Læsninger:
Acta 17,22-34
Matt 25,14-30

Salmer:
814, 448, 14 / 728, 697.

Bøn:
Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne om den, som er svag,
at elske, thi deri er livet.
Amen.

”Denne morgens mulighed”, sang vi til indledning i dag: ”Vi har luft i vore lunger / hænder, øjne, ører, tunger / levende og glade unger. / Denne morgens mulighed!” 

Lad os altid huske, at det er det helt centrale i kristendommen og evangeliet – ja, det er fokus i alt det, vi får i og med Jesus – at se åbningen, at se muligheden, der hvor nok så mange andre udelukkende ville se lukket land. Selv i mørket udenfor, dér hvor der er gråd og tænderskæren, også her vil åbningen kunne opstå – i og med Ham, som kommer til os, hvor vi er, og hvor så end vi er. 

Denne morgens mulighed!

Alle får noget her i livet at byde ind med. Det er ikke det samme. Og det er slet ikke lige meget. Men alle får noget. Og som én sagde det, om det her med den enkeltes talenter og muligheder, og med særlig tanke på dem, der umiddelbart ikke ser ud til at have fået ret meget – ”De, der ikke kan bruges til noget”, som manden sagde det – ”De, der ikke kan bruges til noget, de kan altid bruges til noget andet”! 

Det er en god livsindstilling at have. Både over for de andre. De, måske endda både sølle og sære. Og en god livsindstilling at have også over for sig selv og i synet på ens egne muligheder her i livet. 

Også når årene er gået og en hel del i ens eget liv ligner noget nær lukketid – så alligevel insistere på, ja, ”denne morgens mulighed”. På så meget liv og mulig mening i galskaben, at det går an endnu engang at kaste sig ud i det med investeringslyst og risikovillighed. 

For sådan er det jo: Når man kaster sig ud i det med håb om gevinst, mening, liv og sågar en mulig portion lykke og livsglæde, ja, så risikerer man at blive skuffet. At lide tab. Og skulle man så i virkeligheden hellere bare have gravet (sin eller) sit talent ned – og siddet helt stille, og bare ventet på at det går over? Altså i sidste ende, livet!

Nej, livet bliver til ved at blive brugt. Og kun ad den vej. Her kan der ikke vindes noget som helst ved at spare. Tværtimod. Det kan ligne galskab, når visse mennesker kaster sig ud i det ene og det andet risikable og i ens egne øjne fuldstændigt unyttige og unødvendige. Men som jeg forleden læste det et sted i Herbert Pundiks ”Breve til Sussi” – breve fra København til hustruen derhjemme i Tel Aviv, og hvor Pundik i et af brevene skriver: 

”Hellere talent med lidt galskab end galskab uden talent. Det er klart. Men det kedeligste er ingen af delene.” (s. 17 // 29. sept. 1975)

Hvad angår talent med galskab, så er en af de mest mærkelige verdensberømte forfattere i europæisk litteratur forfatteren Franz Kafka, som nedskrev sine sære historier og romaner for godt og vel hundrede år siden. At noget kan være ”kafkask” betyder, som bekendt, at det virker absurd på en nærmest skræmmende måde.

 I Kafkas roman ”Processen” hører vi om bankmedarbejderen Josef K., som på sin 30 års fødselsdag vågner op med en klar erkendelse af at være skyldig. Men selv om han gennem hele den efterfølgende romanfortælling opsøger både den ene og den anden instans for at blive klar over sin skyldighed, kan han ikke finde ud af i hvad. 

Skyldig, ja – men i hvad og hvordan? Hvor er meningen? Hvad betyder det at være skyldig?

En af dem, Josef K. kommer til at tale med, er en præst i domkirken, som fortæller ham en lignelse. Det er en lignelse om adgangen til ”loven”, som jeg så her vil tillade mig at forstå som selve ”meningen med livet” (meningen i galskaben!).

”Foran loven står der en dørvogter”, fortæller præsten. ”Til denne dørvogter kommer en mand fra landet og beder om adgang til loven. Men dørvogteren siger, at han ikke kan give ham tilladelse til at træde ind nu. Manden tænker sig om og spørger så, om han da vil få lov til at træde ind senere. ”Det er muligt”, siger dørvogteren, ”bare ikke nu”. 

