I bogen ”Jeg har ladet mig fortælle …” har jeg selvfølgelig også inddraget Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg. Blandt andet historien om Det store julegilde på Katholt, hvor medfølelsen løb af med Emil, og han anden juledag, mens forældrene var draget på julebesøg, fik arrangeret julegilde for alle fattiglemmerne fra fattighuset.
Hele tredje juledag sad Emil i brændeskuret. Men det var uden tvivl det hele værd, når han tænkte på fattiglemmernes glæde ved det uventede julegilde på Katholt.

Og livet på Katholt det sin gang. Snart var vinter forbi, og det blev forår. En forårsaften da Emil pilefløjtespillende gik hjem fra en fisketur sammen med Alfred, sagde han: ” ”Ved du, hvad jeg skal lave i morgen?” ”Nej,” sagde Alfred. ”Er det en skarnstreg?” Emil satte fløjten for munden og begyndte igen at spille på den. Han gik lidt og fløjtede, mens han tænkte, så det knagede. ”Det ved jeg ikke,” sagde han endelig. ”Det ved jeg aldrig før bagefter.”

Man må turde tage nogen chancer. Vi må turde tage nogen chancer med syn og sans for de små og de klemte. Ensomme, fattige eller måske velhavende, foragtede og udstødte mennesker.

Det er her, i dette felt af medmenneskelighed, og aldrig udenom det, at det himmelske og guddommelige kommer til. At Gud selv kommer til, som vi hører om det i julens uforglemmelige budskab. ”Og det skete i de dage…” Og det sker nu igen – og igen – at Gud går ind i det menneskelige. Og, ganske som i Menneskesønnens skikkelse, gør godt. Giver sig selv. Giver sig selv til os, og dermed os til hinanden. Så at vi kan nå rundt om træet. Rundt om alt det vi har fælles. Og ind gennem grene og glitter få øje for hinanden. Også dem langt længere ude end i den nærmeste kreds. Dem der ikke var plads til i herberget. Dem der så ud til at måtte nøjes. Eller ligefrem lide. Lide afsavn. Lide ensomhed og smerte, som hører med til tilværelsen. Men ikke i et væk. For lyset skinner i mørket: ”Det folk, der vandrer i mørket / skal se et stort lys, / lyset skinner for dem, / der bor i mørkets land.” For det skete i de dage – og sagt med englens ord: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Guds nåde på jord. For den kan ingen vide sig sikker. Glædelig jul og godt nytår!

Jeg er på besøg, eller måske rettere: ophold, hjemme hos mine forældre i disse overrumplende varme løvfaldssommerdage sidst i september, først i oktober 2011. Jeg sidder en del af tiden i campingvognen heromme bagved det hele ved siden af Den Gamle Hønsegård, det mest mytologisk ladede landskab i mit liv. Her hvor alting, som i skabelsens tid, begyndte og blev til ud af ingenting.

Jeg er her for at færdigredigere manuskriptet til ”Jeg har ladet mig fortælle …”, en bog som, selv fortællende, kredser omkring temaet fortælling og identitet. Og som efter planen udkommer på Forlaget Aros sent i efteråret 2011. Om Den Gamle Hønsegård skriver jeg her blandt andet:

”Den Gamle Hønsegårds omkring 400 kvadratmeter bestod rent fysisk af mindre åbninger mellem høje elmetræer, lavere mirabeller og hyld. Men ét er det fysiske, noget andet og ligeså vigtigt er sjælen. Eller: Ånden.

Ethvert sted har sin ånd. Formet og farvet af de fortællinger, der hører stedet til og hele tiden på ny kommer til. Stedets ånd kan ikke indfanges, men fornemmes. Jeg er ikke i tvivl om, at Den Gamle Hønsegårds ånd var præget af dens første fritgående indbyggere og deres måde at være til. I hvert fald så var det her, vi børn, dag efter dag, foldede os ud i en stadig omsætning af materialer, som de voksne regnede for affald og gammelt skrammel… I Den Gamle Hønsegård var identiteten flydende, mulighederne mangfoldige, og dog var grænserne givet. Mor og far havde sat dem.”

Dette sidste genoplever jeg nu igen, som altid når jeg er hjemme hos mine forældre, på en ganske særlig måde.

