Alting begynder med barnet – en coronatidsjuleprædiken

Alting begynder med barnet. Kristendommen, evangeliet, som er Guds gode glædelige budskab til os, møder os aldrig mere enkelt, og ligetil og nært, end når det er jul – i skikkelse af barnet i Betlehem, født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe og omgivet den nat af et nærvær og en sammenstimlen af både dyr og mennesker og engle med. Det taler så fuldstændig enkelt til os, og kan få os voksne til, som hyrderne julenat, at blive bløde om hjerterne. Og lade voksenlivsforpligtelser og interesser og bekymringer ligge for en stund og gå ud og lede efter barnet. Opsøge og besøge barnet og al den barnlige glæde og fryd det kan give i nok så voksne, realitetsanlagte sind.

Alting begynder med barnet. Her er ingen afstand. Her er alting så hverdagsligt enkelt. Her har tro og drøm og længsel hjemme. Mæthed, varme, nærhed. Sådan som også vi med de lange ben og de afsvedne vinger kan kende til det i en coronatids præget jul i form af drøm og længsel efter god gammeldags trængsel og sammenstimlen, nærhed og nærvær. Vi savner det! Vi savner det rigtig meget og efterlyser det nu også denne jul med en meget, meget stor normalitetslængsel i os.

Sagt med Dan Turell i de kendte ord: ”Jeg holder af hverdagen / Jeg er vild med den / Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen”. Eller sagt Søren Kierkegaardsk: ”Gentagelsen” – de daglige rutiner, det ritualiserede, det som gentager sig – som Søren Kierkegaard skriver det: ”Gentagelsen er det daglige brød der mætter med velsignelse. Når man har omsejlet tilværelsen, da skal det vise sig, om man har mod til at forstå, at livet er en gentagelse, og lyst til at glæde sig til denne.” – Og han skriver om hverdagen, om hele ”normaliteten” og dette at være nærværende tilstede i nuet, i øjeblikket – i det der er, og som for en pæn dels vedkommende gentager sig i det daglige liv – han skriver over for dét i håbet at drømme sig væk til noget nyt, eller i erindringen nostalgisk at søge tilbage til det forgangne: ”Håbet er en dejlig pige, der smutter bort mellem hænderne; erindringen er en skøn gammel kone, som man dog aldrig er tjent med i øjeblikket; gentagelsen er en elsket hustru, man aldrig bliver ked af…” Gentagelsen – nærværet og tilstedeværelsen i det daglige livs rutiner – normaliteten som det i grunden særligt skønne og betagende i tilværelse. Ja, det ser vi lidt eller noget tydeligere, når den er brudt – afbrudt – og, forhåbentlig da kun, midlertidigt taget fra os. Som nu i denne tid.

Julen med barnet i krybben i Betlehem hører i det store billede, i årshjulet, gentagelsen til. Det bliver jul hvert eneste år nu ved midvinter, uanset corona eller sågar krig og katastrofer – det bliver jul hvert eneste år med fejringen af Guds komme i barn Jesus – nu gennem to tusind år. Guds nærvær – nu hvor det er blevet jul, igen, givet os i barnet født i Betlehem – barnet i moders liv, nu født til jord og kommet til verden. Til os her hvor vi nu er med hver vores udfordringer og savn og længsler. Guds nærvær, Guds velsignelse, i det daglige liv, i de daglige rutiner. Guds velsignelse i virkeligheden lige så nært og virkeligt som et lille sprællevende, nyfødt barn i favnen, det er hvad julens budskab kan hjælpe os med at få øje på. Blive en øjenåbner for. Al den normalitet, vi nemt bliver blinde over for, som en i virkeligheden kæmpestor velsignelse, den ser vi nu mere tydeligt. Den mærker vi nu om ikke andet så som en sult, en længsel i os.

Jo: ”Gentagelsen er det daglige brød der mætter med velsignelse.” Og vi glæder os til den. Til nærhed og nærvær og sammenstimlen som en julenat i stalden omkring krybben med barnet. Uden mundbind og visir, uden at være til fare for hinanden alene ved at være tætte på hinanden.

