Danmark er i undtagelsestilstand. Hele verden er mere eller mindre mærket af coronavirus. Forsøgene på at afbøde smitteudbredelsen og hastigheden heraf er talrige. I Danmark med, som sagt, undtagelsestilstand til følge. Jeg har aldrig i mit 62-årige liv oplevet noget lignende, bortset fra dengang der af og til var rigtig vinter i Danmark, og vi var sneet inde henover en række døgn. Men det her, det er noget helt andet. Omfattende og usikkert. Angstprovokerende. Hvad kommer det til at betyde? Hvor slemt kan det blive? Det havde vi slet ikke set komme. Den situation havde ingen af os (bortset fra nogle få) regnet med kunne ske her midt i vores velordnede velfærdsliv, hvor så meget synes så sikkert. Det ser vi nu, at det er det ikke – så sikkert, som vi troede og uden at skænke det ret mange tanker bare gik og regnede med.

Og så bliver det alligevel forår: ”Det er forår. Alting klippes ned. / Der beskæres i buskadser og budgetter. / Slut med fordums fede ødselhed. / Vi begynder at træne til skeletter.” Ja, men allerbedst og mest overbevisende skriver Benny Andersen i det sidste vers i sin Hilsen til forårssolen, med ordene: ”Tag da kun min sidste spinkle mønt. / Livets sol er min den sidste del af livet, / for som solfanger er jeg nu begyndt / at forstå, at Alt og Intet er os givet.”

Så stort og omfattende er det, at Benny Andersen skriver både Alt og Intet med store forbogstaver, fordi så stort er det: Intet mindre end Alt er os givet. Og samtidig så er Intet givet. Netop fordi livet og dette øjeblik, og hvert øjeblik vi får, er ingen og aldrig en selvfølge men en gave. En nådegave.

Intet er givet. Intet er sikkert – det er helt sikkert! Bortset fra at i grunden Alt er os givet. Selve livet. Selve dette at vi er her lige nu i dette øjeblik. At dit hjerte (endnu) slår. At dine lunger (endnu) hæves og sænkes. Det er, og alt muligt herudfra i dit og mit liv, fuldstændigt ufortjent. Livet og dette øjeblik er i grunden, uden tvivl, en gave.

Lad os, om muligt, betragte hele den undtagelsestilstand vi nu med coronavirussen er kommet i som undtagelsen der bekræfter reglen. Og således: ”forstå, at Alt og Intet er os givet. / Og en gang går solen sin / runde uden mig, / men når forårssolen skinner, / lever jeg”