Jeg ser og mærker og registrerer, hvordan dele af min fars og min mors kropssprog og mimik og vaner har sat sig i mig. Jeg, som er en midaldrende mand midt i halvtredserne og selv synes, jeg er kommet ret langt hjemmefra og i mange henseender blevet mig selv, må konstatere, at jeg samtidig også er del af en historie og en sammenhæng, som jeg på både godt og ondt aldrig undslipper i live. Min mors lidt urolige rastløse virren og pillen med fingrene og flytten sig rundt i stolen. Min fars let utålmodige bevægelser og springen rundt, for slet ikke at tale om hans mave, som i faretruende grad synes at bule ud nu også i min krop. Og umådelig meget mere end det. I væsen og væremåde og andet væsentligt ser jeg med taknemmelighed såvel som (noget nær) afmægtig konstatering mig selv som udrundet af og knyttet til en historie langt større end min egen isolerede livshistorie. Hvis man da overhovedet kan tale om et menneskes egen isolerede livshistorie!

I går var jeg på en halvdags køretur sammen med min far. Først på besøg hos hans mor, min farmor, på plejehjemmet (farmor fylder 103 den 26. november) og bagefter med min far rundt i barndommens landskab. Vel at mærke ikke først og fremmest hans barndoms land men min farmors: Fødehjemmet i Vrøgum, skolen, kirken og kirkegården.

Også her har jeg til en vis grad hjemme. Også herudaf er jeg kommet. Har jeg ladet mig fortælle. Er jeg blevet til. Og ligesom alle andre, uanset hvad og hvor kringlet og sært og sammensat, så dog blevet til noget!

Omme bagved gården ”Elmely” i Dybmose i Sydvestjylland, hvor mine forældre har levet hele mit eget godt og vel 53-årige liv, har jeg fået min halvgamle campingvogn opstillet. Eller opstaldet. Den står tæt ved møddingmuren på et sted, hvor der engang var staklade med hø og halm. I høsten var her liv og glade dage i al knokleriet og på mange andre dage året rundt var det en yndet legeplads for os børn. Nu er der hverken staklade, halm eller mødding tilbage. Forfaldet er tydeligt. Naturen tager stille og roligt, eller rettere, stædigt vedholdende over med sit vejr og sine vækster. Her mellem campingvognen og møddingmuren i form af blandt andet en del brændenælder men også som ved et under en hindbærbusk med røde bær.
Det er fint for mig på den måde at kunne besøge mine forældre henover en række dage. Være sammen med dem, spise, tale, snakke og få et indblik i deres gode gamle-dages-dagligliv – og så samtidig kunne trække mig tilbage til campingvognen heromme bagved det hele. Læse, sove, skrive. Tænke og falde i staver. Sidde på stolen ved bordet herudenfor og kigge mig omkring på den lille stump verden, som geografisk og matrikelmæssigt engang var om ikke det hele, så langt mere end det halve.

Det var her, jeg blev til. Det var her, jeg stavrede rundt som lille og legede mig ind i verden. Det var her jeg lidt større begyndte at få opgaver som at hente køer og være med til at køre roer ind, muge ud i stalden, hjælpe til i høsten med at få halmen i hus og meget andet. Det var heromme, jeg sammen med mine små søstre, nabobørn og skolekammerater indtog Den Gamle Hønsegård. Gravede og byggede og gjorde ved og ikke skænkede forfaldet og tiden der går og går én eneste tanke. Det gjorde den bare. Tiden. Gik. Og meget af tiden gik den godt.

På ”camping” heromme bagved det hele mærker jeg, hvor godt det i grunden er at være til. Også selvom en pæn del af tiden er gået. Bag forfaldet, brændenælderne og den forsvundne staklade findes en baggrund, som ikke fuldstændig forsvinder for mig, og som jeg stadig suger næring af til at leve mit liv nu i dag.

Det er godt at have tilholdssteder. Det er godt, at der er så meget godt i grunden. Inklusive baggrunden. Steder og mennesker der gjorde én så godt, at det er svært at få det ordentlig godtgjort.

Alberte Winding sætter ord på en væsentlig side af det hele i sangen “Tidernes morgen”, hvor hun synger – og lad det så være godt for nu: “Når du klarer dig… så er det nok fordi, / at nogen engang, / har elsket dig et godt stykke hen ad vejen. / At nogen har holdt dig varm, / hvis ikke i går så i tidernes morgen.”