Er der noget, vi har lært i coronatiden, så er det hvor udsatte vi lever som mennesker, der lever i samfund med hinanden. Hvor smittefarlige vi potentielt er for hinanden, og hvor livsnødvendig afstanden kan være. Afstand og adskillelse hører altid med som en del af det gode liv. Vi skal kunne adskille os fra hinanden og respektere hinandens grænser og urørlighedszoner. Og så skal vi kunne, i det gode daglige liv, igen og igen finde sammen. Og slet ikke mindst da hvis vi var blevet helt væk for hinanden. Så må der gang i en efterlysning så afstand og adskillelse kan blive til samfund og nærvær. Til at vi igen kan finde sammen, måske endda i allerførste omgang helt nært i favnen hos hinanden. Som nu her julenat i Betlehem, hvor Himlens Gud kommer jordens mennesker helt nær i barnet født i denne nat. Her hvor kæmpeafstanden mellem det himmelske og det jordiske, det guddommelige og det menneskelige, overvindes i skikkelse af barn Jesus. Som Kingo skriver det i salmen ”Nu kom der bud fra englekor” om Jesus allerede i moders liv: ”Det jomfru-liv velsignet er / med livsens rene drue, / Guds Søn hun under hjertet bær, / som hendes bryst skal suge! / Dér ligger Gud, et lidet nor, / og sagte gror! / Det under er at skue!”

Med englens ord: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:” Der ligger Gud et bette nor – nu kommet til verden, svøbt og lagt i en krybbe. Ganske nær. Nu og her. Nær os i Vær(!) og ud over den ganske verden. Nær hver og én med Guds velsignelse dybt ind i det daglige liv. Nu så forvandlet. Så velsignet rigt og godt set i lyset fra Betlehem.

Alting begynder med barnet: ”Hjerte, løft din glædes vinger! / Over muld / underfuld / englesangen klinger; / hør og mærk de toner søde, / Himlen lydt / melder nyt: / Kristus lod sig føde!” Amen – og glædelig jul hver og én! Amen.

Prøv igen

Forfatteren Jørn Riel, som nok er allermest kendt for sine humorfyldte skrøner fra Østgrønland, har også skrevet så meget andet godt og måske mere seriøst fra det grønlandske deroppe og med sin varme sans for inuitternes sind og levevis. Som i trilogien Sangen for livet fra 1980´erne, hvor han fortæller om jægeren Heq og kvinden Tewee-soo med indiansk afstamning og deres indvandring for 1000 år siden fra Alaska til Nordgrønland. Og i anden del om fangeren og åndemaneren Arluk og hans udlængsel og rejse hen over en lang række år hele Grønland rundt for 500 år siden. Og i sidste del af trilogien om pigen og kvinden Soré fra slutningen af det 20. århundrede og hendes ukuelige livsvilje og livsglæde i slægt med, og klart bevidst herom, dem, som gik forud for hende og hendes: Heq, Tewee-Soo, Arluk og alle de andre, hvis livshistorier udgør Sangen for livet.

Som en uhyre væsentlig del af ånden i det hele, af den livsindstilling, som præger disse inuit-folk, klinger der hele tiden et ”prøv igen!” med i hvert et nederlag og efter hvert et tab, det være sig nok så stort og umiddelbart set fuldstændig uoverkommeligt. Hele vejen gennem Sangen for livet for 1000 år siden, for 500 år siden og den dag i dag er det med døden som en meget nærværende læremester i retning af livet: Prøv igen!

Som den unge Arluk, da han har indledt sin lange rejse og er roet i forvejen i sin kajak, foran de to andre kajakker og konebåden, for at finde den bedste vej gennem isbælterne nu her i det tidlige forår: ”En stor glæde opfyldte Arluk ved denne rejses begyndelse” – han var for nylig sammen med Niqi blevet far til en lille pige, sin førstefødte, som først så ud til ikke at ville overleve, men som nu struttede af liv og velvære: ”En varme gennemstrømmede ham, da han tænkte på Niqi og barnet. Selv om livet, så langt han kunne huske tilbage, havde været kamp og lidelse blandet med ufattelige øjeblikke af glæde, elskede han at leve. Hver dag var helt og holdent ny og ukendt…” – hvor godt at tænke på. Hvor godt at leve.

Da, netop da, rullede et højt drøn gennem fjorden. Et isfjeld var revnet, og den ene kæmpetinde faldet i vandet og rev nu, som Arluk på lang afstand så det, kajakker og konebåden med sig i dybet. ”Der var kun få vragrester, da han nåede frem. Fortvivlet roede han frem og tilbage indtil kroppene begyndte at flyde op. Han bandt de døde sammen med sin slæbeline og roede dem til land”, hvor han begravede dem et stykke fra stranden. ”Medens han udførte dette arbejde skød han sorgen fra sig. Men da graven (en grotte) var lukket med store sten, faldt sorgen over ham som en nagende sult, der krævede at blive stillet. Han satte sig uden for grotten omgivet af ensomhed, og han lod tårerne strømme som de ville. Lidt efter mærkede han, hvordan sorgen blev til vilde skrig, der strømmede ud af munden. Fire dage blev han ved grotten… Først den fjerde dag rejste han sig og gik ned til kajakken… De første dage efter ulykken følte Arluk ingenting…” Men han var igen på vej: ”Tomheden i hans indre fyldtes langsomt op. Han blev igen opmærksom og følte, hvordan sanserne begyndte at oplyse hans hjerne…”

