TAKNEMMELIGHEDS OG VEMODS TID

Når høst er vel tilende” skriver Henrik Pontoppidan et sted, ”og sommerens fugle draget bort og sæden ligger godt gemt i stakke og lader, kan det undertiden hænde, at folk, bedst som de går omkring og har travlt med at forberede sig på vinteren, overraskes af en række festligt skinnende solskinsdage. Der kommer en grøde i luften, (så bonden ganske ængsteligt skotter til sin nye rug, der skyder i vejret som på en forårsdag.) Spirer og spildte korn, der for længst har trykket sig ned under mulde og givet sig vinteren i vold, farer på én gang op i lange strå og ser sig som i glad forundring omkring fra grøftekanter og stubmarker… Skovene svulmer i broget fylde, og hist og her i bondens haver begynder frugttræerne at skyde nye blomsterknopper.”

Men så er det, som Henrik Pontoppidan skriver det: ”pludselig en nat farer der en frostkold vind henover landet; og folk, der om morgenen kigger gennem vinduet ud til deres blomsterbede, ser træerne hænge med bladene, – festglansen er som blæst bort. Engene falmer; rugmarken sygner hen. I tunge oktobertåger ruller vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde skove.”

———

Taknemligheds og vemods tid. Alt hvad der spirer, vokser op og gror skal også dø. Er det da hele meningen, også med os: At vi skal vokse op, blomstre kort, og så ellers blot visne for at dø? Nej, vi skal mere end det.

”At flyve som et forårsfrø” skriver Alex Garff i sin dejlige sensommersang om septembers himmel – om søndagsstille ro – stubbede marker – og røde æbler:

“At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive

er kun at visne for at dø,

kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.”

At dit røde hybenhjerte slår og banker for noget og nogen – om end bag nok så falmet rosendragt – det er, hvad der virkelig betyder noget. Vi skal, som alt muligt andet levende, sætte frugt. Blandt andet, og som noget meget væsentligt, gennem ordene. Derfor er det så vigtigt, at de ord vi taler og hører er ægte og varme. Hjertelige. Ikke uden modsigelse, holdning og temperament. Men ærlige og troværdige. Talte fra hjerte til hjerte – med den virkning i sig, at grobunden for det sandt menneskelige holdes levende og frugtbar i os. Og det på en måde så at vi kan gå også efterårets, modenhedens og høstens tid i møde med frimodighed, fordi den del hører med som meningen med det hele.

Når ”festglansen” er borte – når ”tunge oktobertåger ruller vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde skove” – så at kunne gå også den tid i møde med fortrøstning, det er så vigtigt. Måske nok med det vemod som hører alle bløde røde bankende hybenhjerter til, men sandelig også med den taknemlighed, som kommer af at ”have fået høsten i hus”. At hvor bøvlet det så end blev, mit levede liv – og måske endda også udsigtsløst ind imellem – så blev det ikke frugtesløst.

For det takker vi hver især vor Gud og Skaber – og be´r Ham bevare os alle i den sammenhæng, hvor høsttid, dybest set, slet ikke er afslutning, men begyndelse og fest – til evig tid i Guds rige.