Forfatteren Elizabeth Strout – det er hende med bogen, nu bøgerne, om den ældre let vrantne kvinde Olive Kitteridge – har skrevet en anden ret ny roman (2017) med titlen ”Alt er muligt”. – I det indledende kapitel møder vi her den omkring 80-årige Tommy Guptil, tidligere malkekvægslandmand, senere i mange år skolepedel, nu pensionist. Vi er i en provinsby i staten Maine (nogle timer nord for New York), hvor Tommy lever og bor med hustruen Shirley og med børn og børnebørn i nærheden. – For mange år siden brændte gården en nat ned til grunden. Rub og stub. Dyrene og alle tingene med. Men alle mennesker, kone og børn inklusive, blev reddet.

Den nat, da gården brændte – ”midt i den galoperende frygt – erkendte han, at det eneste, der betød noget i denne verden var hans kone og børn, og han tænkte, at mange mennesker kunne leve et helt liv uden at få denne tanke så tydeligt og konstant, som han havde fået den. Helt privat opfattede han branden som et tegn fra Gud, at den var en gave, som han skulle holde godt fast på.” – Tommy havde aldrig fortalt det til nogen, ”fordi han ikke ville anses for at være en mand, der fandt på undskyldninger for en tragedie”. ”Men han havde tænkt den nat, mens hans kone var sammen med børnene oppe ved vejen… og mens han så de enorme flammer, der skød op mod nattehimlen, og hørte de frygtelige skrig fra køerne, da de døde, ja, han havde tænkt på mange ting, men netop da taget styrtede sammen, faldt ned i selve huset, lige ned i deres soveværelser og i dagligstuen nedenunder med alle fotografierne af børnene og hans forældre, da han så dette ske, tænkte han – uafrysteligt – det eneste, han kunne tænke på, var Guds tilstedeværelse, og han forstod, hvorfor engle altid blev beskrevet med vinger, for den fornemmelse havde der været – af en susende lyd eller måske slet ikke nogen lyd, og så var det, som om Gud, der ikke havde noget ansigt, men alligevel var Gud, trykkede sig mod ham og uden ord bibragte ham noget – ganske kort, flygtigt – et budskab Tommy forstod som: Det er okay, Tommy. Og så forstod Tommy, at det var okay. Det gik over hans forstand, men der var okay. Det havde det også været. Han tænkte ofte, at hans børn var blevet så forstående, fordi de var nødt til at gå i skole med børn fra fattige hjem og ikke fra hjem som deres eget, som det havde været i sin tid. Han havde også siden da mærket Guds tilstedeværelse, som om der var en gylden farve meget tæt på, men følte sig aldrig besøgt af Gud, som han havde følt det den nat, og han vidste også godt, hvad andre ville få ud af det, og det var grunden til, at han ville holde det for sig selv til den dag, han døde – tegnet fra Gud.”

Tegnet til Tommy. Tegnet fra Gud. Som Moses ved den brændende tornebusk, hvor Gud i ilden åbenbarede sig for Moses med ordene: ”Jeg er”, eller ”Jeg er den, jeg er”, men altså også muligt at forstå eller oversætte ordene helt kort: ”Jeg er”. At Gud ER – i alt, hvad der er. Den rene indikativ(!) ”Jeg er” – punktum. – Med Jesus, med Menneskesønnen, tør vi så endvidere tro, at Gud ikke blot ER, men at Gud ER kærlighed. At Gud ER nåden og barmhjertigheden, hvor og hvornår og hvordan den så end måtte finde sted. Selv midt i flammerne og ødelæggelsen. Selv midt i alt det liv, der går ned, og brænder sammen for os: Det er okay, Tommy. Det er okay, menneske – at du bliver bange. Og modløs. Og frygter for tomheden og tabet. At du sørger og savner. At du græder og gruer for: hvad nu? Det er okay, menneske. Du må være i det, der er – i dit liv, sådan som det former sig – i det nærværende. Det er, når det kommer til stykket, som det er. Det er okay. Og når først du er der, og ikke forsøger at slippe af med det og komme et andet sted hen, så er det, at der kan opstå nyt liv. Et andet liv. Et nyt liv – hvor du kan være den, du er – inklusive den du var. NB. Alt er muligt.