Låneord

Jeg sidder og forbereder endnu en studiekredsbog a la ”Lad os tale om det” (2015) og ”Sådan set” (2017). Denne gang lander titlen nok på et enkelt ord, nemlig: Låneord.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv gennem læsning af den norske forfatter Jan Kjærstads romaner fra og med den store trilogi, ”Forføreren” (1993), ”Erobreren” (1996) og ”Opdageren” (1999) om mennesket Jonas Wergeland, oplever at have fået et andet liv. I det mindste modtaget identitetsudvidelser. Nye syn og tanker om det at være menneske. Om det at være mig i min livshistorie. Jeg har gennem årene virkelig lånt masser af ord og vinklinger fra dette i ordets bedste og bredeste forstand, fantastiske forfatterskab.  – Det går som en rød tråd gennem fortælletæppet og vævningen, hele forfatterskabet, hos Kjærstad, at menneskelig identitet ikke er noget statisk. Menneske er ikke bare noget man er, men noget man er på vej til at blive. Et menneskes personlige livshistorie er under konstant tilblivelse. Under redigering og aldrig færdigfortalt. Et menneske er ikke én men flere, eller: mange. Menneskelig identitet handler om mangfoldighed. Det fastlåste og uforanderlige er det farlige. Det frugtbare og livgivende er forvandling og forvandlingens mulighed. At jeg kan blive genfortalt. Nyfortalt. At der findes, ikke bare tegn på kærlighed men tegn til kærlighed, som Jan Kjærstad understreger det med romanen af samme navn. Tegn, som udvirker og skaber kærlighed og liv, som det sker, når bogstavtegn transformeres til kærtegn, den smukkeste skrift af dem alle.

En del af dette og meget andet fik jeg her sidst i februar ved en middag i Oslo sammen med min hustru og Jan Kjærstad (sammenkomsten var en fødselsdagsgave til mig gavmildt arrangeret af min hustru) lejlighed til at lufte overfor ordmesteren selv. Jan Kjærstads (venligt smilende) indledningsreplik til påstanden om, at mit liv er blevet forandret gennem læsning af Jonas W.-trilogien var: ”Det tror jeg ikke på”.

Nej, men det gør jeg, fortsat, selv. Og det er læseren, der bestemmer. Eller rettere: Forfatteren har udgivet sin roman, sin fortælling. Givet den ud og givet den fra sig. Nu tager jeg, læseren, den til mig. Låner ord og motiver til mulig belysning og sågar mulig udvidelse af mit eget liv. Min egen eksistens. Og det alt sammen, selvfølgelig, for det levede livs skyld. Herunder at kunne mødes til en middag en aften i Oslo sidst i februar og dele både mad og vin og låne øre til hinandens ord og tanker.