Jeg er selv vokset op indenfor det missionske, og kender så udmærket fra jeg var lille – fortalt af min kærlige mor og ligeså kærlige og varme bedstemor – tanker og ideer om fortabelse. Jeg trøstede mig dengang med, at det jo da i hvert fald ikke var nogle af dem jeg kendte, der skulle den vej. Alle var jo missionske og frelste. De andre, naboer og skolekammeraters familier, kom vel bare i andre missionshuse end det jeg selv var med til møder i sammen med mine forældre.
Jeg var faktisk et stykke oppe i skolealderen, før det gik op for mig, at det forholdt sig helt anderledes. Ja, at kun et absolut mindretal – og i min egen klasse kun én mere, og det var min træfætter – hørte til indenfor det missionske. Det var som et slag i mellemgulvet, et skud for boven. For hvad nu? Betød det at Tonny, Frants, Carlo, Palle, Jan og alle de andre kammerater (sandsynligvis!) skulle gå ad Helvede til?

Nej. Forståelsen er helt gal. Og det tror jeg faktisk også mine egne forældre og mange andre fra det missionske nu i dag mener. Og min bedstemor, som gik bort for mange år siden, er, forestiller jeg mig, nu fuldstændig overbevist om en langt større virkelighed i det hinsidige, end den hun først havde forestillet sig!

Gud er ikke bare velsignelsens, nådens og barmhjertighedens Gud. Gud er også overraskelsens Gud.

Der er noget, som altid går rivegalt, når man vil forstå bibelens tale om fortabelse, som noget der udelukker nogle fra det himmelske – for det er jo altid de andre!

Den slags tanker og ideer om evigheden udspringer i virkeligheden af vore egne lavloftede sind og tendens til smålighed.

Hvad vi vil, det er én ting. Hvad Gud vil, er gudskelov ofte noget ganske andet. Og Gud vil at alle mennesker skal frelses. Og Gud vil det helhjertet. Så meget at Gud i Jesus Kristus har sat sig selv, sit eget guddommelige liv ind på det.

Som teologen Niels Henrik Gregersen skriver det: ”Kun mennesket er sin egen fjende. Den store uhygge ligger ikke hos Gud, men hos os selv.”

Fortabelsen findes. Der er rigeligt af den – på denne side døden! Uhyggeligt er det hvor ensomt og fortabt et menneskes liv kan blive. Hvor vigtigt er det ikke, at vi tager os af hinanden. Rækker hinanden hånden med syn og med sans for det virkeligt himmelske: At det himmelske liv finder sted, når vi finder sammen i gensidig forståelse for hinanden dybeste behov. Det er her himlen begynder. Det er her de stærkeste glimt af Guds rige findes og lyser op så helvedesild og fortabelse fortabes af syne.

”Hvis nogen,” synger Kim Larsen i sangen til Susan Himmelblå, ”Hvis nogen, sir det hele går ad Helvede til, så tro dem ikke!” Tro på nåden og barmhjertigheden. Tro på Gud som den der rækker hånden ud for at være med os alle dage indtil verdens ende, ja, langt ind på den anden side af alt det, vi kender til. Den tro er ingen snydt med.

Min far og jeg tog en augustdag for få år siden på en lille tur. Turen gik fra det aller vestligste Jylland og tværs over til Øster Nykirke ved Give med små ophold de forskellige steder og gårde, min far tjente, da han var ung. Det er han ikke mere, så vi var også alle stederne indenfor på kirkegårdene. En væsentlig del af min fars livshistorie indbefatter, helt naturligt, kirkegården. Her ligger de, her er de ”stedt til hvile”, den ene og den anden af dem, han levede sit liv sammen med – som barn, som ung og sidenhen. Nu er de døde, men de hører stadig med. Ja, i min fars fortælling og erindring er de faktisk yderst levende!
Den sidste kirkegård vi var inde på hin mindeværdige mandag var, som sagt, Øster Nykirke, hvor blandt mange andre min fars onkel Henry ligger begravet. En mand, forstod jeg, som elskede at lave sjov og have det skægt. Og det fortalte far så om på kirkegården der ved gravstedet, så lattertårerne trillede dér, nærmest som en lille bæk helt fra dengang.

