Alting begynder med barnet. Kristendommen, evangeliet, som er Guds gode glædelige budskab til os, møder os aldrig mere enkelt, og ligetil og nært, end når det er jul – i skikkelse af barnet i Betlehem, født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe og omgivet den nat af et nærvær og en sammenstimlen af både dyr og mennesker og engle med. Det taler så fuldstændig enkelt til os, og kan få os voksne til, som hyrderne julenat, at blive bløde om hjerterne. Og lade voksenlivsforpligtelser og interesser og bekymringer ligge for en stund og gå ud og lede efter barnet. Opsøge og besøge barnet og al den barnlige glæde og fryd det kan give i nok så voksne, realitetsanlagte sind.

Alting begynder med barnet. Her er ingen afstand. Her er alting så hverdagsligt enkelt. Her har tro og drøm og længsel hjemme. Mæthed, varme, nærhed. Sådan som også vi med de lange ben og de afsvedne vinger kan kende til det i en coronatids præget jul i form af drøm og længsel efter god gammeldags trængsel og sammenstimlen, nærhed og nærvær. Vi savner det! Vi savner det rigtig meget og efterlyser det nu også denne jul med en meget, meget stor normalitetslængsel i os.

Sagt med Dan Turell i de kendte ord: ”Jeg holder af hverdagen / Jeg er vild med den / Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen”. Eller sagt Søren Kierkegaardsk: ”Gentagelsen” – de daglige rutiner, det ritualiserede, det som gentager sig – som Søren Kierkegaard skriver det: ”Gentagelsen er det daglige brød der mætter med velsignelse. Når man har omsejlet tilværelsen, da skal det vise sig, om man har mod til at forstå, at livet er en gentagelse, og lyst til at glæde sig til denne.” – Og han skriver om hverdagen, om hele ”normaliteten” og dette at være nærværende tilstede i nuet, i øjeblikket – i det der er, og som for en pæn dels vedkommende gentager sig i det daglige liv – han skriver over for dét i håbet at drømme sig væk til noget nyt, eller i erindringen nostalgisk at søge tilbage til det forgangne: ”Håbet er en dejlig pige, der smutter bort mellem hænderne; erindringen er en skøn gammel kone, som man dog aldrig er tjent med i øjeblikket; gentagelsen er en elsket hustru, man aldrig bliver ked af…” Gentagelsen – nærværet og tilstedeværelsen i det daglige livs rutiner – normaliteten som det i grunden særligt skønne og betagende i tilværelse. Ja, det ser vi lidt eller noget tydeligere, når den er brudt – afbrudt – og, forhåbentlig da kun, midlertidigt taget fra os. Som nu i denne tid.

Julen med barnet i krybben i Betlehem hører i det store billede, i årshjulet, gentagelsen til. Det bliver jul hvert eneste år nu ved midvinter, uanset corona eller sågar krig og katastrofer – det bliver jul hvert eneste år med fejringen af Guds komme i barn Jesus – nu gennem to tusind år. Guds nærvær – nu hvor det er blevet jul, igen, givet os i barnet født i Betlehem – barnet i moders liv, nu født til jord og kommet til verden. Til os her hvor vi nu er med hver vores udfordringer og savn og længsler. Guds nærvær, Guds velsignelse, i det daglige liv, i de daglige rutiner. Guds velsignelse i virkeligheden lige så nært og virkeligt som et lille sprællevende, nyfødt barn i favnen, det er hvad julens budskab kan hjælpe os med at få øje på. Blive en øjenåbner for. Al den normalitet, vi nemt bliver blinde over for, som en i virkeligheden kæmpestor velsignelse, den ser vi nu mere tydeligt. Den mærker vi nu om ikke andet så som en sult, en længsel i os.

Jo: ”Gentagelsen er det daglige brød der mætter med velsignelse.” Og vi glæder os til den. Til nærhed og nærvær og sammenstimlen som en julenat i stalden omkring krybben med barnet. Uden mundbind og visir, uden at være til fare for hinanden alene ved at være tætte på hinanden.

Er der noget, vi har lært i coronatiden, så er det hvor udsatte vi lever som mennesker, der lever i samfund med hinanden. Hvor smittefarlige vi potentielt er for hinanden, og hvor livsnødvendig afstanden kan være. Afstand og adskillelse hører altid med som en del af det gode liv. Vi skal kunne adskille os fra hinanden og respektere hinandens grænser og urørlighedszoner. Og så skal vi kunne, i det gode daglige liv, igen og igen finde sammen. Og slet ikke mindst da hvis vi var blevet helt væk for hinanden. Så må der gang i en efterlysning så afstand og adskillelse kan blive til samfund og nærvær. Til at vi igen kan finde sammen, måske endda i allerførste omgang helt nært i favnen hos hinanden. Som nu her julenat i Betlehem, hvor Himlens Gud kommer jordens mennesker helt nær i barnet født i denne nat. Her hvor kæmpeafstanden mellem det himmelske og det jordiske, det guddommelige og det menneskelige, overvindes i skikkelse af barn Jesus. Som Kingo skriver det i salmen ”Nu kom der bud fra englekor” om Jesus allerede i moders liv: ”Det jomfru-liv velsignet er / med livsens rene drue, / Guds Søn hun under hjertet bær, / som hendes bryst skal suge! / Dér ligger Gud, et lidet nor, / og sagte gror! / Det under er at skue!”

Med englens ord: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:” Der ligger Gud et bette nor – nu kommet til verden, svøbt og lagt i en krybbe. Ganske nær. Nu og her. Nær os i Vær(!) og ud over den ganske verden. Nær hver og én med Guds velsignelse dybt ind i det daglige liv. Nu så forvandlet. Så velsignet rigt og godt set i lyset fra Betlehem.

Alting begynder med barnet: ”Hjerte, løft din glædes vinger! / Over muld / underfuld / englesangen klinger; / hør og mærk de toner søde, / Himlen lydt / melder nyt: / Kristus lod sig føde!” Amen – og glædelig jul hver og én! Amen.