Prøv igen! Ja. Og jeg skal sandelig love for, at Arluk kommer på rejse. Sit livs rejse. En lang livsrejse, hvor han ud over igen og igen at opleve fangstlykke og styrke, også bliver en slags menneskefisker. En mand, som på ny stifter familie, og som samler mennesker omkring sig. Samler op, forsørger, fornøjes og fortvivles atter, når han rammes af nye store tab. Men hver gang lægger han igen ud på dybet. Kaster garn, harpun og line, ud til endnu en fangst. – Fangeren og menneskefiskeren Arluk, der som gammel sidder med sine efterkommere og andre mennesker omkring sig og deler med dem Sangen for livet. Fortællingen om sit liv, sin egen livshistorie fra hans, Arluks, rige velsignede livsrejse i medgang og modgang med overskriften: Trods tab, så læg ud på dybet. Prøv igen!

(Ovenstående er fra min ny-udkomne bog ”NÆR VÆR”, Eksistensen (2021))

Nærværende og opmærksomme

Sidder du i din læsekrog eller et andet godt sted, uden forstyrrelser udefra? Gør du det, så sæt dig godt til rette i stolen. Vend din opmærksomhed mod dit eget åndedrag: ånde ind, og ånde ud, og ånde ind igen. Dyb indånding. Lang udånding. Dyb indånding på ny. Tage imod og give slip, og tage imod igen. – Dette under, at lungernes hæves og sænkes, og du drager ånde. Og at hjertet slår i dit bryst og har gjort det måske længe. Uden at du nogensinde selv har gjort noget som helst for, at det sker. Det er et under. Livet – det biologiske, det fysiske og legemlige, for os som mennesker tillige det psykiske, det sjælelige og det åndelige – set som et mirakel. I udgangspunktet, under og mirakel, at hjertet slår og slår, og blodet bruser – at lungerne hæves og sænkes, og åndedraget finder sted. Så at vi kan være i live og her til stede.

Nærværende og opmærksomme. Til tider tankefulde og undrende.

Bortset fra alle de andre lyde, støjen og larmen inklusive, er der i Danmark kun få steder, hvor man ikke ved morgen og ved aften vil kunne høre en kirkeklokke eller flere ringe solen op og ringe solen ned. De omkring hundrede almindelige klokkeslag efterfulgt af de tre gange tre bedeslag. Sådan som det har lydt ud over landet i tusind år. Også, både dengang som nu, ved gudstjenestens indledning – ved dåb og konfirmation, bryllup og begravelse.

Kirkeklokken kalder os sammen. Kalder os til bøn og gudstjeneste. Kalder os til eftertanke og bevidsthed om noget større end os selv. Ved morgen og ved aften. Og om søndagen som det særlige. – Det var intet mindre end genialt, da de gamle ved kristendommens indførelse etablerede klokketårne med kirkeklokker til at kalde sammen. Man kan lukke øjnene og kigge den anden vej og ignorere det ene og det andet. Det er straks vanskeligere at lukke ørerne og fuldstændig ignorere for eksempel kirkeklokkens klang. Sådan blev kristendommen fra begyndelsen ”ringet ind” i folket.

Jeg sad som almindelig kirkegænger ved en gudstjeneste for nogle år siden og kom til at tænke på, eller rettere: mærke bedeslagene som vejviser for det dybe åndedrag: de tre gange tre bedeslag som indledning til gudstjenesten og som en virkelig god guide for det dybe, rolige åndedrag. På det første slag: ånde ind! På det andet slag: holde på vejret (din ånde)! På det tredje slag: ånde ud! Og i mellemrummet inden den næste ”serie” af de tre bedeslag: vente! Vente på igen at kunne ånde ind. Dette mirakel, dette under: at ånde. At få liv og ånde fra øjeblik til øjeblik. Ånde af nåde. For det er vel ikke sådan, at du går rundt og roser og takker dig selv for dit åndedrag? Hvad angår de cirka hundrede almindelige klokkeslag, der falder før bedeslagene, så ringes de – også ifølge Kirkeministeriets senest udsendte ”Vejledning til klokkeringning” – med en rytme, der svarer til hvilepulsen med en 50-60 hjerteslag pr. minut. Og hvad så med kimningen – de hurtige klokkeslag op til de store højhelligdage og når vi holder bryllup? Jo, de svarer til brudens løb og høje puls, når hun er for sent på den. Eller gommens nervøsitet. Eller til glæden, når den tager fuldstændig over, og hjertet bare hamrer løs, så der ringes og kimes, nu også i både bryst og barm.