På et tidspunkt, da jeg gik lidt for mig selv, så jeg en fascinerende gravsten. På et for så vidt helt klassisk dansk gravsted nærmest kirkedøren stod og står der her på Øster Nykirke kirkegård en helt almindelig gravsten med den kortest tænkelige inskription. Der står: Ib! Ib, og ikke andet. Et navn.

En mands, et menneskes navn. Og så er meget allerede sagt. Udfra denne korte inskription med blot et navn er et menneske opstået i min forestilling.

Du bor i dit navn! Hvor er det godt at have navn her i verden. ”Navnløs er den ensomme”, skriver Grethe Risbjerg Thomsen i digtet ”Mit menneske” – så: ”Giv mig et navn, min elskede, / forløs mig med et ord!”

Giv mig et navn, min elskede! Et navn at leve og være i. Lad mit navn være et kaldenavn! Et navn nogen, eller bare én, i det mindste, kalder på. Som da vi var små, og troede vi var blevet helt væk, og så far eller mor kaldte med navnet – mit navn – så at verden igen med ét hang sammen.

Som Henning Mortensen fortæller det et sted i ti-binds-krøniken om Ib fra Horsens. Ib sidder ved sin mors dødsleje og tænker tilbage på en påske for mange år siden, da han var en lille 4-5-årig dreng, og med sin far og mor i Lunden, i parken herinde.

På et tidspunkt bliver Ib stående, mens far og mor fortsætter. Om lidt vil de forsvinde bag træer og buske. Men han véd det godt, mor vil snart vende sig og kalde på ham. det kildrer i hele kroppen. Nu vender hun sig. ”Så kalder hun. Han løfter hovedet. Og med ét sætter han i fuldt løb frem mod hende. Nu husker han det. Der er vild latter hen over plænerne … og der er fyldt med gule liljer.”

Som en påskemorgen – den første – med Maria Magdalene ved den tomme grav – og Jesus, den opstandne, som hun først, i morgengryet, troede var havemanden, altså graveren, men så var det, han sagde det – navnet – hendes navn – ”Maria!”, sagde han – ikke andet først. Og i et glimt var alt, som det skulle være.

”Hold mig ikke tilbage”, lød Jesus den opstandnes ord, umiddelbart efter. Nej, fastholde ham – fastholde det Maria her så og mærkede – som konstant nærværende håndgribelig virkelighed lod sig ikke gøre. Men hun havde fået nok til, trods døden og alle tab, at vide sig set og elsket. Og gå videre med dét budskab: ”Jeg har set Herren.” (Joh. 20,1-18)

Du bor i dit navn! Og de som kærligt kaldte og kalder dig ved navn, er knyttet til det. Også på tværs og på trods af døden. ”alle gode navne”, som vi synger det i salmen (DDS 754) om morgenens glæde og den nye velsignede dag, vi har fået at gå ind i. Med Jakob Knudsens ord: ”O, at jeg tør favne dig, skære dag, / kalde dig med navne, min sjæls behag, / alle gode navne, som bedst jeg ved: / Moder, søster, elskte: min kærlighed.”

Det væsentligste i tilværelsen er aldrig baseret på håndgribelig målbar viden.
Dét gælder: Troen, håbet og kærligheden. Det gælder alle de livsvigtige livsbærende fænomener allerinderst inde i det menneskelige: Ingen beviser, men masser af tegn. Bedst af alt: Kærtegn og gode ord.

Ord som når Astrid Lindgren fortalte om sine egne kærlige, varme forældre, Hanna og Samuel August, som gamle:

”En ganske særlig aften i maj 1961, da de var gået i seng og havde snakket færdig om dagens små hændelser, præcis som de plejede, læste Hanna ”Så svandt en dag ud af vor tid”, en salme, som de sang så ofte, og hvis sidste vers lyder: ”Men om jeg hører dødens bud / i denne tyste nat, / Det er min trøst at hos dig, Gud / jeg aldrig er forladt.” Det var det sidste Samuel August nogensinde skulle høre hende sige. Hun fik”, fortæller Astrid Lindgren, ”en hjerneblødning umiddelbart efter, og et par døgn senere havde Samuel August ingen Hanna mere.”

Nej, han havde ingen Hanna mere, men han havde ord som: ”Det er min trøst at hos dig, Gud / jeg aldrig er forladt.”

Det er forfærdeligt sørgeligt at skulle miste den, man elsker.

