der er blevet formuleret og nedskrevet og anvendt i en kristen gudstjenestelig sammenhæng – ordene om, at: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, / han, som havde Guds skikkelse, / regnede det ikke for et rov / at være lige med Gud, / men gav afkald på det, / tog en tjeners skikkelse på / og blev mennesker lig;” – sådan kredser det om Ham. Om ham, som var guddommelig og som tillige blev menneskelig.

”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus” – det handler om relation. At være menneske og menneskelig er ikke noget, du kan være i et væk helt for dig selv. Det handler om relation. Om kontakt. Og således også om åbenhed. Om dialog og nærvær. Om at gå ind i det, der er – også i samlivet med de andre – og være tilstede i det så godt som muligt. ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”.

Det handler om menneskesyn. Om menneskesyn og samfundssyn. Hvordan ser du i grunden på det med at være menneske? At være dig og mig i hver vores livshistorie? Og i maser af sammenhænge at være det sammen som dem, der lever i samfund med hinanden, og som hele tiden må finde sammen og finde ud af det bedst muligt? Hvordan er dit menneskesyn? Dit samfundssyn? Det er en overvejelse, som ikke er gjort én gang for alle, men som må gøres om og om igen. Hvad er et menneske? Hvad vil det sige, at være til – og til for noget – og i masser af sammenhænge, sammen med det andet menneske?

”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”. Det er et godt sted at have sit udgangspunkt. Også for menneskesynet. Det bedst tænkelige, tror jeg. Også for selve det at ville være dig i din livshistorie, som det der er dit personlige udgangspunkt. Der udgår fra kristendommens tale om nåde og tilgivelse, om kærlighed og barmhjertighed, om det vi også taler om som syndernes forladelse – der udgår her fra en stærk appel om, at du må tage dit liv på dig.

Tage det på dig, at du – lige nu – er den, du er, der hvor du er. Se det og tage det til dig og på dig, dit liv. Vælge at ville være den du er. Foretage, for nu at give den hele armen, det der med Søren Kierkegaard hedder ”uendelighedens dobbeltbevægelse” – som er noget med, at hvis du nu forestiller dig at du med dit sind er fæstnet til dig selv og din livshistorie med sådan en stor gammel postelastik. Og at du så med den ene del af ”uendelighedens dobbeltbevægelse” trækkes ud med dit sind i stor nok afstand til at du kan få øje på hele dig selv. Og at du så herfra siger: Okay – det er i orden – det er dét menneske, jeg vil være. Og at du så ikke i virkeligheden gør andet end at give slip. Slippe alle forbehold og reservationer og forsøg på at finde smutveje. Og så bare være – og virkelig ville være den du er – lige nu – her hvor du er!

Og så i øvrigt i det alt sammen, få humoren tilpas meget med som et mægtigt værn mod selvhøjtideligheden, der som bekendt i skikkelse af farisæerne og de skriftkloge gang på kastede sin mørke livsødelæggende skygge ind over det, Jesus bragte og som han var og stod for.   

”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”. Og for netop også humorens skyld, så lad os få det sagt her og nu med ord af Benny Andersen (også kaldet Danmarks femte evangelist) – og det er fra hans ”Morgenhymne”:

”I dag skal der leves, folkens!
… Endnu er dagen spæd
du kan nå en masse
inden du segner livstræt om
Brug store ord i massevis
overdriv for en gangs skyld:
Thi kendes for ret:
Du er dømt til at leve!
Du må ikke kassere din skæbne
tværtimod tage den på dig
Fyld den ud
som din hud!
Bid livet i låret
Find fremtiden frem
Rut med planer og visdomsord
for i dag skal der sørme leves!

Sådan! Sådan kan det lyde, når menneskesynet, det gode livsbekræftende syn begynder at få krop. Og krop må det få, menneskesynet. ”Trænger til en kærlig hånd” kan der stå i en boligannonce. Trænger til en kærlig hånd – det gør sandelig også det ene og det andet menneske, slet ikke så sjældent. Ja, det kunne sådan set godt stå som et lille skilt ved indgangen til enhver af os: Trænger til en kærlig hånd. Og den bedst tænkelige ånd i alt det, vi skal have med hinanden at gøre.

”Ensomhedsparathed”, hedder en bog som den lærde litterat og meget andet, Hans Hauge, for nylig har udgivet om ”eksistentialismens aktualitet”. Dette med at vælge at ville være, den du er. Og vel er det da sandt, at ensomme er noget vi i grunden er. Dybt begravede i os selv og vort eget. Ja. Og derfor er det er et under, at vi overhovedet kan nå hinanden. Være i kontakt med hinanden. I relation. Kommunikere. Og opleve og erfare nærvær.

Det er underet, vi må gå efter. Ikke bruge alle gode kræfter på at øve dig i ensomhedsparathed, men tværtimod på at komme ud over dig selv og dit eget. Når først du har valgt det til som dit udgangspunkt, så se det også netop som dét. Som udgangspunkt, som afsæt og som springbræt til at nå længere ud. Så langt ud som til menneskelighed. Og til at erfare, hvis du da ikke fuldstændig selvforglemmende bare overser det – at du også selv i gyldne stunder har en kærlig hånd at række ud og bidrage med.

”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”. Ja: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” Lad festen begynde! ”Bid livet i låret / Find fremtiden frem / Rut med planer og visdomsord / for i dag skal der sørme leves!” – i Jesu navn! Amen.