Åndedraget er en velsignelse. Som hjerteslaget, ren velsignelse. Alting begynder med velsignelsen. Uforskyldt at komme til live og være i live fra øjeblik til øjeblik. Med mulighed for at mødes og være sammen i det nu, der er.

Nærværende og opmærksomme. Til tider tankefulde og undrende.

(Ovenstående er fra forordet i min ny-udkomne bog ”NÆR VÆR”, Eksistensen (2021))

NÆR VÆR

Torsdag den 2. september 2021 udkommer bogen “NÆR VÆR – Præstehistorier og livsfortælling fra egnene omkring Vær”. Følgende er et uddrag fra kapitlet “Indledning – om bogen og baggrunden”:

… Søndagsgudstjenesten er og bliver det særlige. Også uanset den af og til måske lidt magre tilslutning. Det er skønt at leve i en tid, hvor det er fuldstændig frivilligt, om man vil gå i kirke. Der er altid nogle, der vil. Nogle få stykker endda meget ofte og meget trofast. Jeg har dog alligevel i alle årene kun kendt én eneste kirkegænger, der ringede afbud, når han ikke kunne komme. Han var de første otte år, jeg var præst i Vær og Nebel sogne den mest trofaste kirkegænger, jeg har kendt og som man kan forestille sig. Hvad enten der var tidlig eller sen søndagsgudstjeneste i Vær kirke, så kom han til hver eneste én af dem. Hans hustru var B-menneske, så hun kom kun til halvdelen af gudstjenesterne. De sene, selvfølgelig. To gange i løbet af de otte år tingede han til mig lørdag aften og sagde, at han gerne ville melde afbud til gudstjenesten dagen efter. Han var desværre forhindret. Da det skete anden og, som det blev, sidste gang sagde jeg til ham: Du skal have så mange tak for al din trofaste kirkegang, og fordi du ringer afbud til mig de meget få gange, du er blevet forhindret i at deltage. Så skal jeg ikke gå og tænke på, om der mon er sket noget. Men jeg vil også sige: Hvor er jeg dog glad og taknemlig for, at alle de andre ikke gør det samme som dig!

Der kan være stort fravær nær Vær, og dog så er det her, vi mødes, når tilværelsen i sognebørnenes liv på godt og ondt brænder på. Tilstede og nærværende i kirken til gudstjeneste og kirkelige handlinger. Det er fra nærværet her og mødet op gennem årene med mennesker i alle disse forskellige livssituationer denne bog vil fortælle. Præstehistorier og livsfortælling fra egnene omkring Vær, som undertitlen siger det. Men også helt generelt fra præstelivet sammen med alle mulige danskere, og mennesker, som de er flest gennem en række årtier nu her omkring årtusindskiftet.

Det skal her nævnes, at personnavnene er anonymiserede i de fortællinger, hvor der ikke er indhentet tilladelse til at anvende de eksakte navne. Hvilket der i øvrigt er alle de steder, hvor bestemte personer optræder med mulig genkendelighed. Ganske få af fortællingerne har været bragt i bogen ”Menneske først”.

Bogens hovedafsnit og forløb er bestemt af de ganske særlige mødesteder mellem folk og kirke som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse lykkeligvis endnu den dag i dag udgør.

Hvad angår det bibelske stof er der i hvert af de fire indledende afsnit med tanker om dåb, konfirmation, bryllup og begravelse knyttet til ved i særlig grad Første Mosebog kapitel 1-3, som i sig selv rummer et storslået væld af motiver til forståelse af det grundmenneskelige. I det alt sammen hele vejen igennem med en forståelse af kristendommen som først af alt Menneskesønnens historie og således vores hver især.

Med hensyn til opbygning består bogen ydermere af en række indledende og afsluttende betragtninger om såvel menneskers som Guds nærvær. Alt sammen bogen igennem krydret med inddragelse af fortællestumper og sentenser fra litteraturen i dens mange forskellige former og udtryk. I særlig grad koncentreret i de afrundende afsnit under overskriften: Poesibogen.

