I anledning af min 60 års fødselsdag den 14. december har jeg på eget forlag (via BoD) udgivet bogen MENNESKE FØRST (Møder med mennesker i Vær og Nebel sogne ved Horsens – Kirkebladsportrætter, ”Sogn og kirke”, 1994-2017). Bogen sælges for 60,- ved henvendelse (e-mail) til mig. Her følger de første 3 sider af bogens indledende forord (s. 4-15) om mødet med mennesker gennem mine små 30 år som præst:
Jeg har været sognepræst i Vær og Nebel sogne siden advent 1988. Horsens havde jeg dengang i mit hidtidige liv været inde i to gange og kørt forbi en hel del flere gange. Vær og Nebel sogne vidste jeg intet som helst om, udover det jeg havde læst mig til i stillingsopslaget og nu i sensommeren 1988 på besøg i sognene ved selvsyn så: Nebel sogn med store marker og den gamle kirketomt så smukt beliggende nord for Nørrestrand. Vær sogn med skov og forstadsbebyggelse ned mod fjorden, kirken og præstegården ensomt beliggende ovenfor søen og et område længere oppe i højderne, der ligefrem hed Bjergene! Jeg har aldrig nogensinde fortrudt, at det var her i Vær og Nebel sogne jeg søgte og fik embede. Jeg er vokset op i de flade sydvestjyske egne omkring Ribe og Esbjerg, og troede op gennem studieårene i Århus, at det nok var her til det vestjyske, jeg engang ville vende tilbage og finde mit arbejdsliv. Sådan blev det ikke. Det blev herovre på den anden side i de østjyske bakker nord for Horsens fjord. Et landskab med læ og lune, og fede jorder. Tæt befolket og med en tiltrækningskraft i disse år på mange andre end en præsteuddannet bondesøn fra Jernvedlund.
Et er landskabet og klimaet, noget andet og mindst ligeså væsentligt er menneskene, du møder. Mødet med mennesker, som begyndte helt tilbage til dengang, vi hver især kom til verden. Og blev modtaget af en jordemor. Måske en læge og sygeplejerske med. Eller alene en far og en mor. Eller en mor helt alene. Ét andet menneske var der i det mindste. I mit virke som sognepræst i Vær og Nebel sogne er det mere end noget andet det, der har haft betydning fra den allerførste dag: Mødet med mennesker. Helt konkrete mennesker og personer med navne, ansigt og stemme. Landskabet. Egnen. Landet og klimaet. Og vigtigst af alt: menneskene du møder. Mødet med mennesker hører for mig at se til som det både allerførste og største og væsentligste her i livet. Fra barndommens land og hele vejen op gennem historien: At have nogle at mødes med og ses med og dele liv med. Måske blot en aftenstund. Eller en søndag formiddag i kirken.
Skovtrolden og Himmelhunden
En sommerlørdag aften for mange år siden fik vi besøg i præstegården af en mand med en hund og en tungtlastet barnevogn. Manden hed Per, men blev mest kaldt Skovtrolden, forstod vi. Vi sad og snakkede i spisestuen en halvanden times tid, og hvis bare Per fik en bajer sådan knapt hver halve time, så gik det fint. På et tidspunkt gik det op for ham, at det var en præstegård, og at jeg var præsten. Og Per bebudede, at så ville han komme i kirke dagen efter. Vi spurgte, om han ville have en seng til natten, men han ville helst sove i det fri. Jeg regnede ikke med at få Skovtrolden at se nogensinde mere. Men næste dag, søndag formiddag, da jeg kom til Serridslev kirke, stod der en ret genkendelig barnevogn udenfor kirken. Inde i kirken var der dog ingen Per. Men kort før gudstjenesten skulle gå i gang blev der skramlet ret kraftigt nede ved døren og ind trådte Skovtrolden med sin hund. De satte sig ind på en af de nederste bænke. Under klokkeringningen gik jeg ned og satte mig ind ved siden af Per, og hviskede til ham, at aftenen før, mens vi sad i præstegården, havde hunden jo ligget ligeså fint udenfor ved barnevognen – om ikke også den kunne det nu under gudstjenesten? ”Ved du hvad, præst”, sagde Per, ”det her, det er Guds hus. Og i Guds hus er der også plads til min hund! Og den ligger jo helt stille”. Ja, det måtte jeg give ham ret i bøje mig for. Både det ene og det andet. Under første del af gudstjenesten lød der et par gange nede fra Pers bænk en lyd, der umiskendeligt mindede om lyden, som når man fjerner kapslen fra en ølflaske. Prædiketeksten og prædikenen den søndag havde et emne og en tematik, som faktisk havde rigtig godt af, at Skovtrolden med sin hund og sin skæve anderledeshed var tilstede i gudstjenesten. Og jeg tænkte: hvis han går til alters, så skal han få et bæger portvin fyldt til randen (hunden havde jeg ikke lige i tankerne i den forbindelse). Men da jeg efter salmen efter prædikenen vendte rundt fra alteret for at sige indstiftelsesordene, var hverken Per eller hunden tilstede. Kirketjeneren fortalte, at de var gået ud under salmen. Det vil sige, Per havde båret hunden, som var faldet i søvn under prædikenen, i begge sine arme ud derfra. Jeg har ikke set dem siden. Og jeg vil tro, at de begge er i himlen nu – Skovtrolden og Himmelhunden!