Jeg er selv vokset op indenfor det missionske, og kender så udmærket fra jeg var lille – fortalt af min kærlige mor og ligeså kærlige og varme bedstemor – tanker og ideer om fortabelse. Jeg trøstede mig dengang med, at det jo da i hvert fald ikke var nogle af dem jeg kendte, der skulle den vej. Alle var jo missionske og frelste. De andre, naboer og skolekammeraters familier, kom vel bare i andre missionshuse end det jeg selv var med til møder i sammen med mine forældre.
Jeg var faktisk et stykke oppe i skolealderen, før det gik op for mig, at det forholdt sig helt anderledes. Ja, at kun et absolut mindretal – og i min egen klasse kun én mere, og det var min træfætter – hørte til indenfor det missionske. Det var som et slag i mellemgulvet, et skud for boven. For hvad nu? Betød det at Tonny, Frants, Carlo, Palle, Jan og alle de andre kammerater (sandsynligvis!) skulle gå ad Helvede til?

Nej. Forståelsen er helt gal. Og det tror jeg faktisk også mine egne forældre og mange andre fra det missionske nu i dag mener. Og min bedstemor, som gik bort for mange år siden, er, forestiller jeg mig, nu fuldstændig overbevist om en langt større virkelighed i det hinsidige, end den hun først havde forestillet sig!

Gud er ikke bare velsignelsens, nådens og barmhjertighedens Gud. Gud er også overraskelsens Gud.

Der er noget, som altid går rivegalt, når man vil forstå bibelens tale om fortabelse, som noget der udelukker nogle fra det himmelske – for det er jo altid de andre!

Den slags tanker og ideer om evigheden udspringer i virkeligheden af vore egne lavloftede sind og tendens til smålighed.

Hvad vi vil, det er én ting. Hvad Gud vil, er gudskelov ofte noget ganske andet. Og Gud vil at alle mennesker skal frelses. Og Gud vil det helhjertet. Så meget at Gud i Jesus Kristus har sat sig selv, sit eget guddommelige liv ind på det.

Som teologen Niels Henrik Gregersen skriver det: ”Kun mennesket er sin egen fjende. Den store uhygge ligger ikke hos Gud, men hos os selv.”

Fortabelsen findes. Der er rigeligt af den – på denne side døden! Uhyggeligt er det hvor ensomt og fortabt et menneskes liv kan blive. Hvor vigtigt er det ikke, at vi tager os af hinanden. Rækker hinanden hånden med syn og med sans for det virkeligt himmelske: At det himmelske liv finder sted, når vi finder sammen i gensidig forståelse for hinanden dybeste behov. Det er her himlen begynder. Det er her de stærkeste glimt af Guds rige findes og lyser op så helvedesild og fortabelse fortabes af syne.

”Hvis nogen,” synger Kim Larsen i sangen til Susan Himmelblå, ”Hvis nogen, sir det hele går ad Helvede til, så tro dem ikke!” Tro på nåden og barmhjertigheden. Tro på Gud som den der rækker hånden ud for at være med os alle dage indtil verdens ende, ja, langt ind på den anden side af alt det, vi kender til. Den tro er ingen snydt med.