”Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt”, som Den Gamle Hankat (Kim Larsen) sang og synger det i sangen om, at: ”Om lidt, om lidt / er vi borte / vi ses måske igen”. – Forladt og alene sidder den ene og den anden medborger nu i coronaens tid. Der er nogle, der mener, at tiden lige nu er endnu værre for dem, der i forvejen er ikke blot alene men tillige ensomme. Det er jeg ikke så sikker på. Jeg tror, at det forhold, at vi lige nu alle sammen har fået at vide, at vi så vidt muligt skal blive hjemme, måske ligefrem kan være en lille lettelse i livet for den i forvejen forladte og ensomme. Det er nu i coronaens tid blevet et langt mere synligt og udbredt vilkår – at være alene. Vi er så at sige sammen om det. – Det er vi i grunden altid: Sammen om det. Sammen om dette at være mennesker. Også når vi er alene. Selvvalgt alene, eller alene tvunget af diverse omstændigheder. Så lever vi i grunden altid sammen med hinanden.
Jeg hørte engang en teolog fortælle, at undersøgelser havde vist, at de sociale kompetencer hos eremitmunke i urkirkens tid var særdeles veludviklede. Eremitmunke var personer, som havde valgt at leve i afsondrethed. De mest ”ekstreme” var søjlemunkene, som i måske årevis levede på en lille platform på en søjle i udkanten af ørkenen med en assistent eller to, der sørgede for at bringe dem mad og drikke. Disse eremitmunke levede i allerhøjeste grad sammen med de andre, men altså nu i deres fravær.
Sådan er det. Ingen kan være menneske fuldstændig alene. Menneske er noget vi er sammen. At være menneske er en meget sammensat affære. Også forstået som dette at være blevet sat sammen med andre mennesker i fællesskaber og sammenhænge lige fra parforhold og familieliv til forening, folkekirke og fædreland.
Det bliver, som jeg selv ser det, måske ikke tydeligere, end når vi sidder sammen i kirkeskibet til gudstjeneste (åh, kom snart igen, kære åbne kirkedør og søndagsgudstjeneste!). Her er vi alle i samme båd. ”Adel og borger, præster og bønder, / glæder og sorger og dyder og synder! / Mågerne fly’er, taber de no’et? / Vi er alle i samme båd!” Det er vi nemlig. I grunden. Her i kirkeskibet til gudstjeneste med Guds ord til os mindes vi om, at vi er rummede i Guds kærlighed og nåde, med alt det vi er, hver især og sammen. Her sidder vi og hører sammen Guds ord og mærker herigennem på en særlig måde, at vi hører sammen.
”Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt” – det bliver godt igen at mødes i kirkeskibet og ”sejle ud” sammen en times tid en forårssøndag formiddag. Det længes jeg efter. Og det er vi flere, der hver for sig er sammen om. – I mellemtiden kunne vi, blandt så meget andet, øve os i at synge en smuk salme af Lisbeth Smedegaard Andersen med ord som: ”Du, som er i det høje / jeg kalder på dig / fra det dybe, min Herre og Gud, / for jeg længes, men tror selv / det tungeste sind / har et sted hvor din magt foldes ud… lær mig kunsten at tie… giv mig glæden tilbage… læg din fred i mit hjerte”.
Vi ses (måske) igen!