På Danmarks Radio sender de for tiden en serie med halvtimes programmer under overskriften ”Bibelen Leth fortalt” (som selvfølgelig kan aflyttes som podcast). Det er multikunstneren, den godt og vel 40-årige Kristian Leth, der dykker ned og ind i Bibelens univers – med det afsæt, at Bibelen er verdens vigtigste bog. Kristian Leth gør det så fint. Fortæller om det, der i det bibelske kan være svært at have med at gøre på let(!) vis, men så tyngden ikke går tabt. Går til det med en åbenhed og en nysgerrighed, som virker befrugtende og som sætter ånden i spil. I et interview om serien og om sin egen bibellæsning bliver Kristian Leth spurgt om, hvilken fortælling han vil anbefale til en ny bibellæser, og han svarer: ”Start med Det Nye Testamente. Evangelierne. Der er så meget genkendeligt. Det er som at komme hjem. På godt og ondt. Derfra kan man kaste sig ud i tusinde afstikkere for at få uddybet det, der står.”

”Det er som at komme hjem”. Det er, i Det Nye Testamente, lignelsen om den eller de fortabte sønner i særlig grad fortællingen om. Det er godt at kunne komme hjem. Og blive, mildest talt, godt modtaget. Det er godt at have et hjem og én eller nogle at høre hjemme hos. Vi kan alle ind imellem have udlængsel. Og udlængslen den får på alle tangenter netop nu, hvor det er ferietid: Ud og afsted – væk hjemmefra – se noget andet og det derhjemme langt væk fra. Og så kan man sandelig også få hjemlængsel. Og dybest set, tror jeg – midt i også al vores moderne rastløshed og uro – hjemlængslen som det stærkeste. I grunden dette at komme hjem til sig selv og sit eget. Til nærvær og tilstedeværelse i dit eget liv. Men jo sandelig også at have et sted, og én eller nogle, at komme hjem til, og høre sammen med. En far og en mor, en søster og bror. Det der andet menneske, som jeg hører, på godt og ondt, uadskilleligt sammen med. Det er – også her i dette felt – Gud og det guddommelige virker i os og vores liv. Og det er med stærke billeder og fortællinger, lignelser fra dagliglivet, at Jesus her fortæller så stærkt og overbevisende om grundforholdet til vores allesammens Gud og Far i himlen.

Kristian Leth har nu for nylig udgivet erindringsbogen ”En vej ud af tågen”. Den fine lille Leth tunge fortælling fra eget liv om også som det særlige det at vokse op med sin fraværende far – og – ja – det er digteren og fortælleren og cykelsportkommentatoren Jørgen Leth. Vi kan sikkert alle høre hans stemme for os. Men det kunne sønnen Kristian som barn ikke særligt godt. – Jeg skal med det samme sige, at bogen ”En vej ud af tågen” ikke er en selvbiografisk hævnaktion, men en stærk, og poetisk anlagt, kærlighedserklæring til livet og menneskene med sans for også smertedelen – herunder fars fravær og drengens uforløste længsel efter sin far. For som Kristian Leth skriver det: ”Min fars hus findes ikke… der er ingen far hjemme hos os. En far er noget, der ikke er der, som er langt væk i et skrattende telefonopkald på fødselsdagen. Hvis han husker den…”

Der var mor og brødrene og andre, og det var livreddende: ”Mit liv er på mange måder en række af lykketræf og omstændigheder, der reddede mig igen og igen, på trods af den jeg var og er”, skriver Kristian Leth. Men han vender samtidig også igen og igen tilbage til sin fars fravær – og til tomheden, der hvor far og ingen anden skulle have været – den længsel og den smerte ser han som definerende for sit eget liv og skriver: ”At glemme det, der definerer en, forekommer mig at være det mest inderligt tragiske, der kan ske for en. At finde det igen må være det samme som at blive hel.” Ja, som at komme hjem til sig selv og sit eget, favnet, forvandlet og ny.   Smerten hører med. Men: ”Smerten må ikke blive et våben”, som Kristian Leth siger det til sin nu gamle far, og skriver her i bogen ”En vej ud af tågen”: ”Der er ikke noget regnestykke, der skal gøres op. Man kan ikke bruge sin historie som rambuk til at bryde andre ned. Eller det kan man godt, men det bringer ikke orden i sagerne. Det er ikke et regnestykke. Hvis man selv er såret, nytter det ikke noget at give smerten tilbage til dem, der sårede en. Man skylder dem ikke noget. De fortjener heller ikke noget. – Regnestykket går op, når vi dør. Ikke før. – Derfor står smerten stadig i mig som en søjle af lys. Der er ikke noget, der holder den oppe, den står af sig selv. – At jeg elsker min far, opløser ikke smerten fra vores liv sammen. Fra mine oplevelser. Det gør dem højst mere besværlige at beskrive og se klart. – Jeg var samme alder, som min søn er. Syv år gammel. Det var synd for den dreng. Det er synd for min far. – Det er synd for os alle sammen.” Så vidt Kristian Leth, som her – i mine ører – taler og skriver under, slet ikke hævnens, men nådens fortegn. Der er ingen offermentalitet i det. Der er længslen og smerten i den. Og den står han ved, samtidig med at han ser sin far – og sådan set favner ham.