Fra mine helt, helt unge år – fra dengang jeg bare var en stor dreng – husker jeg, som mange andre af en vis alder sikkert også gør det, romantitler som: ”Guds blinde øje” og ”Du blev træl”. Den efter 2. verdenskrig på mange måder ildesete Jacob Bech Nygaards kendte romaner. Bech Nygaard var under krigen på ”det forkerte hold”, havde et galt syn, og blev i 1946 smidt ud af forfatterforeningen. Men hans romaner blev læst: ”Guds blinde øje” og ”Du blev træl” – om den forældreløse Anne og hendes barske opvækst på børnehjemmet og siden hen også vanskelige voksenliv. ”Man gjorde et barn fortræd”, som Tove Ditlevsen skrev det på samme tid. Og jeg husker, som én af de gamle danske film, der har gjort stærkest indtryk på mig, filmen ”Kampen mod uretten”. Om socialisten, eller socialdemokraten, Peter Sabroe i hans kamp for samfundets små. Med Mogens Wieth som Sabroe, og Ib Schønberg i én af de roller, han sandelig også kunne, som den ubehagelige forstander på en såkaldt opdragelsesanstalt. En film om opstanden mod undertrykkelse og mobning af samfundets små. Kampen mod uretten.

”Guds blinde øje”. Jo, det kunne, når man tænker på børns lidelser og undertrykkelse til alle tider, se ud, som om det er Gud, der er blind. Eller i hvert fald ofte vender det blinde øje til. Men som romaner, film og fortællinger af alle slags, inklusive nyhedernes daglige beretninger viser det, så er det altid, i det felt vi her taler om, mennesker det handler om. Menneskers, voksne menneskers, blindhed og ind imellem deciderede ondskab. ”Man tramper sin vej og er voksen og dum / og tramper små drømme ihjel”, som Nis Petersen skrev det. Hvor er det dog ynkeligt, når vi som voksne ikke ser barnet i dets nød, i dets egen konkrete situation, men bare tramper af sted, hvis vi da ikke ligefrem spænder ben for det barn, som måske ellers var ved at rejse sig.

Ve det menneske, siger Jesus, i et af sine stærkeste udsagn om hvor farligt ødelæggende det er at stjæle et andet menneskes mulige livsmod – det var ”bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” (Matt. 18,6) Og lad nu være med at tro, at de ord skulle tale for at vi med selv Jesus i ryggen skulle kunne gå ind for dødsstraf. Fokus er barnet. Fokus er den lille. Den, som er så altafhængig af hjælp udefra, støtte og omsorg, af at blive set som noget værd, og som i al sin lidenhed netop er den største i Himmeriget. I Guds rige, hvor der er vendt op og ned på alting, så at selv død kan føre til liv, de sidste blive de første, og fortabte får af enhver tænkelig art kan blive fundet og favnet og i glædesrus båret hjem. Fordi: ”Således er det jeres himmelske fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.” (Matt. 18,14) Dét er pointen!