Det er fantastisk forunderligt, at tab og nederlag, sinds og hjerters tomhed ikke er det sidste.

At vore forestillinger, selv de lyseste, skal overtrumfes af evangeliets og Guds nådes virkelighed.

At vore øjne skal åbnes, og at vi engang i opstandelsen skal se ansigt til ansigt og helt og fuldt være til i Guds kærlighed og ikke andet.

Endnu er vi undervejs. Endnu er vi i det helt nære og daglige. Her, hvor opstandelsen, vel at mærke, begynder og troen og håbet og kærligheden finder næring.

”Å mine brødre og søstre”, sagt med ord lagt i munden på munken, broder Jon: ”Å mine brødre og søstre / tak ham som endnu engang har reddet jer / da I var gravet ned i fortvivlelse / og uden håb; for livet I fik igen / det jævne og fredelige liv, den enkle hverdag / smuk og vidunderlig og uden lige, slid og savn / og glæde, den glæde som ikke lader sig slå ud:/ Glæden over skaberværket, glæden over at være til, / den stille jubel over at være menneske!”

”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, / som jeg nu min egen må kalde…” (DDS 728) Vi synger den hver gang vi holder høstgudstjeneste. Det er, klart nok, en salme som taler særligt stærkt til landmanden, gartneren eller frugtavleren, som dyrker sin jord og som på denne konkrete måde kender til udleveretheden til magter udenfor én selv. Men det er også en salme, som taler til alle os, som fik et sted at vokse op, en familie, et hjem – et tilhørsforhold – et sted at slå rod og rødder at suge næring igennem. Vi kan alle sammen af hjertet synge med på ordene:
”Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,

frimodigt som fuglen i skove,

og takke for regnen, som vander mit land,

for solskin og varme i sommerens brand…”

I bogen ”Landet og året” har Søren Ryge Petersen en meget fin skildring af den sidste høstdag hos de to halvgamle sygdomsplagede brødre, Anders og Julius, som én del sikkert husker fra fjernsynet.

På trods af enhver fornuft, kan man sige, bliver de ved med at drive deres ejendom. Og det er besværligt med den høst. Først er der vejret. Når man har to eller ti eller tyve tønder land byg stående på sine marker, længe efter at alle andre har høstet deres, så bliver vejret altoverskyggende. Så bliver det, det man snakker om, forbander eller lovpriser.

Så kommer da endelig det rigtige vejr og med det sliddet, som er umenneskeligt hårdt for de to, Anders og Julius. Men det lykkes, kornet kommer i hus – og Søren Ryge Petersen skriver: ”Vi snakker om høsten. – ”Er I ikke glade for, at I fik det i hus?” – ”Jo, det er altid godt at få høsten i hus.” – ”Det havde I ikke troet for en uge siden, da det bare regnede og regnede.” – ”Nej, det havde vi ikke.” – ”Og de lover mere regn til aften.” – ”Ja, det gør de.” Og så videre. Emnet er stort. Ordene smager som nybagt rugbrød.”

”Ordene smager som nybagt rugbrød”, det er et godt udtryk. Sådan sanses den lykkelige efter-høst-samtale – og sådan er det i det hele taget med de gode ord vi lever af: De smager som nybagt rugbrød – og giver os, som brødet, nye kræfter.

Også Guds ord. Hvis vi hører det ret, så vil vi kunne fornemme, at Guds ord er virkelig som dagligt brød på denne jord – noget som vi kan leve af og som kan give os næring til at leve i en grundlæggende ubekymrethed i taknemlighed til livets Gud:

”Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang

for ordet og for livet.” (DDS 729)

Påske er opstandelsestid. På alle mulige måder. I vores vidunderlige del af verden helt tydeligt og klart derude i naturen, hvor alting nu står op til nyt liv. Men den kristne påske og tale om opstandelse er andet og mere end natur. Ja, den er faktisk en stærk og livskraftig tale mod det for så vidt mest naturlige af alt, nemlig døden. En tale til liv, kraft og livsmod her hos os endnu levende.

Martin A. Hansen er i sidste del af bogen “Orm og Tyr” inde på vores første danske kristne forfædres, det romanske folks, forhold til opstandelsestanken. At den betød, at de døde nu ikke længere hvileløse gik igen, men at de nu, med kristentroen, vidste, “at de døde sov og blev borte, til de engang selv skulle stå op, som de var.”