Alt i alt en kludetæppeagtig beretning fra et liv som præst i samme sogne gennem mange år mixet med fortælling fra egen personlige livshistorie og baggrund herunder egen læsning. Alt sammen ud fra en tanke om nærvær og tilstedeværelse som forudsætningen for egentligt menneskeliv. – En lang række småhistorier af mere eller mindre anekdotisk art opsamlet gennem årene. Bundet sammen af et syn på (og overvejelser om) kirken og kristendommen, gudstjenesten og de kirkelige handlinger, som et særligt (godt) mødested for mennesker af alle slags og i alle mulige livssituationer.

Det er mit håb, at bogens grundtone vil kunne fornemmes som livs-taknemmelighed inklusive sansen for livets modhager, og at bogens stemning i øvrigt vil kunne opleves som båret af en skønsom blanding af humor og alvor. Alt i alt fra min side et seriøst-muntert forsøg på at lægge stemme til en kærlighedserklæring til livet, folket og kirken…

Tak for alt

Nu i september 2021 udgiver jeg en bog med titlen ”NÆR VÆR – Præstehistorier og livsfortællinger fra egnene omkring Vær”. Bogen rummer et tilbageblik henover de snart 33 år jeg har været præst i Vær og Nebel sogne ved Horsens. Hen mod bogens slutning skriver jeg under overskriften ”Nærvær Nær Vær” blandt andet følgende:

Det tog mig lang tid at forstå, hvorfor det er en god inskription at sætte på en gravsten over et menneske, du i en eller anden grad har kendt og elsket og levet sammen med og tumlet og bøvlet og bakset og grædt og lidt og glædet og frydet dig sammen med: ”Tak for alt.” Jeg tænkte længe: Er det ikke lidt rigeligt? For meget af det gode. Eller for stor en fortrængning af det, der ikke var godt, og som slet, slet ikke fortjente tak. Men hvor meget den eller de efterladte og sørgende med inskriptionen ”Tak for alt” så end måtte have tænkt på ordene som en tak til afdøde, så vil jeg tillade mig at tænke på det som ord, der først og sidst rækker længere ud, op eller ind. Kort sagt: til Gud. Det er som sådan, inskriptionen med ordene ”Tak for alt” har fået for mig den allerbedste mening og betydning: takken til Gud for intet mindre end alt. Som en fastholdelse på den tro og anskuelse, den livsholdning, at livet er i grunden og altid en gave. De dage, det ikke ligner det, da som opgave – men vel at mærke stadig: gave. Man kan jo se det på selve ordet – inden i ”opgaven” ligger stadig ”gaven”.

Som vi synger det med Benny Andersen i hans Hilsen til forårssolen: ”… for som solfanger er jeg nu begyndt / at forstå, at Alt og Intet er os givet. / Og en gang går solen sin / runde uden mig, / men når forårssolen skinner, / lever jeg!”

Alt og Intet er os givet. Benny Andersen skriver Alt og Intet med store forbogstaver, for så stort er det: Intet mindre end Alt er os givet. Og samtidig så er Intet givet. Alt kan blive til Intet. Livet er mig ikke givet som en sikkerhed. Sådan er det netop, fordi livet og dette øjeblik, og hvert øjeblik vi får, aldrig er en selvfølge, men en gave fra øjeblik til øjeblik. En nådegave.

Det er et godt syn at have. Livssyn. Det er mig, der siger tak. Både opad og udad: Det er mig, der siger tak. Også forstået på den måde, at jeg er og vil være i mit liv, én, der siger tak. Én, der altså ikke tager livet og menneskene omkring mig som en selvfølge, men som – i grunden – under og ufortjent gave. Sådan som det har formet sig for mit eget vedkommende i nu et godt stykke over tredive år som sognepræst i Vær og Nebel sogne i mødet med mennesker. Samvær med nærvær, her nær Vær og alle vide vegne. Det er mig, der siger tak.

Hellere skuffe end brænde

Der er mange, der gerne vil ansætte folk, som ”brænder for” det ene eller det andet virke inden for hvilket fagområde det nu måtte være: Skolelærer, sygeplejerske, pædagog, præst, pedel – hvad som helst – bare du ”brænder for det”, så kan det godt tænkes at være lige netop dig, vi søger.

Det er, som jeg ser det, for meget af det gode at forvente, at vi nødvendigvis skal brænde for det, vi beskæftiger os med arbejdsmæssigt. Derfor blev jeg opmuntret, da jeg så en artikel på Kirke.dk, hvor en graver fortæller om sit virke på kirkegården under overskriften: ”Jeg vil hellere skuffe, end jeg vil brænde”. Graveren fortæller her om sin foretrukne form for ukrudtsbekæmpelse velvidende udtalelsens dobbelte betydningslag med ordene: Hellere skuffe end brænde.

