Samfundssind og barnedåb

Der er mange aflysninger, eller rettere udsættelse, af barnedåb lige for tiden. Jeg oplever, at samfundssindet i denne sammenhæng også viser sig så fuldstændigt enkelt og ligetil, at når dem vi normalt ”finder sammen med” (= samfund), familie og venner, ikke kan inviteres med til kirke og fest, så udsætter vi dåben. Fordi det mest betydningsfulde og meningsfulde af alt det, vi gør, som for eksempel dette at døbe vores børn, det er noget, vi gør sammen. Og allerbedst og allerhelst selvfølgelig i kirken, som er vores fælleshus over dem alle.

Hele denne situation, som vi er i på grund af coronavirussen, har fået mig til at tænke på en roman, der foregår tilbage i midten af 1300-tallet i Italien i pestens tid. En roman som jeg varmt anbefaler at læse. Også netop nu i disse tider, hvor vi trænger til (også) opmuntring – ja, til ”håb og fortrøstning og godt mod”, som dronningen sluttede med at sige det i sin tale til folket tirsdag aften den 17. marts. Det kan den gode roman med sit eventuelle livsoverskud hjælpe os til at finde: håb og fortrøstning og godt mod. Så bestil den hjem! Download den! Eller hvad du nu kan og vil for nu i disse dage at kunne læse (måske netop) Bjarne Reuters sprudlende muntre roman, ”Løgnhalsen fra Umbrien” (2004), hvor Bjarne Reuter fortæller os om kræmmeren, apotekeren og ligrøveren Giuseppe Emanuele Pagamino fra 1300-tallets Italien.

Pagamino er en halvgammel gavtyv, som ofte nok forsøger at stikke halen mellem benene og stikke af fra diverse trængte situationer, men hele tiden indhentes han af livet og det andet menneske. Og det er i dette møde Pagaminos, til tider ligefrem, salighed ligger. – Vi kan ikke lade være med at holde af ham, den gamle kræmmer. Og da slet ikke, da han en dag, liggende, drivende i en jolle, på flugt ned ad en flod, bliver vidne til hvordan en flok ældre kvinder tæsker og tvinger en ung kvinde, en mor, til at give slip på sit ”uægte” barn derude i floden. Som en anden Moses driver barnet lige nøjagtig ud til jollen, og Pagamino samler den lille endnu levende dreng op, holder ham tæt ind til sig, alt imens han bebrejder sig selv for, hvor dum man dog kan være – sådan unødigt at forpligtige sig. Ja, lidt senere forsøger Giuseppe faktisk at slippe af med drengen. Han holder ham ned under vandet – ”det er bedst sådan”, hvisker han – men knægten ligger dernede med åbne øjne – nej, det går slet ikke. – ”Med et snuptag trak Giuseppe drengen indenbords og sank sammen i jollens bund.” Så ligger de dér: ”Den lille lå på hans mave. Vejede mindre end en spurv. Sov allerede tungt og dog så let, som var hans liv ikke blot reddet, men forsikret i årene fremover.” Ja, som var druknings-forsøget blevet transformeret til en dåb med al dens velsignelse.

“Hvilken tillid til livet”, tænker Giuseppe, ”Hvilken enfold… Jeg løber en stor og uventet risiko, tænker han, for jeg er ved at blive mere afhængig af ham end han af mig. Vi ser på hinanden med de samme øjne, og det vi ser, er et nyt menneske… jeg gamle hykler varmes af at se mig selv med barnets øjne. Måske”, tænker Giuseppe, ”Måske var det mig selv, jeg hev op af floden.” Ja, måske var det også det, for saligt er det, hjertenslykkeligt er det, at blive set af en anden med et sådant livsforvandlende nyskabende blik, og således hevet op. Saligt er det at blive frelst fra undergang, som Giuseppe gang på gang gennem historien bliver det, og bragt til live.

Et par dage efter at have frelst den lille – og sig selv med(!) – døber Pagamino den lille i floden – Piccolino – Piccolino Pagamino, og drengen smiler op til den gamle. – Åh, ”Al den tillid, hviskede Giuseppe, al den tillid der er her i verden…” – og salig er han, den gamle kræmmer, som har vist barmhjertighed og samfundssind, fordi der var bare ikke andet at gøre.