“Bennys bukser brændte. / Børge råbte, åh! / Børge havde nemlig / Bennys bukser på.” (Halfdan Rasmussen)
Benny Andersens jordiske liv brændte ud for få uger siden. Det er blevet bemærket i alle medier alle steder. Ikke at der landet over er blevet råbt åh! af smerte og sorg. Men sørge gør vi ved Benny Andersens død. Vi har godt nok ikke Bennys bukser på, men vi er her i Danmark i større eller mindre grad gennem årtier blevet iklædt Benny Andersens digte som et udtryk for folkesjælen, ja, som en del af vores folkesjæl.
Jeg har i alle mine snart 30 år som sognepræst og formidler i feltet kristendom og menneskeliv øst på livet løs af Benny Andersens forfatterskab. Danmarks femte evangelist er han blevet kaldt. I Biblen i Det Ny Testamente har vi Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Og så har vi Benny.
Det var bestemt ikke noget, han selv i sine sidebemærkninger om sit eget forhold til kirke og kristendom lagde op til at skulle være. Her forholdt Benny Andersen sig livet igennem klart distanceret og betragtede ikke sig selv i nogen form som bekendende kristen. Det skal han heller ikke nu i døden gøres til. Ikke desto mindre så er han som livsmodets såvel som den kærlige revsers digter med sine digte blevet brugt utallige gange som afsæt for forkyndelse af evangeliet. Det måtte og det må(!) han finde sig i. Benny Andersen har udgivet sine digte. Givet dem ud. Nu tager vi dem til os på hver vores præmisser. Og det bliver vi ved med i mange, mange år frem i tiden. Benny Andersen er død. Men ikke hans stemme. Hans digte lever og liver os op. Tak, Benny!
Selv vil jeg specielt fremhæve digtsamlingen ”Denne kommen og gåen” fra 1993, hvor Benny Andersen i digtet ”Mit hjertes indvandrer” indleder med ordene: ”Jeg mødte dig som en fremmed / men fandt ud af at du kendte mig / bedre end jeg selv.” Og fortsætter i de følgende digte med en række, også nu i dag højst aktuelle betragtninger som: ” I begyndelsen var isen / derpå kom alle vi indvandrere…” Og i det følgende digt om ”Mit liv som indvandrer” med indledningsordene: ”Det var en mørk og kold novembermorgen / jeg kom til denne verden / lille frysende indvandrer i Norden / fordrevet fra mit tropiske hjemsted / med en middeltemperatur på / næsten 38 grader i skyggen / hvor jeg trygt kunne bade dag og nat / i mit lille lune to liters ocean”. – Og så i øvrigt fulgt af digtet ”Noget at leve op til” med ord som: ”Jeg tæller ikke ligefrem mine døde / noterer mig bare at tallet stiger støt / men hvad er døde tal / mod sprældøde venner.” Nej, netop. Og nu er Benny Andersen selv en af vores fælles ”sprældøde venner”.
Selv er jeg allermest taknemmelig for de mange stærke livspointer, vil jeg kalde dem, som Benny Andersen har givet med ofte få ord og enkle udtryk. Livspointer (nærevangeliske) som ”hjemme er der, hvor du er”. Eller som når Svante siger, at han livet igennem ”har lært at klare sig selv ved andres hjælp”. Eller, og det skal være slutordene her, stærke, stærke ord som i ”Mørkets sang”, hvor det i et af versene (som desværre i mange udgaver, blandt andet Højskolesangbogens nr. 133, er faldet ud) lyder:
”Mødes og skilles og mødes igen, / varmt er det hjerte, der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven, / lykken må danse på gløder.”