Godt sagt. Og her forlader jeg straks ukrudtsbekæmpelsen i det rent konkrete aspekt, for i stedet for at anvende udtalelsen til at tale for en tiltrængt udlugning i det sproglige omkring vores forventning til den enkeltes arbejdsindsats og indstilling til ens eget og andres professionelle virke.

Det er, og det er det i øvrigt inden for også andre vigtige livsområder end ens arbejde, nødvendigt at kunne ville skuffe. Det er for mange af os bestemt ikke rart at skulle skuffe. Men gør vi det ikke af og til, eller arbejder hele tiden på for alt i verden ikke at komme til at gøre det, så er det meget sandsynligt, at du der, hvor du i et væk forsøgte at brænde i dit virke og leve op til de andres overdrevne forventninger (eller måske allermest bare din egen forestilling herom) – at du her ender med at brænde ud.

Ja, det gælder også i alle de mellemmenneskelige forhold i øvrigt. Vi må hver især tage på os, af og til, at skuffe hinanden. ”Rådighedsforpligtelsen” er ikke uendelig.

Jeg tænker, at det må være nok – ja, faktisk umådeligt passende – at forsøge at gøre sit arbejde ordentligt. Og i det hele taget bestræbe os på at behandle hinanden ordentligt og respektfuldt. Også ind i de helt nære relationer, hvor nok så varme følelser kan finde sted, må vi være varsomme med (hjemme)brænderiet, som kan have store omkostninger og øve os på i givne situationer hellere at ville skuffe end at brænde. Også i en sommerferietid med nok så store forventninger til at få indhentet det ene og det andet forsømte. Vi skulle jo nødig brænde hinanden af.

Vi må ikke blive kræsne over for hinanden

Der må være noget, der må være vigtigere for os hver især end al mulig afholdenhed og kræsenhed, restriktioner og forbeholdenhed. Vigtigere end alt andet. Og det må være i det fælles, vi finder det. I det samfundsmæssige. Ja, samfund som i grunden netop det at finde sammen. Samfundssind, som sagt igen og igen gennem coronatiden. Luther har så fin en måde at sige noget om det i sin lille katekismus i forklaringen til Fadervor og bønnen om at give os ”det daglige brød” – hvad er så det daglige brød? Ja, det er – og så remser Luther op om alt det, vi har brug for af føde, klæde, hjem osv. og slutter så med at sige, at det daglige brød det er: ”gode venner, trofaste naboer og andet lignende”.

”andet lignende” – bare det at kunne gå ind i en butik, på besøg på plejehjemmet, se sin frisør i spejlet (og således også (igen) sig selv), samles til foredrag, til fest, til hvad som helst med nok så fremmede mennesker – ja, til selv, som det hed i min barndom, at ”få fremmede”. Det andet mennesket, og samværet og samlivet her, som en umistelig, livgivende del af det menneskelige. Vi mærker det. Vi véd det tydeligere end ellers. For vi har fastet – længe!

Jeg hørte en radio-kok i Mad-radio fortælle mundvandsfyldt og begejstret om den ene konkrete ret og madingrediens efter den anden, mens han stod og kokkererede. Men så slog han pludselig om, og sagde – som det jeg vil kalde et meget, meget vigtigt kostråd – at det lige nu og fremover, for radiokokken at se, vil være meget vigtigt, at vi ikke splitter hinanden unødigt op i diverse madrestriktionsgrupper med folk, som ikke kan eller vil spise sammen. Fordi en er vegetar eller veganer, en anden spiser ikke gluten, eller drikker ikke alkohol, eller kaffe, spiser kage osv. Der kan være virkelig gode grunde til både den ene og den anden form for afholdenhed, men vi må ikke blive kræsne over for hinanden!

Vi må gøre alt, hvad vi hver især kan for at kunne komme sammen – også på tværs af alle mulige barrierer – og meget gerne sidde sammen ved samme bord (som ved nadverbordet for eksempel) – bordfællesskabet, det daglige brød: ”gode venner, trofaste naboer og andet lignende” – det er den vej, vi skal.

Sogne-nedlukning og genåbnede sind

Nu er så det og det sogn blevet nedlukket, har man i den seneste tid dagligt kunnet høre. Da jeg første gang hørte det, tænkte jeg: nå, ja, men det er jo den vej det går i det folkekirkelige med stadig større pastorater og sogne-nedlukninger. Men nej, det var sandelig betegnelsen ”sogn” anvendt uden for det kirkelige – her og nu i corona-sammenhængen, hvor man har fået brug for at kunne operere med langt mindre enheder end region og kommune.

