Solfyldte dage og mørkere tider

”Solfyldte dage med liv og lyst / sommeren sejrer fra kyst til kyst! // Midsommerbålene tændes her / livsilden blusser nu ganske nær”! (”Sollys og glitrende hav”, Michael Nielsen, 2017). Ved midsommertide tænder vi bål. Vi elsker vort land. Vi elsker vort liv – forhåbentlig da. Bålet vi tænder er et glædesblus, fordi nu står alting på sit højeste. Men det er også et lys vi tænder, og som vi har brug for, fordi nu går det jo rent faktisk den anden vej. Vi går mod mørkere tider.

Åh ja. Vel har året toppet ved Sankt Hans. Vel går vi mod mørkere tider. Men sortsynet har i grunden ikke og aldrig ret. Det har lyssynet og livsglæden. – Tingene skal ikke idylliseres. Ingen har brug for billig, letkøbt trøst. Så hellere en barsk humor a la Johnny Madsens: ””Husk – når du ser lys for enden af tunnelen, så kan det altså godt være et modkørende tog.” – Tingene skal ikke idylliseres. Det gør Anders på 5 år sandelig heller ikke, når han siger – i forbindelse med nogle tanker han har gjort sig om alderdom og om hvad en præst laver: ”Det er præsten, der bestemmer, når man skal graves ned. Han sender nogle på plejehjem, og så graver han dem ned, som bliver til overs.” – Tingene skal ikke idylliseres, men heller ikke det modsatte. Alting skal ikke problematiseres. Der er noget at tro på. Der er nok at tro på. Der er nok at se til, og der er noget at se hen til. Inklusive Gud, engle, himmel og håb. Som vi (med glæde) synger det: ”Livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det, der smerter…”

Det handler om vinkling og det handler om åbenhed. Det er med menneskesind ligesom med faldskærme – de virker kun, når de er åbne og kan åbne sig. Åbenhed for forvandling. At fremtiden rummer mulighed, selv når alle mulige andre måske synes, at nu er det da gevaldigt snævret ind. Selv når nogle i stedet for ville fokusere, for ikke at sige: stirre sig blinde på, at nu går det mod mørkere tider. ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,” – det er i denne her forbindelse sortseerne, dem der vil bilde os ind, at det går ad helvede til – men tro dem ikke! Nej: ”dem vil vi fra livet med glædesblus holde,” ”vi vil fred (og vi vil livsmod) her til lands, / sankte Hans, sankte Hans! / Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r / tvivlende kolde!”