Læsninger:
2.Mos.34,27-35
2.Pet.1,16-18
Matt.17,1-9
Salmer:
29, 324, 323 / 161, 298.
Bøn:
Herre!
Forny os i nåden, som altid har flydt
som solen i stråler og regnen i strømme.
Lad opstå iblandt os et nådeår nyt,
af fædrenes syner og mødrenes drømme.
Amen.
Der sker noget – eller kan ske noget – når vi kommer højt op. Det er i højden, vi får åbenbaringen og ser lyset. Det var på Sinajs bjerg, Moses modtog pagtens ord og bud fra Gud. Det var på bjerget – ”et højt bjerg, hvor de var alene” – disciplene så Jesus i et forvandlingens og forklarelsens lys. Så ham i sammenhæng med OG overstrålende den gamle pagts centrale skikkelser – Moses og Elias, loven og profeterne. Og det var her på bjerget i det høje, de hørte Guds Ord tale til dem og pege hen på Jesus alene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham”!
Og hvad har så han at sige dem og os? Jo, kort sagt: ”Rejs jer, og frygt ikke”! Det er gode ord at gå på. Også når vi selv har været i højden og måske endda set, eller bare anet lyset, og nu skal ned igen i dalen – ud til hverdagslivet og den daglige trummerum i både medgang og modgang: ”Rejs jer, og frygt ikke”!
Deroppe i højden, i ekstasen og begejstringen, er det – selvfølgelig, havde jeg nær sagt – Peter, der tager til orde. Peter Kirke-bygger. Simon Peter, som var den discipel, Jesus havde kaldt klippen, hvorpå hans kirke skulle bygges. Nu tager han, Peter, til orde, og siger, at her er godt at være – lad os bygge. Tre hytter – ja. Eller en kirke, som de sidenhen sagde det til hinanden overalt på kloden.
I 11-1200-tallet, stenkirker her i landet til afløsning for de gamle trækirker, man havde haft de første århundreder. Nu kom den skik, også herop til Norden, at bygge stenkirker. Sådan som de den dag i dag ligger spredt ud over hele landet, de gamle middelalderkirker. Ofte bygget på et højdedrag i sognet.
Som Martin A. Hansen skriver det om stenmesteren, der ankommer og sammen med de toneangivende i sognet og deres velsignelse sammen med sine svende bygger stenkirke henover måske et tiår eller mere. Martin A. Hansen skriver: ”Kirkebygningen er festens år (altså festens og højtidens sted) i det sogn eller den landsby. Endnu menneskealdre efter snakker man om, at det var så og så længe før eller efter, at stenmesteren var der… Og nu ser de da kirkehuset ligge herligt der. Det spiller i samme farver som havets fugle, for granitstenene har også megen slægtskab med både hav og luft.
Strengt, rent og stort løfter huset med sit blytag sig op over de lave gårde, hvis vægge dengang var lerklinede og derfor var dækket af halm helt op under de dybe tagskæg. Husene, der var uden vinduer, og stod og krummede ryg under de skæve trækroner og med hele dynger af nælder og bynker og rådnende halm om sig, lignede store uldne dyr, og op over dem ragede nu det vidunderlige hus, som folkene i det sogn med så stor møje og glæde havde skabt”.
Nu havde de et sted at gå hen i sorg og i glæde og få kastet lys over deres liv. Deroppe (heroppe og herinde) i kirken til gudstjeneste sammen med de andre og hver især rummende det hele – din fortrydelse, din angst og din fortvivlelse – din vrede, din sorg – dine bekymringer – din længsel og din glæde – håb og drømme – din til tider fryd og store taknemmelighed (måske for et barn båret til dåb med tak til Gud for livets gave).
Alt sammen går vi, som de gjorde det dengang, med det til kirken og til Gud – og får, i kraftfulde glimt, vores liv hver især at se i Guds nådes og velsignelses lys. Og det er godt. Ja, sagt med Peter Kirkebyggers ord: ”Herre, det er godt, at vi er her”.
Apropos det med at komme op i højden og os her i det høje nord, så kører der for tiden en dokumentarserie på DR-3, som foregår langt oppe i Nordnorge ved bredderne af en 35 kilometer lang sø ved navn Altevatn.
”Alene i vildmarken”, hedder serien, hvor – i udgangspunktet – 10 yngre danskere i alderen godt og vel tyve til midt i trediverne er blevet sejlet ud til hver deres totalt ubeboede område her ved Altevatn. Det er ved efterårstide med risiko allerede nu for frostgrader.
