Sidder du i din læsekrog eller et andet godt sted, uden forstyrrelser udefra? Gør du det, så sæt dig godt til rette i stolen. Vend din opmærksomhed mod dit eget åndedrag: ånde ind, og ånde ud, og ånde ind igen. Dyb indånding. Lang udånding. Dyb indånding på ny. Tage imod og give slip, og tage imod igen. – Dette under, at lungernes hæves og sænkes, og du drager ånde. Og at hjertet slår i dit bryst og har gjort det måske længe. Uden at du nogensinde selv har gjort noget som helst for, at det sker. Det er et under. Livet – det biologiske, det fysiske og legemlige, for os som mennesker tillige det psykiske, det sjælelige og det åndelige – set som et mirakel. I udgangspunktet, under og mirakel, at hjertet slår og slår, og blodet bruser – at lungerne hæves og sænkes, og åndedraget finder sted. Så at vi kan være i live og her til stede.
Nærværende og opmærksomme. Til tider tankefulde og undrende.
Bortset fra alle de andre lyde, støjen og larmen inklusive, er der i Danmark kun få steder, hvor man ikke ved morgen og ved aften vil kunne høre en kirkeklokke eller flere ringe solen op og ringe solen ned. De omkring hundrede almindelige klokkeslag efterfulgt af de tre gange tre bedeslag. Sådan som det har lydt ud over landet i tusind år. Også, både dengang som nu, ved gudstjenestens indledning – ved dåb og konfirmation, bryllup og begravelse.
Kirkeklokken kalder os sammen. Kalder os til bøn og gudstjeneste. Kalder os til eftertanke og bevidsthed om noget større end os selv. Ved morgen og ved aften. Og om søndagen som det særlige. – Det var intet mindre end genialt, da de gamle ved kristendommens indførelse etablerede klokketårne med kirkeklokker til at kalde sammen. Man kan lukke øjnene og kigge den anden vej og ignorere det ene og det andet. Det er straks vanskeligere at lukke ørerne og fuldstændig ignorere for eksempel kirkeklokkens klang. Sådan blev kristendommen fra begyndelsen ”ringet ind” i folket.
Jeg sad som almindelig kirkegænger ved en gudstjeneste for nogle år siden og kom til at tænke på, eller rettere: mærke bedeslagene som vejviser for det dybe åndedrag: de tre gange tre bedeslag som indledning til gudstjenesten og som en virkelig god guide for det dybe, rolige åndedrag. På det første slag: ånde ind! På det andet slag: holde på vejret (din ånde)! På det tredje slag: ånde ud! Og i mellemrummet inden den næste ”serie” af de tre bedeslag: vente! Vente på igen at kunne ånde ind. Dette mirakel, dette under: at ånde. At få liv og ånde fra øjeblik til øjeblik. Ånde af nåde. For det er vel ikke sådan, at du går rundt og roser og takker dig selv for dit åndedrag? Hvad angår de cirka hundrede almindelige klokkeslag, der falder før bedeslagene, så ringes de – også ifølge Kirkeministeriets senest udsendte ”Vejledning til klokkeringning” – med en rytme, der svarer til hvilepulsen med en 50-60 hjerteslag pr. minut. Og hvad så med kimningen – de hurtige klokkeslag op til de store højhelligdage og når vi holder bryllup? Jo, de svarer til brudens løb og høje puls, når hun er for sent på den. Eller gommens nervøsitet. Eller til glæden, når den tager fuldstændig over, og hjertet bare hamrer løs, så der ringes og kimes, nu også i både bryst og barm.
Åndedraget er en velsignelse. Som hjerteslaget, ren velsignelse. Alting begynder med velsignelsen. Uforskyldt at komme til live og være i live fra øjeblik til øjeblik. Med mulighed for at mødes og være sammen i det nu, der er.
Nærværende og opmærksomme. Til tider tankefulde og undrende.
(Ovenstående er fra forordet i min ny-udkomne bog ”NÆR VÆR”, Eksistensen (2021))