Læsninger:
Jeremias 31,31-34
Acta 2,1-11
Joh. 14,15-21

Salmer:
290, 282, 291 / 833, 725.

Bøn:
Gud, du gør alting nyt på jord
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Amen.

Den tog os med storm i år – sommeren. Ja, for foråret brød næsten ikke for alvor gennem den langtrukne vinterlige kulde, før sommervarmen vældede ind over os med flammende solskinsdage. Og nu, lige nu hvor det er pinse, tillige med overvældende dufte fra blomstervældet sprunget ud, nu alle vide vegne.

Den tog os med storm i år – sommeren. Og se, det er jo ikke faktuelt, nøgternt set sandt, det, jeg her siger. Det var ikke med hårde vinde, med blæst og med storm, sommeren kom. Men alligevel: ”Den tog os med storm i år – sommeren”. Sådan kan vi sige, fordi det – billedeligt talt – siger noget om, hvor overvældende voldsomt det var. Og hvor små vi selv var i dét. Og bare modtagende. Og med fryd i hver en fiber, fordi det varmede os op på alle mulige måder i både krop og sind. Lettede på såvel gigtsmerter som stivnakkethed!

Og se, så forstår vi måske også bare en lille smule mere af, hvad det var der skete for disciplene pinsedag. Disciplene og de andre, som havde fulgtes med Jesus, og som nu sad forsamlet i Jerusalem: ”Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem”. (Acta 2,1 ff.)

Den tog dem med storm og varmede dem op i en sådan grad, at de tog til orde og talte med glødende tunger. Med hjertelig varme og glød, så at også mange andre den dag på tværs af alle mulige sprogbarrierer – i deres hjerter – blev taget med storm.

Af hvad da? Af Helligånden. Af Guds kærlighed, som Helligånden i sin essens, i sit særlige virke, er formidleren af. Af Guds kærlighed.

Kærligheden. Om den drejer det hele sig i det menneskelige – vævet sammen, uløseligt, med det guddommelige.

Kærligheden er på en ganske særlig måde varmen og selve livet i livet.

Den knyttes i det kristelige og for os som kristne til Kristus. Her åbenbares kærligheden. Her har den sit både udgangspunkt og endepunkt: ”den, der elsker mig, skal elskes af min fader”, siger Jesus; ”også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham” og hende.

”Elsker I mig, så hold mine bud”, siger Jesus. Og tro nu, for Guds skyld(!), ikke, at han her taler om et reglement! End ikke noget med De Ti Bud!

Nej, Jesu bud er det budskab han bringer. Jesu bud er i sin essens Jesus selv. Jesus i sit liv og virke som Menneskesønnen – ”korsfæstet, død og begravet, på tredje opstanden fra de døde” – Jesus Kristus er som sådan bud fra Gud – til os nu i dag og til alle tider. Formidlet ved Helligånden. Skænket os for kærlighedens skyld. Af kærlighed og til kærlighed.  

Kærligheden har sin pris, som præsten og psykoterapeuten Bent Falk skriver det i bogen med netop titlen: ”Kærlighedens pris” (læs den!) – ”Kærligheden har sin pris – alligevel kan den hverken købes eller sælges”. ”Kærligheden er ingen handelsvare – hverken i Himlen eller på jorden” (s. 90) ”Kærligheden er gratis – selv om den kan koste dyrt” (s. 73) Ja, kærligheden er, som Kristi kors viser os det, ”dyrebar og ofte også dyrekøbt; men man kan aldrig betale sig til den, og man kan aldrig betale sig fra den.” (s. 13)

Den er overvældende, og den gør dig lille.

Den vil (på paradoksal vis) hjælpe dig med at blive den du er – og vokse heri. Med kærligheden for øje som mål og mening. Mest af alt som ren og skær nåde. Kærligheden, den guddommelige, som engang skal blive alt i alle.  

“When Love comes to Town” (som bandet U-2 synger det) – når kærligheden kommer til byen, så tager den os med storm.

Det gælder kærligheden, når du erfarer den i det menneskelige – i kæresteforholdet, i relationen forældre-barn, børnebørn-bedsteforældre, i det varme venskab.

Det gælder kærligheden erfaret og modtaget som Guds kærlighed – den tager os med storm. Den kommer fejende – ikke som en ødelæggende orkan – men mildt og dog overvældende – som en vedvarende forsommerbrise, der bringer varme og dufte af den anden verden med sig.

