Forfatteren og nobelpristageren i litteratur (2017), Kazuo Ishiguro, har for nylig udgivet romanen ”Klara og solen” (2021). Ishiguro er født i 1954 i Nagasaki i Japan. Fem år gammel flyttede han med familien til England, som er blevet hans hjemland. Ishiguro er mest kendt for romanen ”Resten af dagen”, som mange nok har set filmatiseret med Anthony Hopkins i hovedrollen som butleren Stevens, der på en biltur en dag i 1956 oplever, at der går dom ind over hans liv, da han tænker tilbage på dengang han levede og virkede i 1930´erne på et engelsk herresæde som en måske i virkeligheden alt for trofast og loyal butler, som på den konto missede kærligheden – det vigtigste af alt.

I romanen ”Klara og Solen” er vi i et fremtidssamfund, som virker mere japansk end engelsk. Vi er nu nok i USA. Men det er diffust, hvor vi er. Det er det også, hvordan og hvorfor samfundssituationen er blevet som den er. Men klart er det, at menneskene her lever truet af ensomhed. I særlig grad de helt unge, som Josie på femten, der tillige er tiltagende svagelig af en livstruende sygdom af en eller anden art. – Josie får nu, som det er blevet almindeligt i dette samfund, en KV. I hendes tilfælde en KV af B2-serien ved navn Klara. En KV er en ”Kunstig Ven”, en stærkt menneskelignende robot, som kan bevæge sig på alle mulige menneskelignende måder og kommunikere meget meningsfuldt. Og hensynsfuldt. Og i Klaras tilfælde også med en vældig høj grad af tillæring og, ja, selvstændig udvikling. – Det er, igen, diffust, men det går op for os som læsere, at der blandt de unge mennesker er nogle, der er ”løftede” og andre, der er ”u-løftede”. Og at det at være én af de ”løftede” betyder, at der nok er foretaget en form for genmanipulering af disse børn og unge, som Josie altså er én af. Så hvem er egentlig robot og hvem er menneske? Og hvori består i særlig grad det menneskelige? – Det bliver mere og mere tydeligt for os som læsere, at der er noget anspændt og mekanisk over relationerne menneskene imellem. En kunstighed(!), som mærkes mindre og mindre i Klaras tilfælde, fordi – ja, fordi hun virker empatisk og udvikler sig i stadig mere empatisk retning. – Klara, forstår vi, oplever, sanser og ser, alting i kvadrater, men hendes livssyn er langtfra firkantet og udvikler sig med en rundhed, en rummelighed og varme over sig, som vi må kalde sandt menneskelig. Klara søger konstant solens lys og varme. Måske er hun solbatteridrevet! Men det er ikke det væsentlige i den forbindelse. Klara omtaler Solen i personlig vending som ”han” og med stort S. Hun har den ide og tanke, den tro(!), at Solen vil hende og de andre, inklusive syge og svage Josie, det godt. Som hun også selv vil det, og er klar til at give af sit eget, ja, sig selv for Josies skyld. Som Josie´ far på et tidspunkt spørger Klara: ”Tror du på det menneskelige hjerte? Jeg taler selvfølgelig ikke kun om hjertet som et organ. Jeg taler om det i den poetiske betydning. Menneskehjertet. Tror du, det findes? Noget, der gør os alle sammen til noget særligt, til individer?” – Ja, Klara tror på menneskehjertet – og i dyb forstand har hun det selv. For hun lever og eksisterer så klart i tro, håb og kærlighed. Som Josie´ far næsten vredt siger det: Åh ja, man får aldrig fred for håbet! Nej, eller for kærligheden, som Klara lever den i lyset fra Solen, som hun af hjertet tror, vil hende og alle det godt. Som vi får det sagt af Klara selv om en aften ved solnedgang: ”Himlen var ved at blive til aften, stjernerne kom frem, og jeg fornemmede, at Solen smilede venligt til mig, idet han gik ned for at hvile. Af taknemmelighed og respekt blev jeg stående…, indtil hans sidste glød var forsvundet ned i jorden.”

Det er pinse: ”I al sin glans nu stråler solen / livslyset over nådestolen” – og som Grundtvig formår i evangeliets ånd at sætte salmeord på Guds nåde og kærlighed, sådan formår Ishiguro i mine ører at sætte romanord på det vigtigste og mest umistelige af alt i det menneskelige: Kærligheden. Og i virkeligheden, i udgangspunktet og som grundlag for alt menneskeligt: Den guddommelige udefrakommende kærlighed, der lyser og stråler og varmer som solen selv ind over vores liv hver især og sammen. Samlet sagt med evangeliets og kristendommens forkyndelse i ganske særlig grad i skikkelse af Jesus Kristus, Menneskesønnen, Guds søn. For ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…” – gav sig selv, sit alt, for vores livs og menneskeligheds skyld – ”for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Som solens lys ikke alene nærer og varmer, men også afslører og giver os syn for sagn og lader os se verden og hinanden – sådan dømmer Guds kærlighed os til selv at leve i kærlighed, i Guds nådes lys. Ja: Kære Gud, ”Døm du os i nåde og lær os at se at liv er at elske, at græde og le – at række vor næste en broderlig hånd og bindes af stærke og kærlige bånd.”