Sognet er den helt gamle betegnelse for, hvem der hører sammen i et bestemt afgrænset område med de fællessager, der her fra gammel tid har været at stå sammen om. I de seneste tusind år, kirken inklusive. Og nu i dag jo altså, bortset fra en undtagelsessituation som nu med coronaen, en betegnelse som udelukkende anvendes i det kirkelige. Sognerådet findes ikke længere, men menighedsrådet gør stadig, om end ofte nu i dag med flere sogne slået sammen med ét pastorats-råd som styrende organ.

Ordet sogn udspringer af verbet at sogne, som betyder: dem, der søger sammen. Søger sammen om samme kirke, ting og retsområde. Selv om jeg nu har fundet ud af, at begrebet sogne-nedlukning lige for tiden udelukkende handler om forsøget på at kontrollere corona-smitten, så gyser det i mig, hver gang jeg hører det. Jeg er nok bange for, at det smitter! At sogne-nedlukninger i fremtiden skal komme endnu mere massivt tilstede som – isoleret set – udtryk for en folkekirkelig deroute. Men også som udtryk for en mere generel medmenneskelighedsderoute, hvor vi i stadig ringere grad vil ”sogne” og søge sammen i det geografisk set nære, lokale område.  Vi er jo blevet så vældigt mobile. Coronaen den har først og fremmest holdt os hjemme og for en tid spærret os inde i bittesmå sociale bobler. Nu letter den. Og det gør vi nok også snart i vidt omfang. Mod ret så fjerne rejsemål endda. Og vi glæder os. Glæder os til en ordentlig god gang gammeldags normalitet med fester og samvær langt uden for ikke bare hjemmets men sandelig også sognets grænser. Og samtidig så håber jeg, at vi længe endnu vil blive ved med at sogne i tilstrækkelig høj grad til, at vi kan holde liv i sognekirken, som på ét plan er bygget af marksten og mursten for måske endda meget længe siden, men som på et andet plan, og i grunden, er bygget af aktuelle nulevende stene (tak, Grundtvig!) – dig og mig.

Lad os alle sogne! Søg kirken og gudstjenesten! Og lad os ikke bevæge os mod yderligere nedlukninger men mod stadige genåbninger af såvel evangeliet som vores egne sind!

Et solstrejf i en vandpyt

Til påskens evangelium (2. påskedag – Lukas 24,13-35) hører beretningen om de to nedslåede disciple på vejen til Emmaus den første påskedag, sammen med en fremmed, som på vejen åbnede skrifterne for dem, og som de ved bordet om aftenen med et, da han brød brødet, i et glimt så, var Ham! Den opstandne. Den døde, men nu opstandne Kristus, vor Herre. Hos dem ved bordet og på vejen! Mødet med Guds magt ser måske i udgangspunktet ikke ud af så meget. Og dog, så gør det en verden til forskel. I bogen ”De gudsforladtes Gud” (2012) taler teologen Lars Sandbeck om Guds magt, som det han kalder: subtil magt. Ikke bastant, rå, brutal, primitiv magt, men sart, fin, underfundig og forunderlig magt. Sandbeck skriver: ”En tsunami er f.eks. ikke en subtil, men en brutal og ubestridelig magt; et kys derimod kan være en subtil magt, det er sart og fint, næsten umærkeligt, og alligevel kan det ændre alt. Formlen for den subtile magt er: ”der skal så lidt til at ændre så meget”.”

”Et solstrejf i en vandpyt” som Grethe og Jørgen Ingemann i sin tid (1963) sang det i ”Dansevise”: ”Et solstrejf i en vandpyt / et lille kindkys af en vind / og sivet, der nynner / at livet begynder / sit spind i dit sind / Et sølvfløjt fra en trætop / en svag tagfat-lyd af en kat / en rislen i bækken / en hvislen i hækken / der si’r, at det ikke mer’ er nat…”

Vi er omgivet af subtil magt af så mange slags. Og den guddommelige er al tid den gode. Som Sandbeck siger det: Gud er kærlighed. ”Guds magt er måske nok sindrig, til tider måske ligefrem udspekuleret, men den er ikke tvetydig, den er ikke subtil i den forstand, at vi ikke kan vide, om et kys fra Gud er en kærlighedserklæring eller et dødskys. Hvis evangelierne har ret, så er Gud ikke tvetydig i sin subtile magt, men entydig, dvs. han virker igennem den lille forskel, der gør en stor forskel, på en entydigt kærlig og god måde.”