Men “hvor er da Guds rige (opstandelsens sted), er det bare (dér) hvor aanderne er. Nej”, skriver Martin A. Hansen “troen ved, at det også er her, og da er opstandelseskraften også her og ikke bare hinsides…. Ikke imod livsaftenens død, men imod den hærgende dødsmagt, det syge, forkvaklede, djævelske i livet, staar Guds rige med dets opstandelseskraft. Her er nat og her er dag i denne verden. Menneskenes hellige pligt er (da) at feste nyt livsmod i planter og dyr. Men selv må de have kirken, hvorfra Guds rige breder sig ud over gaarde og marker, et lyst land i dødsnaturen. Selv må de have kulten, messen, bønnen, syndsforladelsen, velsignelsen, hvorfra varm kraft naar det valne blod. Her staar haab, tro, livsglæde op fra det døde.”           

Derfor må også vi ind i kirken, fordi vi skal have det fortalt. Opstandelsens virkelighed lever af at blive fortalt. Og har lindormen lagt sig rundt om kirken og gjort kirken fjern og spærret os indgangen, som det gamle sagn fortæller, så må vi have den væk igen.

Som det gamle sagn fortæller det, så kommer der en lindorm og lægger sig rundt om kirken. Folk kan ikke komme ind i den. De vælger (da) en tyrekalv og opføder den med sødmælk og nøddekærner. Da syv år er gået fører de tyren mod ormen. Tyren dræber ormen – og går så selv ni skridt derfra – og dør. Både orm og tyr er døde. “Da staar Guds livgivende hus aabent. – Dunkel visdom, -haab, der sejrer foran haabets kilde.”

Som en sten der er væltet fra graven, så der nu, trods døden, er skabt adgang til livet. Det er så voldsomt og ufatteligt, alt det vi står med påskedag. Det vi som kristne har fået at holde os til – at “Kristus er opstanden” og: “Vi skal opstå fra de døde”.

Det er så ufatteligt og dog så er det os ganske nær midt inde i det liv, vi lever. Det er en virkelighed, som sætter sig igennem på så mange planer. Og allermest og allerstærkest dér, hvor vi måske mindst ventede det.

Glædelig påske!

Jeg hørte engang en gammel kone med glans og glød i blikket fortælle om dengang hun få år tilbage efter et fald på fortovet var blevet indlagt med en, ikke bare brækket, men knust skulder. På sygehuset konkluderede lægen: ”Dine åndedrætsproblemer gør, at vi ikke kan operere dig. Du har for lidt ilt i blodet. Vi kan ikke lægge dig i narkose.” Altså, for den gamle kone, en situation fuld af afmagt – sorg og gråd.

Da var det, datteren havde kontaktet overlægen og sagt: ”Min mor er for god til at sidde resten af livet med en vissen skulder og hvad deraf følger. Der må kunne gøres noget.” Trods, i første omgang, afvisning blev datteren ved med at henvende sig. Gentagne gange, med al den myndighed og vægt det alligevel giver at insistere og kæmpe for én, man elsker. – Til sidst gik lægen med til at forsøge, men først efter 7 dage med ilttilførsel. Ved den 7. blodprøve lød meldingen: ”Nu har du ilt nok i blodet til at vi kan operere.” Det blev en vellykket operation – udført af en læge, som lod sig bevæge af en datter, der satte, om ikke alt, så i hvert fald meget, ind for sin gamle mor. – Senere ved kvindens udskrivning ind under jul – og det fortalte den gamle kone mig med en særlig glød, taknemmelighed og stolthed – da havde lægen til afsked sagt til hende: ”Og vil du så hilse din dejlige datter”!

Hvor er det godt at have folk omkring sig – at have én, der vil træde ind for mig – insistere på mine vegne, når jeg ikke længere selv kan. Når jeg bliver gammel og affældig. Afmægtig og uden ret meget kontrol. Eller da jeg var et barn og lå syg. At der da var en far eller mor, der puslede om mig og med alt hvad de kunne og havde i sig insisterede på min trivsel, min helbredelse. Det er alt sammen guld værd og med til at gøre det fuldstændigt umuligt at tale om livet som tomt og meningsløst. Eller at frihed og meningsfylde skulle være noget med selv at have fuld kontrol og ingen afhængighed.

