”Det var på den tid, hvor jeg gik rundt og sultede i Kristiania, denne mærkelige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den” – sådan lyder indledningsordene til én af de mest kendte romaner fra det nordiske. Ordene er fra Knut Hamsuns roman ”Sult” fra 1890, dengang byen Oslo endnu hed Kristiania, om digteren der går rundt i byen og sulter helt konkret, lider legemlig sult, men som sandelig også går rundt med en kæmpestor åndelig sult og tørst. – Den fyldte mave er ikke nok. Den kan endda i sig selv, som hovedformål og det alting skulle handle om, gøre os dorske og dumme og åndeligt dovne. For mennesket er mere end maden og det legemlige. ”Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”, som vi ved det med Grundtvig. Støv og ånd. Krop og sjæl – ja, men med det guddommelige med inde i billedet, så må vi også sige ånd. Det er i ånden, vi forbindes med det guddommelige. Der er en åndelig virkelighed forbundet med det at være sandt menneske.

Vi véd det godt, hvor vigtigt det er, hvilken ånd der hersker. Det er gennem ånden, vi virkelig kan nå hinanden. Det er et under, når vi af hjertet oplever, at vi forstår hinanden. At vi når hinanden, fordi ånden er til det. Og det kan opleves som en ensomhed og en sult og tørst så stor, når vi ikke i ånden mærker os forbundne. Når vi lever adskilte fra hinanden, måske endda både legemligt og åndeligt. Isolerede fra hinanden og fra det dybt nærende og livgivende i tilværelsen. Som teologen og præsten Dietrich Bonhoeffer skriver det fra sin fængselscelle i Berlin 1943 om sin menneskelige, åndelige sult og tørst, hvor han bliver helt i tvivl om, hvem han er: ”Urolig, længselsfuld, syg som en fugl i bur, / kæmpende for at få vejret, som om én havde mig i struben, / hungrende efter farver, efter blomster, efter fuglestemmer, / tørstende efter gode ord, efter menneskers nærhed…” Gode livgivende ord. Som når Jesus siger, også til os nu i dag: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Alene det at have sådanne gode ord at gå og smage på, og tygge på, det er et kæmpegode.

Og når vi nu er her, hvor vi kredser om lovprisningen af ord og sprog, gode bibelord og hvad vi nu har, så lad os også lige tage bogen med som et under og som en væsentlig del af vores åndelige virkelighed. – Vi kalder Bibelen for bøgernes bog. Og den er i vores vestlige kultur en uhyre væsentlig del af vores kulturelle og åndelige virkelighed. Den er The Great Code, som litteraten Northrop Frye kaldte det – ”Den store kode” under al vesterlandsk litteratur og fortælling. Tænk sig, alt hvad vi har fået færget med op gennem tiden de sidste mange hundrede år gennem bogen – bøger og biblioteker, nogle af dem prægtige som katedraler.

I bogen ”Evigheden i et siv” (2019/2021) med undertitlen ”Historien om bogen” skriver Irene Vallejo: ”Vi skal ikke glemme, at bogen i mange hundrede år har været vores allierede i en krig, der ikke bliver nævnt i historiebøgerne. Kampen for at bevare vores værdifulde skaberværker: ordene, der blot er et vindpust; fiktionerne, som vi digter for at skabe mening i kaos og overleve i det; de sande, falske og altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.” (s. 24) – ”Vi er”, som Irene Vallejo skriver ”de eneste dyr, der fabulerer” – ja, og allerede her er vi ikke længere, som det særlige, dyr, men mennesker! Mennesker, som kan vise menneskelighed, hvilket er et i virkeligheden guddommeligt gode – ”med vores fortællinger jager vi mørket væk,” skriver Irene Vallejo, ”med vores beretninger lærer vi at komme overens med kaos, med luften fra vores ord får vi arnens ulmende gløder til at flamme op, vi tilbagelægger lange afstande for at bringe vores historier til fremmede, og når vi deler de samme fortællinger, holder vi op med at være fremmede.” (s. 481)

Tænk sig, at urgammel mytologi og fortælling er blevet færget op gennem tiden til os nu i dag via ord og sprog og bog! For hvad er ”en fortælling, når alt kommer til alt?”, spørger Irene Vallejo, og svarer selv i bogen ”Evigheden i et siv”: ”Et åndepust. En luftstrøm, der forlader lungerne, bevæger sig gennem strubehovedet, får stemmebåndene til at vibrere og antager sin endelige karakter, når tungen smyger sig mod ganen, tænderne eller læberne. Det virker helt umuligt at bevare noget så flygtigt. Men selv om alt er dømt til glemsel, bød mennesket forgængeligheden trods, da det opfandt skriften og bøgerne. Takket være disse opfindelser opstod der et umådeligt rum for at mødes med andre, og ideernes udsigt til at overleve blev stærkt forøget. På spontan og mystisk vis skabte kærligheden til bøgerne en usynlig kæde af mennesker – mænd og kvinder – der uden kendskab til hinanden har reddet en skat af de bedste tanker, drømme og fortællinger gennem tiden.” (s. 482)

Ja – eller måske endnu mere passende: Hallelu-ja! Tak for ordene og for bøgerne! Tak for bøgernes bog og gode livgivende ord fra vor Herre selv, der kommer til os som livets brød. Som åndelig næring af den allerbedste slags til sultne og tørstige mennesker, som herigennem får styrke og kraft og livsmod.