Jeg kender en kvinde, som i nok så trange tider, og med altid åbne øjne og stor villighed til at tale om alt det, der går imod og gør ondt – al bøvlet – alligevel, gang på gang runder af med ordene: ”Vi finder ud af det”! Det er et nådefuldt udsagn. Det er det i parforholdet. Det er det i enhver menneskelig relation, hvor ”investeringslysten” måske nok indimellem kan blegne – og så alligevel: ”Vi finder ud af det”.

Livet er til for at deles. Ja, der er i virkeligheden så meget her i livet – alt det bedste og mest værdifulde – der kun bliver til noget ved at blive delt. Det må vi kaste al vores talent hver især ind på: Deling af noget af alt det, som kun vokser, eller som kun for alvor bliver til, ved at deles. Vi må være villige til at kaste noget – ja, alt ind. Risikere at tabe. For eksempel: tabe ansigt – og det er der ikke mange af os, der bryder sig om. Men risikoen må tages, hvis ikke du vil tabe det hele. Vi lærte, min hustru og jeg, på en ferie med gode venner spillet ”Partners” at kende. En slags avanceret ludo, hvor man spiller i makkerpar. Altså med en, du er ”partners” med.  Og hvor det så tydeligt ikke går an kun at tænke på sig selv og bare bange holde på alle de bedste kort til sig selv. Så taber du. Så bliver du, eller lige så slemt: din makker, slået hjem. Eller som du også godt mærker det: slået helt ud. Det er ikke så godt. ”Tænk, at livet koster livet / det er altid samme pris”, som vi synger det. Det gode liv er en risikabel affære. Det hele kan mistes. Ja, og kun her i dette farvand og sammen med de andre ”Partners”, kollegaer og konkurrenter, venner og fjender og hele molevitten – kun her, hvor alt kan mistes, kan det også vokse og blive til noget og til tider endda meget mere end du selv gik og drømte om.

Alle har talent. Alle har værdi. Og husk nu, som én så fint sagde det: ”De, der ikke kan bruges til noget – de kan altid bruges til noget andet”! Det gælder også for vores alvorligt syge, svækkede, multihandicappede medmennesker, som alene med deres væren kalder på omsorgen. Dette kald har vi alle brug for. Hvis der umiddelbart set slet ikke var brug for den – altså uden livsnødvendigheden heraf – fandtes omsorgen og medmenneskeligheden slet ikke. Den findes, fordi der er brug for den – OG fordi der, af Guds nåde, er mulighed for den. For tro, håb og kærlighed foldet ud i omsorg. – Det handler ikke om, om du har fået meget eller lidt betroet, men om at du kaster det, du har fået, ind på livet. At livet er en gave, som det gælder om at få det bedst mulige ud af. Som dagligt må pakkes ud og ikke graves ned, hvor småt og hvor ringe det så end måtte se ud i visse øjne. Dine egne inklusive.