Nej, tværtimod, så er der en mening og en fylde så stor ved det at høre hjemme i en sammenhæng, hvor ikke alting hviler på min egen magt og kontrol. Min egen mulighed for at styre og tilrettelægge, men i sidste ende på at en anden, nemlig én der holder af mig, træder ind for mig.

Det er i det felt – selv om vi ind imellem overhovedet ikke kan se det – så er det i det felt Gud træder frem. Viser ansigt. Nærvær. Dér, hvor vi ellers troede, vi kun havde os selv. Dér er Gud alligevel. Dér er nåden – også i skikkelse af det menneske, som træder ind for mig, når jeg ingenting kan.

Jeg så for nogle år siden på DR-2 en fantastisk fin dokumentarfilm (og hvor ville jeg gerne gense den) om søskendeparret Hugo og Rosa – fulgt over en periode på 10 år, fra 1992 til 2002, i den sidste del af deres lange liv. Hugo og Rosa Bergkvist fra gården Gunby i Roslagen, et lille sted på kloden et stykke vej nord for Stockholm.

Hugo, født 7/12 1900 og lillesøster Rosa, født 7/10 1905. De to sidste af i alt ni søskende. Altid levet sammen på den lille svenskrøde gård med de hvide vinduer. Til helt op allersidst i århundredet, uden el og rindende vand. Stille og roligt sad og gik de nu som gamle rundt med hver deres sysler og al tid god tid.

Søskendekærligheden, varmen og tilfredsheden lyste ud af deres ansigter, af øjne, træk og ord. Taknemmeligheden og sangen fyldte meget for dem begge. For Rosa mest hendes egne fine hjemmelavede viser. For Hugo, som gik mere op i det kirkelige end hun, mest salmerne. Altid en sang på læben som en tak til livets giver.

Og som Hugo sagde det – filmet siddende i midten af en flok børn samlet ved alteret til høstgudstjeneste – ”at Han vil have mig – at Gud vil have os, hver især, som vi er – det har altid undret mig og fyldt mig med dyb taknemmelighed!”

Da Hugo et stykke tid før sin 100 års fødselsdag bliver alvorligt syg og indlagt på hospitalet må Rosa på plejehjem. Åh, sikke en hjemve. Og sikke et savn og sikke en længsel efter sin kære bror, Hugo.

Vi ser klip til sygehuset, hvor han ligger i hospitalssengen som en død. På ryggen, med åben mund men uden at tage næring til sig ligger Hugo og sygner hen. På plejehjemmet blegner Rosa. Tilbage er stadig sangene, men nu mere som udtryk for tab af gode kår.

Da er det underet sker. Hugo kommer til live igen. Og en dag bliver han trillet ind på plejehjemmet til Rosa. De to gamle mennesker – han snart 100, hun 95 – siddende overfor hinanden i gensynets stund med hænderne famlende i kærlige klem, med kærtegn på kinden og ord som: ”Åh, men at vi to dog skulle se hinanden igen!” og Rosa: ”Hvor er din hånd dog kold, kære bror! Lad mig varme den!”.

Resten af tiden boede de sammen på samme værelse på plejehjemmet. Taknemmelige, dybt tilfredse, kærlige og varme, med sange og salmestrofer på læben til det sidste. Rosa døde 96 år gammel. Hugo fik endnu en tid.

En uge efter sin 101 års fødselsdag havde han, fik vi fortalt, siddet ude på gangen og sagt: ”Nu skal jeg hjem til Rosa”. Så var han stavret ind på værelset til vinduet – havde åbnet det og råbt: ”Nu kommer jeg, lille Rosa!”. Og så lagde Hugo sig ellers tilrette i sin seng, hvor han døde dagen efter.

”Hugo og Rosa” – et varmt, varmt portræt af hvad det også vil sige at være menneske. Selv i tabets verden. For ”Gud har besøgt sit folk” (se DDS 349). Gud vil have os, som vi er. Også når vi er fortabte. Da stadigvæk Gud – Kristus – som den der kommer til os for at opsøge og frelse det fortabte. For at være hos os ind gennem mørkets og kuldens tid og føre os igennem ud til lyset. Til gensyn og glæde. Til nærvær og varme på ny. Sagt med Benny Andersen:

”Mødes og skilles og mødes igen.

Varmt er det hjerte der bløder.

Livet begynder bag smerten min ven.

Lykken må danse på gløder.”