ALLEHELGEN. DØDEN ER VOR FJENDE

Kristendommen, evangeliet, kan karakteriseres som en voldsom protest mod døden og al dens væsen. At døden altså, virkelig, er vor fjende. Selvfølgelig kan døden komme som en befrielse, fordi der ikke var mere at gøre. Al behandling var udsigtsløs og livet én stor smerte. Men det betyder jo ikke, at det var døden, vi ville. Var der kærlighed på spil, så var det livet, vi ville, og døden, der var og er fjenden. Så er det den, vi vil protestere og kæmpe imod, hvor tåbelig en kamp det så end måtte synes at være.
For godt ti år siden døde fortælleren, digteren og sprogkunstneren Anne Sophie

Seidelin. Med hendes ord beder vi ved én af efterårets gudstjenester: “..Gud, vor Far i himlen… Lad os takke dig, hver gang vi trækker vejret, / lad os elske livet i dig, og i alle, som du gav liv, / lad os sørge med dig over døden / og aldrig give den ret …”.

I kapitlet “Naturligvis er døden en fjende” – i bogen “På isflagen” – fortæller Anna Sophie Seidelin om det at blive gammel. Om ikke at være bange for at dø. Om at komme sine forældre nærmere, fordi barndommen tit rykker nær. Om vidunderligt morsomme drømme, hvor hun på en ny og uventet måde er sammen med sin nu afdøde mand: “Og det er glædeligt og trøsteligt.” siger hun, “så er han sådan, som han er og var, og så er glæden fuldstændig den  samme, som den altid var – så er man pludselig ung et par timer.”

Men hun taler også i det følgende om, at det betyder jo selvfølgelig ikke, at døden på nogen måde er en ven. Døden er fjenden. “Der er jo det mærkværdige” siger Anne Sophie Seidelin “at man elsker livet så meget, og elsker denne jord såså meget, at døden naturligvis er en fjende. Og det er den, hvad enten man tænker et evigt liv eller ej – så er livet her…. Og talt religiøst så ville det jo være den afskyeligste skam, hvis man ikke elskede det liv, som er skabt, og som man er i – en utaknemmelighed uden lige..” meget, og elsker de mennesker der er på den, levende og døde,

“Og da håber jeg” slutter Anne Sophie Seidelin “at jeg vil bevare min lyst til at leve, lige til jeg omkommer, og ikke sige farvel til nogetsomhelst med glæde. Og hvad der så er på den anden side, da må vi ganske alvorligt og i ordets bogstaveligste forstand sige: det må Gud vide!”. (s.113)

Det må Gud vide! Hvad vi véd, det er, at vi er på denne side. Her, hvor det hører med til livet, at vi skal miste og sørge! Døden skal vi af al kraft protestere og kæmpe imod. Men ikke sorgen. Den hører med. Sorgen hører med til livet! Som en taknemmelighed over det, der var. Som en opstand mod døden og al dens væsen.

Det er, hvad evangeliet vil. Det er, hvad kærligheden vil – ”..kærlighedens ild” –  ”hvor den blusser bor livsgrøden, / hvor den slukkes, hersker døden.” (Grundtvig, DDS 710,7).