De har hver især måtte medbringe 12 ting til hjælp i deres forsøg på at klare sig længst muligt alene i vildmarken. Herudover er de hver især udstyret med kamera og mikrofon, så at det vi ser nu er deltagernes egne optagelser og udsagn undervejs i forløbet, klippet godt og spændende sammen.
Der er, nu her på 11. dagen, fem deltagere tilbage.
Blandt dem Rune (23 år), som bygger med, om ikke evigheden for øje, så i hvert fald med det for øje, at skulle bo her ved Altevatn en rum tid. Han har fået bygget en fin bivuak med stensætningsomkranset seng fyldt op med lyng som madrasfyld – og med forrådsbivuakkammer bygget overfor. Rune har endvidere ret godt fangstheld med sit fiskegarn.
Emil (28 år) går på et tidspunkt rundt derude i terrænet og landskabet og taler om det som en drengedrøm, dette at være her og kunne fange fisk og lave bål og bygge huler og bivuak – ”hvis bare man var to”, som det så lidt efterhængt lyder fra Emil – som derhjemme, hernede i Danmark har kone og barn og endnu et på vej – ”hvis bare man var to”.
Det er meget tidligt i dokumentaren blevet tydeligt, at den aller- allerstørste og for de fleste af deltagerne: overraskende store kæmpe udfordring det er – ja, det er netop at være alene(!) i vildmarken. Ensomheden. Savn. Og længsel efter det andet menneske. Konkrete andre. Men også, som tiden går, mennesker i det hele taget.
”Mennesker trenger mennesker”, som det helt enkelt hedder med et mantra i den norske teenagesuccesserie ”Skam”. Jo, mennesker trænger skam(!) til mennesker. Og hvis jeg må sige det helt ligeud – og det må jeg, for det er jeg som præst ansat til: Mennesker trænger til Gud!
Til Gud og det guddommelige. Til at kunne blive løftet op over alt det, der trækker ned. Se det hele lidt fra oven. Fra det høje. Og så ellers ned ad bjerget igen. Tilbage til samlivet, til det menneskelige og livet og al bøvlet sammen med de andre.
I bogen ”Livet efter Gud”, skriver Douglas Coupland, som for alvor blev kendt med sin ”Generation X” (om den historieløse generation): ”Og nu – her er min hemmelighed: Jeg fortæller dig den med en åbenhed i hjertet som jeg tvivler på nogen sinde at opnå igen… Min hemmelighed er at jeg behøver Gud … jeg behøver Gud… til at hjælpe mig at elske”.
Gud og andre mennesker. Og de to dele hænger så godt og uadskilleligt sammen, som vi møder det – i ganske særlig grad – i Jesus. I Menneskesønnen, som er opstået fra de døde, og som vi nu må betragte, også i lyset herfra.
Gud OG menneske. Det guddommelige og det menneskelige. Det hænger så godt sammen i og med Kristus og forsyner os i kraft af Jesu ord og gerning med nyt livsmod og med kærligheden, som overgår alt andet – døden med.
Der er huse, man længe kan køre forbi uden rigtig at lægge mærke til. Som nu for mit eget vedkommende med huset på Bygaden ned mod rundkørslen. Jeg ved godt, at det har med Vandværket og vandforsyningen at gøre. Men nu forleden stoppede jeg op og lagde mærke til, at der på skiltet står, at huset rummer en ”Trykforøger”.
En trykforøger så at vandet – det dyrebare og grundlag for liv – kan nå ud til alle steder og afkroge. Og så synes jeg også, at det i den lignelse, jeg håber I kan høre, der her bliver lagt op til bare er så ekstra fint, at vores vandforsyningsselskab nu bærer navnet ”Samn Forsyning”!
Vi har og vi får forsyningen sammen. Og det gælder ikke alene med tanke på vores vandværker og helt konkrete livsnødvendige forsyning herfra – det gælder sandelig også vores kirkehuse og det vi fra gudstjenesten her får af livsnødvendig åndelig forsyning – sammen – vel at mærke. Til livet sammen alle dage indtil verdens ende. Dybest set aldrig alene i hverken vildmarken eller noget andet sted. Altid i følgeskab. Som Jesus dengang gik hen og rørte ved dem og talte til dem, således også os nu i dag: ”Rejs jer, og frygt ikke”! Amen.