”Et solstrejf i en vandpyt / et lille kindkys af en vind / og sivet, der nynner / at livet begynder…” Åh ja! At livet begynder på ny. Igen og igen. Og engang: for evigt. Vi får se. Vor Herre fører os, som den gode hyrde. Fører os ad snoede veje. Og livet er bestemt ikke altid en dans på roser. Men en dans det er det. – Også for Marie Magdalene, som vi synger om det (og snart skal vi igen synge sammen, også indenfor i kirken) i Grundtvigs salme ”Tag det sorte kors fra graven!” – om den første påskedag, med Marie Magdalene derude ved gravhulen, som var tom – tom og forladt – ligesom hun selv. Da var det hun midt i al sin gråd og store forladthed hørte sit eget navn blive nævnt – ”Maria!” – og det var med hans stemme det lød. Den dødes. Nej, den opstandnes! Herrens. Hyrdens. Den gode hyrdes stemme, med hendes navns nævnelse. Så lidt, og så med et alt forandret! Med salmens ord, så fine og sarte, om Marie Magdalenes nye begyndelse denne påskemorgen: ”Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I den grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” Glædelig påske!

Perseverance – udholdenhed

På planeten Mars kører nu, siden torsdag den 18. februar 2021, et lille sekshjulet robotkøretøj rundt i ensom majestæt og foretager undersøgelser med det særlige formål at forsøge at finde ud af, om der har været liv på Mars. Køretøjet hedder Perseverance og er begyndt at sende fotos i en lind strøm til jorden, hvilket den gerne skulle kunne fortsætte med i en rum tid endnu.

Perseverance betyder udholdenhed. Her på planeten Jorden skulle der efter sigende være en hel del liv. Men meget er i denne tid gået i dvale, for ikke at sige gået helt død, præget som det menneskelige samfund p.t. er det, af coronavirus og langvarig nedlukning. Det mærkes. Det er udfordrende for de mange af os, som er så vante til fri og livlig omgang med hinanden. Nu spørger jeg så: Er Perseverance, altså: Udholdenhed, udelukkende et robotkøretøj på Mars fjernt fra jorden, eller findes den også her på planeten?Hvordan står det til med udholdenheden? Din og min? Der er tæret på den, ingen tvivl om det. Men mon ikke den stadig kører rundt et sted derinde i sindet på de fleste af os. Som et lille sekshjulet køretøj der humper af sted i et støvet og hullet og kraterfyldt landskab. Engang imellem helt uden radiokontakt. Uden signaler at modtage. Men så pludselig så er den der igen. Udholdenheden er en fantastisk faktor i det menneskelige. I virkeligheden, tror jeg, nært beslægtet med nysgerrigheden.

Jeg kender en mand på 66. Han har siden han var 22, altså i 2/3 dele af sit liv, tumlet med kræftsygdom. Nu er han af lægerne erklæret for terminal, hvilket han så p.t. har været i omkring to år. Med smil på læben fortæller manden mig, at hans daglige liv er nærmest helt upåvirket af coronaen. Når hjemmehjælperne og sygeplejerske har fået ham hjulpet op og gjort i stand og gjort klar til dagen er det allerede blevet hen midt på formiddagen. ”Så vil jeg jo gerne”, siger manden som nu sidder rank i sin kørestol, ”have kræfterne til at få tegnet lidt og læst nogle sider i en roman eller kigget i en af kunstbøgerne”. Hans lille lejlighed er et righoldigt bibliotek med masser af gode bøger samlet gennem mange år. Jeg fortæller ham, at jeg ser ham som en modstandsmand, en frihedskæmper. Et af de mest udholdende mennesker, jeg har kendt. ”Hvor får du mon din udholdenhed fra?”, spørger jeg ham – og han svarer efter en lille betænkningstid, med det jeg vil kalde et drenget smil: ”Jeg tror, det skyldes min nysgerrighed. Jeg vil gerne vide, hvad der er henne om det næste hjørne. Hvad der kommer til at ske.” Og et øjeblik efter: ”Og nu er det jo ved at være forår. Og så er der jo også alle fuglene.” Se, sådan kan man have det, også i en coronatid, når man er landet godt og grundigt her på jorden med en tilpas stor nysgerrighed. Uanset betingelserne og oddsene, så med udholdenheden kørende rundt derinde, bakke op og bakke ned, som et lille fartøj, der bare vil videre ud over stepperne, så længe der overhovedet er den mindste smule kraft på batterierne.