Jeg sad for ikke så længe siden i et videomøde med nogle kolleger, herunder vores provst, som på et tidspunkt reagerede på en udtalelse fra én af de andre om vores pandemiprægede virkelighed med ordene: ”Ja, hvem ku vid´ at…”
Det gav mig ideen til at bruge noget af isolationstiden lige nu, hvor alle foredrag og diverse møder og arrangementer er blevet corona-aflyst, til at udarbejde et foredrag under overskriften ”Hvem ku vid i 19?” Hvem kunne vide før coronakrisen med Covid 19´ hærgen, hvor afhængige vi i virkeligheden er af hinanden og af friheden til at kunne komme sammen? Sågar synge sammen?
Er der noget, vi allerede nu med sikkerhed har lært i coronatiden, så er det hvor udsatte vi lever som mennesker, der lever i samfund med hinanden. Hvor smittefarlige vi er for hinanden, og hvor livsnødvendig afstanden kan være (sagt med én af de vitser der florerer på nettet lige for tiden: ”I 2019 holdte jeg mig væk fra negative mennesker. I 2020 holdt jeg mig væk fra positive mennesker”) – og samtidig så mærker vi hudsulten og, som tiden går, savnet efter fællesskab og samvær og nærhed. Nærheden rent kropsligt som en virkelig væsentlig del af det gode liv med det menneskelige nærvær som særlig markør.
Jeg stod en aften ved et foredrag i Frederikshavn og fortalte spontant en lignelse. Det med at være menneske, sagde jeg, det er ligesom i computerverdenen, hvor der er både hardware og software. Hardware det er alt det håndgribelige – tastatur, skærm, harddisk – det svarer i det menneskelige til alt det der har med gener og DNA at gøre – krop, hud og hår, indvoldene med. Så er der software. Det er i computerverdenen programmerne, det ikke-håndgribelige, alt det der får skidtet til at virke. Det svarer i det menneskelige til bevidsthed, sprog, sjæl og ånd, fantasi og forestillingsevne. – Jeg var under kaffepausen ret godt tilpas med min lille spontane lignelse, da en ældre herre kom hen til mit bord og sagde: ”Ved du hvad, præst, det er da godt nok med det der hardware og det der software, men vi jyder vi ved da, at det vigtigste, det er samwær”. Tak for dén! Og sikke en udvidelse af pointen, som med stor sandsynlighed gælder, ikke for jyder alene, men også for både fynboere og sjællændere og mennesker udover hele kloden.
Hvem ku vid i 19?
- et livsmodssmittende foredrag om nærvær, hudsult og kærtegn i coronaens tid
Hvem ku vid i 19, i hvor høj grad vi lever udleverede til hinanden i sind OG krop? Ud over de i forvejen isolerede og ensomme? Coronakrisen i 2020-21 sendte det samfund vi kendte i karantæne med nedlukninger, restriktioner og retningslinjer, mundbind, afstandskrav og forsamlings- og fællessangsforbud. Samfund er at finde sammen, også helt konkret og kropsligt. Hvor er det godt at kunne komme sammen. Finde sammen. Synge, lytte, tænke, tale, drikke kaffe, trykke hænder og danse tæt. Coronakrisen var en øjenåbner. Vi har altid brug for øjenåbnere til det virkelige liv. Sådan som også litteraturen og det levende ord i dets mangfoldige former kan være det. Og hjælpe os med at finde ud af det – sammen.