Til påskens evangelium (2. påskedag – Lukas 24,13-35) hører beretningen om de to nedslåede disciple på vejen til Emmaus den første påskedag, sammen med en fremmed, som på vejen åbnede skrifterne for dem, og som de ved bordet om aftenen med et, da han brød brødet, i et glimt så, var Ham! Den opstandne. Den døde, men nu opstandne Kristus, vor Herre. Hos dem ved bordet og på vejen! Mødet med Guds magt ser måske i udgangspunktet ikke ud af så meget. Og dog, så gør det en verden til forskel. I bogen ”De gudsforladtes Gud” (2012) taler teologen Lars Sandbeck om Guds magt, som det han kalder: subtil magt. Ikke bastant, rå, brutal, primitiv magt, men sart, fin, underfundig og forunderlig magt. Sandbeck skriver: ”En tsunami er f.eks. ikke en subtil, men en brutal og ubestridelig magt; et kys derimod kan være en subtil magt, det er sart og fint, næsten umærkeligt, og alligevel kan det ændre alt. Formlen for den subtile magt er: ”der skal så lidt til at ændre så meget”.”

”Et solstrejf i en vandpyt” som Grethe og Jørgen Ingemann i sin tid (1963) sang det i ”Dansevise”: ”Et solstrejf i en vandpyt / et lille kindkys af en vind / og sivet, der nynner / at livet begynder / sit spind i dit sind / Et sølvfløjt fra en trætop / en svag tagfat-lyd af en kat / en rislen i bækken / en hvislen i hækken / der si’r, at det ikke mer’ er nat…”

Vi er omgivet af subtil magt af så mange slags. Og den guddommelige er al tid den gode. Som Sandbeck siger det: Gud er kærlighed. ”Guds magt er måske nok sindrig, til tider måske ligefrem udspekuleret, men den er ikke tvetydig, den er ikke subtil i den forstand, at vi ikke kan vide, om et kys fra Gud er en kærlighedserklæring eller et dødskys. Hvis evangelierne har ret, så er Gud ikke tvetydig i sin subtile magt, men entydig, dvs. han virker igennem den lille forskel, der gør en stor forskel, på en entydigt kærlig og god måde.”

”Et solstrejf i en vandpyt / et lille kindkys af en vind / og sivet, der nynner / at livet begynder…” Åh ja! At livet begynder på ny. Igen og igen. Og engang: for evigt. Vi får se. Vor Herre fører os, som den gode hyrde. Fører os ad snoede veje. Og livet er bestemt ikke altid en dans på roser. Men en dans det er det. – Også for Marie Magdalene, som vi synger om det (og snart skal vi igen synge sammen, også indenfor i kirken) i Grundtvigs salme ”Tag det sorte kors fra graven!” – om den første påskedag, med Marie Magdalene derude ved gravhulen, som var tom – tom og forladt – ligesom hun selv. Da var det hun midt i al sin gråd og store forladthed hørte sit eget navn blive nævnt – ”Maria!” – og det var med hans stemme det lød. Den dødes. Nej, den opstandnes! Herrens. Hyrdens. Den gode hyrdes stemme, med hendes navns nævnelse. Så lidt, og så med et alt forandret! Med salmens ord, så fine og sarte, om Marie Magdalenes nye begyndelse denne påskemorgen: ”Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I den grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” Glædelig påske!