Nu går der så dage og år: ”I de mange år iagttager manden næsten uafbrudt dørvogteren…”, som ”forekommer ham at være den eneste hindring for hans adgang til loven. Han forbander det ulyksalige tilfælde, i de første år højlydt, senere, efterhånden som han bliver gammel, nøjes han med at brumme frem for sig… Før hans død slutter alle de erfaringer, han har gjort i alle disse år, sig sammen i hans hoved til et eneste spørgsmål, som han endnu ikke har stillet dørvogteren… : Hvordan kan det være, at jeg er den eneste, der har ventet på at få adgang her i alle disse år? Og dørvogteren, der konstaterer, at det snart er ude med manden, siger: ”Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.” 

Sådan! Indgangen var der hele tiden. Det eneste, manden skulle have gjort, var at skubbe til døren og gå ind. Ikke overhovedet tage sig af dørvogterens tilstedeværelse som nogen forhindring for ham i det at gå ind og finde mening i galskaben og leve den ud i sit liv. Det var hans indgang – og han benyttede sig ikke af den. Ak og ve! Ja, gråd og tænderskæren i mørket udenfor – i det spildte liv – det ikke-levede liv! 

For hvilken skyldighed er det, vi er sat i som mennesker? Ja, vi er – når vi har fået livet, og det har vi virkelig (fået det og ikke taget det!) – så er vi skyldige i at leve livet lige til enden. Velvidende, ”at livet koster livet / det er altid samme pris” – og at det, det gælder om hele vejen, det er at forvalte de betroede talenter bedst muligt.

Vi har, som Jesu lignelse siger det, alle sammen fået noget betroet. Lidt eller meget. Det er slet ikke det afgørende. Det afgørende er, at du kaster dig ind i det med al mulig lyst til at se det blive til noget. Med risikovillighed og ingen tåbelige tanker om, at det bedste nok er at grave det ned, og hermed dig selv med, i forsøget på at sikre dig, om ikke livet, så eksistensen og overlevelsen i det mindste. 

Men det er ikke nok at overleve (Pundik). Livet er til for at blive levet – fuld ud – med sans for kærlighed og venskab og andre lignende risikable sager og investeringer: ”at hjælpe og værne om den, som er svag, / at elske, thi deri er livet”, som vi skal synge det nu lidt senere. 

Som jeg forleden hørte Suzanne Brøgger blive citeret for at sige det, så skal man som ung give den hele armen med al mulig kritik og oprørstrang levet ud. Men når vi bliver ældre, når vi bliver gamle, så skal vi bare elske det hele. Så skal vi endnu mere og allermest give den hele armen i at se mulighederne og i fryden og glæden ved alt det de kan, de unge og alle dem der nu kommer efter os. 

Som vi sang det (med Møllehaves ord): ”Denne morgens kærlighed / frugter af den fryd vi såede / alt blev givet os af nåde. / Her er svar på livets gåde: / Denne morgens kærlighed!” 

For alt i verden ikke synke sammen i mørket ved indgangen derude – i misforstået respekt for dørvogteren og allerede hermed med overtagelse af dørvogtermentalitet og smålighed i ens eget (elendigt) levede liv. 

Der er en dør, der er en indgang til livet for enhver af os. Og ser du den foran dig, måske bare som en lille sprække i mørket, så giv den et puf og den vil åbne sig for dig – ”thi denne indgang var” med ordene fra Kafkas roman ”kun bestemt for dig”. 

Det er dig, der skal gå ind ad den dør – ”Gå ind til din Herres glæde” – her og nu i dit liv med alle de store muligheder, også for kæmpetab – de hører uundgåeligt med til kærlighedens liv – og til sidst engang, endegyldigt, skal du lægge al mørke, gråd og tænderskæren bag dig, og gå ind til din Herres glæde. 

Det er, i hovedtræk, den banede vej ved vor Herre Jesus Kristus. Derfor siger vi og synger vi (af hjertet): ”Herre, jeg vil gerne takke / for min dag, som er fra dig. / Tak for nye muligheder, / som du lægger foran mig! / Tak for evner, kraft og kald, / tak for løfter uden tal.” – i Jesu navn, amen.