Som vi sang det i pinsesalmen over dem alle: ”Det ånder himmelsk over støvet, / det vifter hjemligt gennem løvet, / det lufter lifligt under sky / fra Paradis, opladt på ny”.

Kærligheden er i sin oprindelse og i sit væsen paradisisk. En Guds gave. Nådegaven over dem alle.  

I den Ånd kan der leves menneskeliv. Sandt menneskeliv(!) med plads til også det, der gik og går galt. Mine svigt. Min skyld, min skam. Mine trængsler og tab. Min sygdom. Min sorg. Menneskeliv levet på kanten.

Det er sært bevægende, for ikke at sige svært bevægende, at læse nogle af de bønner folk, patienter og pårørende, gennem en årrække har skrevet i Rigshospitalets kirkes gæstebog. Det er fra bogen ”Kirke på kanten” med undertitlen ”Tro når eksistensen udfordres”, hvor en række af disse bønner eller ”henvendelser” anonymt citeres med ord som:

”Kære Gud! Jeg beder til at du vil være god og passe godt på min eneste store kærlighed, når du en dag inden for nær fremtid tager mig til dig. Jeg er glad for livet, men meget bange for at dø, ved ikke om der er nogen som ikke er det. Jeg takker dig med hjertet for det du har givet mig nu i 30 år. Amen.”

Eller et andet sted i gæstebogen i Rigshospitalets kirkesal: ”Jeg tror på, at lægerne ved, hvad de gør. Jeg lægger mig liv i deres hænder … Men kære Gud, hvad gør man, når Danmarks dygtigste læger løber tør for behandlingsmuligheder? Hvad gør man så? Jeg beder dig give mig styrken til at fortsætte og modet til at kæmpe videre. Jeg håber, at medicinen vil virke igen. Jeg er kun 18 år og har et langt liv foran mig. Lad mig opleve det. Tak!”

Bønner af hjertet. For sådan lyder hjertesproget også. Kærligheden har mange former. Helligånden har mange veje og udtrykker sig i det menneskelige, i det sandt menneskelige(!), i både sorgen og fortvivlelsen og fryden og begejstringen.

”Livet kom / og tog mig tilbage igen / aldrig vil jeg glemme / havets blå” (Lis Sørensen i sangen ”Verden er i farver”). – Den tager os til tider med storm – tilværelsen. Også i form af uvejr og med optræk af truende mørke skyer. Men sandelig også til tider med storm i skikkelse af det overvældende gode, med skyfri himmel og med intet mindre end himmelske udsigter til det kommende. Så vi allerførst, ved det første pust, bliver slået med noget nær åndenød, og så som det næste – som disciplene den første pinsedag i Jerusalem – med glødende tunger, med begejstret tale og med tak og lovprisning af hjertet til – ja, Gud – hvem ellers!

”Kære Vorherre”, skriver en mand i Rigshospitalets kirkegæstebog, ”tak for at du holdt hånden over mig, mens jeg var syg. Du var altid ved min seng, lige fra den dag jeg fik at vide, at jeg havde kræft. Jeg troede, at jeg ville dø af det, men i dag fik jeg at vide, at det er helt væk. Jeg fandt dig på min rejse og lovede aldrig at glemme dig igen. Jeg frygtede ikke døden, men jeg må sige, at jeg nu glæder mig mere over livet end før. Jeg græder af glæde på disse sider, og beder for, at du holder alle de små syge mennesker og børn i deres hjerter. For uden dig er det meningsløst at være syg. Kærlig hilsen …”

Der er ikke så meget mere at sige, denne pinsedag 2018 her i Serridslev/Vær kirke. Det var pinsedag, det for alvor blev påskemorgen for disciplene. Det var pinsedag, da Helligånden kom over disciplene og Guds kærlighed med storm nu igen tog dem, at de dybt i deres hjerter fattede, at hvor kærligheden hersker, kan dødens mørke ikke være det sidste. Og i Kristi kærlighed hænger jord og himmel nu for evigt sammen. ”Der flammer en ild over hav og jord”, som vi nu om lidt skal synge det i en ny pinsesalme, ”Der strømmer et lys gennem sjæl og sind… // Der jubler mod himle en lærkesang / hvor nætterne dør og viger, / som steg af vort hjerte dets inderste trang / ad morgenens himmelstiger”.  Amen.