Det kommer til os gennem ord og fortælling. Gennem kropssprog og kærtegn. Det levende ord, som kan og vil gøre levende og skabe liv. Liv af døde. Liv i overflod, når det går i kødet på os og falder i god jord.

Og det ved vi jo godt, hvad det betyder – at noget falder i god jord: at det bliver taget imod. At ordene taler til åbne, modtagelige sind. I det mindste sprækkede og revnede, og ikke pansrede og stenhårde sind. Og her spirer og gror, slår rod og folder sig ud med levet liv til følge. Som det sker, når vi tiltales af gode ord eller måske ligefrem hele det andet menneske. Tiltales. Så kan der ske noget. Også noget godt og frugtbart.

Ejegod er Gud som fra begyndelsen fuldstændigt hæmningsløst, som en gavmild og generøs sædemand langt ud over det sædvanlige, har strøet om sig med liv og kærlighed.

Meget går til spilde og bliver til intet, som vi også hver især erfarer det, efterhånden som vi vokser op. Det afgørende er, at vi ikke af den grund lukker til og lukker af. At vi forbliver åbne og sårbare. Åbne og sårbare og ligeså skrøbelige vi i givne situationer er. Det er den gode jord. Det er den muld i det menneskelige, hvor ord og kærtegn og kærlighed kan komme til og spire frem og blive til liv – og leg og lyst.

”Vi kendes på sårene”, som jeg læste det et sted (”Ansigtets gåde” af Ele Bonde): ”Vi kendes på sårene. De er med til at tegne identiteten. Når de integreres er de en del af livets fylde.” Eller som sangeren og livsfilosoffen med den dybe, varme stemme, Leonard Cohen synger det i sangen ”Anthem” (som betyder salme): ”There is a Crack in Everything” – der er en sprække i alting – ”thats how the Light gets in” – det er på den måde lyset kommer ind. Og liv bliver til: ”So, ring the Bells that still can ring, / forget your perfect offering” – ring med alle de klokker, der stadig kan ringe / glem al din perfektionisme, alle dine tanker om pæn facade som det optimale! Sprækker, revner og åbninger opstår. Det krakelerer for os. Og det er godt.

Som frø i jorden, som muld der åbner sig, og nyt liv bliver til. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”, åh ja, vi ved det godt – OG – siger evangeliet, som det vi ikke kan forklare og dog erfare: ”Af jorden skal du igen opstå!” Eller som jeg også godt kan lide at tænke og sige det ved at fjerne bare et enkelt ”j”: Af ord er du kommet! Af ord er du kommet, til ord skal du blive, af Ordet skal du igen opstå!

Så hvad kan det dog ikke blive til, når gode ord finder sted. Levendegørende, gode guddommelige ord rundhåndet spredt ud over alt så også du og jeg, vi og vore liv, dækkes af dem. Guds gode ord. Guds nåde og barmhjertighed: ”Thi den gode jord hernede: / tro og håb og kærlighed / rense vil Gud selv og frede / til en himmelsk frugtbarhed.” (DDS 320,8).

Vi havde engang en præstegårdsforpagter, som havde en forvalter. En midaldrende, mild og venlig og meget dygtig mand, som mest kørte og arbejdede i marken. Frede hed han. Jeg tænker altid på ham, når vi synger det vers, jeg før citerede: ”Thi den gode jord hernede: / tro og håb og kærlighed / rense vil Gud selv og frede(!) / til en himmelsk frugtbarhed.” Ja, jeg ved det godt – frede med lille f og ikke stort F – Gud vil frede det bedste af alt her på jorden – dvs. troen og håbet og kærligheden – til at kaste en himmelsk frugtbarhed og overflod af liv af sig. Og samtidig så er det fint nok at tænke Frede med stort F ind, også, fordi Guds nåde, Guds riges hemmelighed, ikke og aldrig finder sted udenom mennesket.  Vi er medarbejdere og forvaltere af Guds nåde. Guds medarbejdere – ”på hinandens glæde”, som Paulus siger det. I os skal det spire og gro og vokse frem, det gode liv. I sårbarhed og skrøbelighed. I åbenhed og afmagt.