Ånd over bogstav

Ånd over bogstav. Det er Ånden, det kommer an på. Ånden der gør levende. Gør os levende. Giver os kraft og grundlag for de varmest tænkelige forestillinger om det at være menneske. Åbner vores ører, løser vores tunger. Giver os ord, sprog og virkelighed, så vi kan komme til verden hver ny dag.

Det er jo bare sprog! lyder igen indvendingen. Nej, det er jo ikke ”bare”. Det er det element, vi har at være i og komme til verden i. Sproget og vores sprogligt funderede bevidsthed er vores begrænsning OG vores mulighed. Begrænsning fordi sproget har sine begrænsninger med hensyn til nuancering og (ord)forråd, ligesom bevidstheden kun kan opfatte, kapere og bearbejde en brøkdel af sanseindtrykkene. Mulighed fordi vi her og kun her kan indoptage og bygge bro til verden i al dens andethed. Hente, så at sige, verden ind.

Skal vi komme til verden som mennesker, må sproget komme til os, og verden og virkeligheden herigennem komme til orde. Som det på en uhyre enkel og ligetil og tillige meget gribende måde udfoldes i filmen Maries historie (2014), om Marie Heurtin. Hun, der som døv- og blindfødt nu stor 13-14 årig pige i slutningen af 1800-tallet bliver anbragt hos nonnerne på klostret i franske Larney, hvor man lærer døve piger tegnsprog. Da Marie ankommer er hun dyrisk vild, præget af angst og aggression. Som ved et under lærer hun tegnsprog af den stærkt udholdende nonne, Marguerite. Nogle år efter ankommer en ny lille døv- og blindfødt pige til nonneklostret, som Marie selv i sin tid kom hertil, uden sprog og uden adgang til nogen som helst sproglig forståelse men lukket inde i en verden af sprogløs sansning. Hvad gør hun den lille nye? spørger Marie retorisk med sit forholdsvis nyvundne tegnsprog. Og Marie selv svarer: ”Hun venter. Hun venter på ordet”.

Ord og tanker – bevidsthed, sprog og fortælling – samtale og kommunikation – det er ikke ”bare”, det er selve den underfulde del af virkeligheden og den menneskelige tilværelse, hvorfra alt der har med såvel det menneskelige som det guddommelige udspringer og udfolder sig. Ord, sprog og fortælling fortjener langt større opmærksomhed og respekt for ikke at sige ærbødighed. Eller, endnu bedre, lovprisning. Alt andet end en reduktionistisk tilgang og manglende sans for sproget som det grundelement vi mennesker a la luft, vand, ild og jord behøver som livsbetingelse. Betingelse og forudsætning for menneskeliv. For alt sjæleligt og åndeligt og uden hvilket vi slet ikke var eller blev mennesker.

(Uddrag fra mit bidrag til bogen ”SLØK. Perspektivforskydninger” (2016) under overskriften ”Monstro”)