”Hvad var det dog, der skete?” Lærkesang foroven. Vintergæk og erantis forneden. Det nye liv. Snart er tiden inde. ”Hvad gennembrød den sorte jord…? Den lille anemone,…”. Snart vil jorden vise sig så svanger med liv, at det bare bryder igennem overalt.
Hvor er det berusende og voldsomt, når foråret med sit nye livsunder afløser vinterens kolde golde stilstand. Nu bevæger det sig igen. Nu sker der noget. Nu sparker og rør det nye liv på sig. Og det glæder os inderligt.

Der er noget i luften. Og det er en glæde i slægt med julens glæde, vi nu mærker. Sådan som det så fint understreges i kirkeåret med Mariæ bebudelsesdag. Jesu undfangelsesdag ved forårsjævndøgn hvor der jo så altså er cirka ni måneder til jul.

Jeg arbejdede engang i et gartneri, hvor en ung kvinde, hvis mave var begyndt at vokse, en dag kom til mester og spurgte om en fyreseddel. ”Nå”, sagde han, efter at have sendt et sideblik til maven, ”har du været for nær på æ mandfolk?”, men hun svarede forskrækket: ”Nej, æ ved it hvordan det æ gån te!”

Jo, vi ved jo nu godt, hvordan det går til. Eller rettere: Vi ved noget om det. Men hvis vi gør alt til et spørgsmål om bioteknik – biologi og teknik, menneskelivet totalt begrebet i tekniske termer, så er vi – ja, så er vi dumme.

Hvad er virkelighed?

En præst, jeg kender, fortalte et år op til Mariæ bebudelsesdag for sin 6-årige datter historien om englen Gabriel og pigen Maria. Og da hun havde fortalt færdig spurgte hun den 6-årige, om hun ikke kunne tegne det – hvortil tøsen svarede: ”Nej, mor – for jeg tegner jo aldrig sådan noget virkeligt noget”!

”undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria” – det er virkelighed. Fantastisk forunderlig virkelighed. Og dét er ikke så nemt at tegne. Det er ikke så nemt at forstå og begribe. Men man kan gribes af det. Af fortællingen om, at ”englen Gabriel blev sendt fra Gud til en by i Galilæa” – til en jomfru hvis navn var Maria – med bud om at hun skulle føde Guds egen søn. ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.”

Det er ånden, der er det afgørende. Det er det udenfor kirkens tykke mure. Og det er det indenfor i gudstjenesten i de ord og fortællinger, der her møder os. Ånden. Guds gode Helligånd, som virker med overalt, hvor liv bliver til. Som rører os, så vi aner og fornemmer, at virkeligheden er langt større og rigere end vi så ofte går rundt og tror i den smålighed, som altid og på så mange måder truer os i det menneskelige.

Som landsbytøsen Maria må vi i forundring og taknemmelighed åbne os for dét – på ingen måde selvfølgelige – men fuldstændigt forunderlige: At børn kommer til verden. At liv bliver til. At en blomsterpragt og farverigdom så stor, nu står for døren og bryder gennem jordens mørke hinde derude. Måske en lille sartblå anemone. Og:

”… denne rene farve

den er mig som en vårens dåb,

den la´r mig nyfødt arve

en evighed af håb.

Så bøjer jeg mig da mod jord

og stryger ømt dit silkeflor,

en flig af nådens trone.

Du lille anemone,

hvor er din skaber stor!”