Det væsentligste i tilværelsen er aldrig baseret på håndgribelig målbar viden.
Dét gælder: Troen, håbet og kærligheden. Det gælder alle de livsvigtige livsbærende fænomener allerinderst inde i det menneskelige: Ingen beviser, men masser af tegn. Bedst af alt: Kærtegn og gode ord.

Ord som når Astrid Lindgren fortalte om sine egne kærlige, varme forældre, Hanna og Samuel August, som gamle:

”En ganske særlig aften i maj 1961, da de var gået i seng og havde snakket færdig om dagens små hændelser, præcis som de plejede, læste Hanna ”Så svandt en dag ud af vor tid”, en salme, som de sang så ofte, og hvis sidste vers lyder: ”Men om jeg hører dødens bud / i denne tyste nat, / Det er min trøst at hos dig, Gud / jeg aldrig er forladt.” Det var det sidste Samuel August nogensinde skulle høre hende sige. Hun fik”, fortæller Astrid Lindgren, ”en hjerneblødning umiddelbart efter, og et par døgn senere havde Samuel August ingen Hanna mere.”

Nej, han havde ingen Hanna mere, men han havde ord som: ”Det er min trøst at hos dig, Gud / jeg aldrig er forladt.”

Det er forfærdeligt sørgeligt at skulle miste den, man elsker.

Det er fantastisk forunderligt, at tab og nederlag, sinds og hjerters tomhed ikke er det sidste.

At vore forestillinger, selv de lyseste, skal overtrumfes af evangeliets og Guds nådes virkelighed.

At vore øjne skal åbnes, og at vi engang i opstandelsen skal se ansigt til ansigt og helt og fuldt være til i Guds kærlighed og ikke andet.

Endnu er vi undervejs. Endnu er vi i det helt nære og daglige. Her, hvor opstandelsen, vel at mærke, begynder og troen og håbet og kærligheden finder næring.

”Å mine brødre og søstre”, sagt med ord lagt i munden på munken, broder Jon: ”Å mine brødre og søstre / tak ham som endnu engang har reddet jer / da I var gravet ned i fortvivlelse / og uden håb; for livet I fik igen / det jævne og fredelige liv, den enkle hverdag / smuk og vidunderlig og uden lige, slid og savn / og glæde, den glæde som ikke lader sig slå ud:/ Glæden over skaberværket, glæden over at være til, / den stille jubel over at være menneske!”